Man kan vælge altid se fremad, man kan vælge at leve i nuet, og der er også en del der mener, at erfaring bare er en billet til et tog der allerede er kørt væk i horisonten. Men jeg mener nu at det er ret fedt at kunne se tilbage, at huske forestillinger som var noget specielt. Og endda også af og til huske på noget, man dengang, i situationen, måske ikke lige synes var seks stjerner værd. For der er også værker der skal have lov til at gro på dig.
Så her er hvad Sceneblog mener vi bør huske, fra scenekunstens verden i 2024.
No 1
DRØM OM EFTERÅRET // Aalborg Teater, Lille Scene
”Skal vi ikke gå et sted hen, hvor vi er alene?
I 2023 fik han Nobelprisen i litteratur, lige som han i 2015 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Han skriver prosa som var det musik, med gentagelser som omkvæd, og som dramatiker skriver han helst for få skuespillere. Og Jon Fosses DRØM OM EFTERÅRET er ingen undtagelse. På Aalborg Teaters Lille Scene udspiller der sig et drama for to, men med flere karakterer der er billeder på sårende handlinger, og mange steder der leder hen mod det eneste sted, hvor kærligheden kan udfoldes uden andres indblanding. Alene.
Jon Fosses DRØM OM EFTERÅRET er i Nicolei Fabers iscenesættelse på Aalborg Teater sønderrivende, kærlighedshungrende, levende dramatik for alle pengene.”
Sådan indleder jeg anmeldelsen af DRØM OM EFTERÅRET her på Sceneblog, hvor skuespillerne Marie Knudsen Fogh og Østen Borre Simonsen er hovedpersoner i en ubønhørlig kamp om følelser, men hvor Fosses ord står knivskarpt på trods af den silende regn på kirkegården. DRØM OM EFTERÅRET er Årets ord.
No 2
BLODBRYLLUP // Den Kongelige Ballet, Gamle Scene, Det Kongelige Teater
”Federico Garcia Lorca’s tragedie BLODBRYLLUP er både vild og blodig med alle sine gammeldags æresbegreber, men Den Kongelige Ballets nyeste koreografstjerne Eukene Sagues lyser klart vildere, end nogen måne har oplyst en blodplettet brudekjole før.
Sagues lægger flere nye lag til Lorcas klassiker, hvor kønnenes kamp understreges, og handlinger der tidligere kun er blevet set som dramatiske kapitler i fortællingen, får revet masken af, og blotlægges som overgreb i Sagues første helaftensballet. Væn jer til det – koreografen Eukene Sagues er ikke kommet for at please, eller ukritisk hylde gamle mestre, for selv om hun behersker koreografens evne til at trylle skønhed frem på dansevinylen, så er det en kunstner med sine meningers mod. Velkommen på øverste hylde, Eukene.”
Sådan indleder jeg anmeldelsen af BLODBRYLLUP her på Sceneblog, hvor der med balletten BLODBRYLLUP ikke længere hersker nogen tvivl om koreografen Eukene Sagues evner, og balletten derfor vil blive husket som hendes store gennembrud. BLODBRYLLUP er Årets gennembrud.
No 3
DE FORTABTE // Aaben Dans, Hal 9, Roskilde
”Kolossale kræfter fylder Hal 9, når Thomas Eisenhardt spiller med musklerne i den tsunami af følelser, som forestillingen DE FORTABTE rent faktisk er. Færøske William Heinesens roman De Fortabte Spillemænd er forlægget, og det er da også de vilde musikere fra Dreamers’ Circus der er epicentret i Eisenhardts musikdramatiske værk, men det er danserne fra Aaben Dans der næsten unfair rammer mig i mellemgulvet, og det er følelserne, naturkræfterne og lidenskaben der er de sande protagonister i det omfattende værk.”
Det skriver jeg i anmeldelsen af DE FORTABTE her på Sceneblog, hvor site-specific scenekunst fylder mere og mere. Og netop forestillingen DE FORTABTE fra Aaben Dans er et strålende eksempel på, hvordan et bestemt sted kan være med til at fortælle historien, eller være med til at rammesætte følelser, der ikke kunne være iscenesat andre steder med samme intensitet. DE FORTABTE spillede i den gamle HAL 9 i det nyetablerede MUSICON område i Roskilde, og det var intet mindre end magisk, da Thomas Eisenhardt lod hallen, havet og musikken gå i et. DE FORTABTE er Årets site-specific.
No 4
THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN // Lydenskab, Sort/Hvid & Copenhagen Opera Festival.
“Recognize her.
Ensemblet Lydenskabs cli-fi opera om klimaangst er blændende i enhver henseende. THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN er skarp, følsom, vidunderlig, og grufuldt tæt på enden for verden som vi kender den.
Når de fire solister slutter sig til Lydenskabs musikere på scenen, er det i deres futuristiske ørkenklæder skabt af kompostérbart Kombucha læder, som Laura Rathschau og Sofie Piil Grau har brugt til kostumerne. For når Lydenskab arbejder med klimaangst på scenen, er det ikke nok at sige hvad man mener, de udøver også hvad de taler om – they walk the talk. Jeg har oplevet ensemblet Lydenskab flere gange, og de er i det hele taget et kompromisløst hårdtarbejdende kollektiv, der ikke alene er eminente musikere, de er intelligente mennesker med en mission om at efterlade verden som et bedre sted at leve.”
Det er ordene der indleder anmeldelsen af THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN her på Sceneblog, hvor det Aarhus-baserede kunstnerkollektiv Lydenskab med THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN får ubetinget ros for deres kompromisløshed. Det internationale kollektiv udvikler koncepter og metoder med afsæt i FN’s Verdensmål, og med den hjerteskærende opera på Copenhagen Opera Festival, viste de med al tydelighed, hvordan klassisk musik på højeste niveau og social bevidsthed ikke behøver at være hinandens modsætninger. THE GIRL WITH THE HURRICANE BRAIN er Årets bevidste.
No 5
RIPE BODY // Ruth Rebekka Hansen, Platform på Art & Activism, Roskilde Festival 2024, samt Aaben Dans, Dansehallerne, Bora Bora og Teater Momentum.
“I akvariets spil mellem subjekt og objekt forbliver Ruth Rebekka Hansens væsen en mystisk identitet, men om væsenet er overjordisk, et undervandsvæsen, eller et menneske der står ved sin søgen efter det feminine ikon, er ikke afgørende. Det er udstrålingen og forbindelsen til publikum derimod.
Og den er eminent.
Danser og koreograf Ruth Rebekka Hansen har – i et stort samarbejde på tværs af landet mellem Roskilde Festival, Aaben Dans, Dansehallerne, Bora Bora og Teater Momentum – skabt sin helt egen verden af sensitivitet og lidenskab, hvor hun i en stor akvarielignende boks har skabt sin egen koreografi. En koreografi der som en eksplorativ undersøgelse forsøger at klarlægge magtforhold i relationer – her nærmere bestemt relationen mellem subjekt og objekt. For hvem har magten når vi sidder og kigger på danseren der snor sig kælent op ad glasset i kuben, hvem bestemmer næste skridt, og hvem afgør hvornår forholdet slutter?”
Sådan indledes Sceneblog anmeldelsen af RIPE BODY, hvor danser og koreograf Ruth Rebekka Hansen udforsker femininiteten i en kæmpe plexiglaskube, hvor tilskuerne kan bevæge helt tæt på, lægge sig under kuben, eller betragte danseren fra afstand, som et fremmedelement midt i en sværm af insekter om et lys. Værket i sig selv – og karakteren i kuben – er overjordisk, dragende og uforklarlig, og samarbejdet mellem co-producenterne Roskilde Festival, Aaben Dans, Dansehallerne, Bora Bora og Teater Momentum, har gjort det muligt at RIPE BODY kan blive set og oplevet af en stor skare landet over. Og da undertegnede oplevede værket på Roskilde Festival 2024, på Platform scenen under Art & Activism, fik værket et publikum, som et sensitivt værk som RIPE BODY ellers aldrig ville komme i nærheden af. Det var en stor oplevelse – flere måneder efter festivalen – også at se hvordan værket udviklede sig da det opførtes i Dansehallernes nye blackbox, men at opleve festivalgængere på RF 24 – der pludseligt opdagede Ruth Rebekka Hansens æteriske væsen i kuben – var fantastisk.
Art & Activism på Roskilde Festival fik i november fuldt fortjent tildelt Teaterjournalisternes Initiativpris 2024 for deres performance- og danseprogram under festivalen.
RIPE BODY er derfor både Årets overjordiske, samt Årets samarbejde.
No 6
TRIPTYCH // Peeping Tom (BE), Kbh Danser i Østre Gasværk & Musikhuset i Aarhus
”Formidabelt skræmmende krydstogtskibsmareridt på dansefestivalen København Danser, hvor det belgiske kompagni Peeping Tom viser deres TRIPTYCH – et mørkt, surreelt og pirrende undergangsværk af titaniske dimensioner.
Nogle gange er det sværere end andre at sætte ord på oplevet kunst, men med et Peeping Tom værk som TRIPTYCH er der så mange indtryk og afledte følelser der trænger sig på, at det snarere er et spørgsmål om hvordan man sorterer og vælger fra i den naturligt opståede bunke af ord og følelser, der som en Mentos i en Cola trænger sig på for at sprøjte ud over verden.
For danseteaterforestillingen TRIPTYCH er grundlæggende mørk. Mørk i sit fysiske udtryk, mørk i sin dramaturgi, og mørk i sin surreelle verden af teatermagi og suspense, der folder sig ud i det krydstogtskibsmareridt som værket reelt er. Men samtidig spiller lyset også en altafgørende rolle i de tre akter som forestillingen er inddelt i, og The missing door, The lost room, samt The hidden floor, er ikke bare betegnende for akternes handling, men også fremragende og inciterende betegnelser for scenografien, der er en altafgørende faktor i forestillingen.”
Ordene er fra Sceneblog anmeldelsen af TRIPTYCH, og de fortæller meget godt hvorfor jeg mener en udefrakommende forestilling har sin berettigelse på en liste over vores de bedste i 2024. For uden inspiration udefra, og uden producenter og festivaler som København Danser, ville vi langsomt gå i stå, og bare blive ved med at producere og genskabe fordums store værker og forestillinger. Så her på Sceneblog hyldes København Danser og ligesindede, der bringer verden til Danmark, og sørger for vi ikke lever i en boble af selvfedme.
Peeping Toms TRIPTYCH er Årets udefrakommende.
No 7
UNDER DYBET // Fusionsballet i Operaen
”Det er voldsomt og det forekommer rodet. Det er overbevisende og gådefuldt, og man kunne sige det er lige så usammenhængende som det er gennemført. Forestillingen UNDER DYBET – konceptueret af teaterinstruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen – er lige så meget en teaterkoncert som det er en balletforestilling, men som fusion af kunstarter, hvor multimusikeren Jeanett Albeck svinger dirigentstokken, og koreograferne Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg har skabt nye dødsensalvorlige koreografier til 40 af ballettens dansere, så kan jeg ikke kalde UNDER DYBET i Operaen andet end en fusionsballet af de helt store.
Og ja, der er mange der vil synes det er for meget, det er for usammenhængende, for vulgært og for bombastisk i sin form, når farverne på dansernes tyl vælter ud over scenen, mens 40 dansere kopulerer i takt, og moderne pophits – re-arrangeret af Jeanett Albeck – sætter stemningen et gear op.
Men fusionsballetten har dog ikke smidt tøjlerne helt, for de tre akter i UNDER DYBET – Fødsel, Seksualitet, og Død – giver trods alt en ledetråd når man skal finde vej i den bombastiske opsætning, der i mine øjne skal opleves som et maleri der forsøger at bryde ud af rammen.”
Det var svært at skrive de første linjer i Sceneblog anmeldelsen af UNDER DYBET i sin tid, for i den overvældende fusionsballet på Operaens store scene, var der så meget der lige lå og lurede under overfladen, og man vil jo nødigt misse noget.
Men Anja Behrens, Christian Albrechtsen og Jeanett Albeck har som et Frankenstein kollektiv skabt det smukkeste monster, der ikke kan overses. For sammen med koreograferne Oliver Marcus Starpov og Sebastian Kloborg er de gået all in på hver deres områder, og UNDER DYBET kommer ikke til at gå i glemmebogen foreløbig, når det kommer buldrende gennem skoven med sine våde hundeøjne og skarptslebne klør. Det er fusionsballet når det er bedst. UNDER DYBET er Årets monster.
No 8
HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil // Katinka Fogh Vindelev og Randers Kammerorkester
”Jeg spræller, jeg spræller. Jeg springer op af vandet. Gisper efter vejret, gisper efter vejret. Jeg spræller, jeg spræller ind i glasfacaderne. Nul ilt, nul ilt.
Librettisten Ida Marie Hedes ord er både levende og empatiske når de forlader munden på Katinka Fogh Vindelev. Men den sprællende laks, som sopranen så magtfuldt gestalter i et virvar af storcenterbesøgende i operaen HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil, har mindst lige så meget kampgejst og oprør i sig, som Ida Marie Hedes libretto rent faktisk viser sig at have i Randers.
For HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil (HOLO) er netop et oprørsk værk, et råb om hjælp til Randers Fjord, der lider af iltsvind, hvilket selvfølgelig påvirker alt levende i fjorden. Og det er derfor Katinka Fogh Vindelevs ulykkelige laks spræller rundt på land, ligesom mezzosopran Christina Herresthal som Drømmerhandsken, baryton Asmus Hanke som Det Svajende Ålegræs, samt tenor Christian Damsgaard som Centerets Bankende Hjerte alle mødes i Randers Storcenter, som i operaværket er oversvømmet af den iltfattige fjord.”
Det var indledningen på Sceneblog anmeldelsen af HOLO, men nogle kunstnere er svære at sætte i bås, de skaber værker og samarbejder på tværs af genrer, og de har det bedst når de kan sprælle efter behov – uden en chef eller en ramme der holder dem på plads i allerede afprøvede, sikre, og velkendte formater. Sådan en kunstner er sopranen, komponisten, musikeren og performeren Katinka Fogh Vindelev, der som en blanding af en Valkyrie og en Sirene fra den græske mytologi, synger sine dragende toner ud over det ganske land, og håber at tiltrække et forhåbentligt stort publikum. Lige som hun gør det i HOLO, hvor hun sammen med Randers Kammerorkester i april måned indtog Randers Storcenter, med sit fremragende operaværk blandt centrets kunder, hvor hun kæmper for Randers Fjord der lider af akut iltsvind.
Den navnkundige David Ridell stod i spidsen for Randers Kammerorkester, der har kommissioneret værket, og adskillige andre gode navne var også på plakaten, så det var bestemt ikke hverken uerfarne kunstnere eller amatører der kunne opleves på den lidt sælsomme scene, midt i et storcenter. Men det var ikke mange der havde vovet sig til Randers for at opleve værket, og omtalen af det var heller ikke proportional med den enorme indsats der var lagt i værket. Og det er desværre en af de helt store udfordringer i dansk scenekunst – der er desværre ikke mange der orker at tage på ekspedition på den anden side af Valby Bakke. Det kunne jo være farligt. HOLOGRAMMET – Fjordens Drømmespil er Årets oversete.
No 9
INDENFOR MURENE // Gamle Scene, Det Kongelige Teater
”Jens Albinus aftvinger respekt med sit storladne spil på Gamle Scene.
I Henri Nathansens komiske, tragiske, og altid relevante skuespil INDENFOR MURENE, er det vigtigt at besætte rollen som den gamle Levin med en kapacitet ud over det sædvanlige. For det at spille den jødiske familie Levins overhoved er fuld af faldgruber – både i 1912, hvor Nathansens skuespil havde urpremiere på Gamle Scene, og nu i 2024 på samme scene, hvor verden er en anden, men religion stadig spiller en altafgørende rolle i samfundet.
Så at skuespilchef og instruktør Morten Kirkskov har valgt Jens Albinus til rollen, er både modigt og genialt. Modigt, fordi der skal mere end god fantasi til at se Albinus være en 71-årig, som Gamle Levin er i Nathansens skuespil – men genialt, fordi Kirkskov ser lige igennem den knugende attitude som Jens Albinus ofte udstråler, og i stedet ser en skuespiller, der med en perfektionistisk tilgang til sit fag, såvel som en determineret tro på egne evner, gør rollen som Gamle Levin til sin egen. Albinus spiller karakteren brillant, ikke mindst i det tætte samspil med en storartet spillende Bodil Jørgensen som Levins trofaste hustru.”
Det var let at skrive de indledende afsnit i Sceneblog anmeldelsen af INDENFOR MURENE, for med den rollebesætning var Nathansens klassiker lige så lyslevende, som jeg går ud fra at den var ved urpremieren i 1912. At man i 2024 stadig kan finde skuespillere, der i en og samme teaterforestilling både fornyer og fastholder, er en gave vi ikke skal tage for givet – alt for mange unge skuespillere vælger desværre teaterscenen fra, til fordel for filmens tiltrækkende røde løbere og hurtige publikums-appeal, og vi risikerer at miste en stor del af talentmassen til TV, film og reklame, før de når at mærke hvad den levende scenekunst for alvor kan tilbyde mht menneskelig kontakt.
Klassikere er der nok af, men det er bestemt ikke alle skuespillere der kan spille dem som Jens Albinus og Bodil Jørgensen gjorde i instruktør Morten Kirkskovs INDENFOR MURENE på Gamle Scene. INDENFOR MURENE er Årets klassiker.
No 10
FLAMMENWERFER // Hotel Pro Forma, Malmö Live Concert Hall, Musikhuset Aarhus, samt Gamle Scene, Det Kongelige Teater
“Seit Beginn dieses Planeten, hat sich der Himmel niemals wiederholt.
At fortolke og formidle en kompleks kunstners oeuvre på kun 80 minutter, burde ikke være muligt. Men når Blixa Bargelds karakteristiske stemme tegner tanker med ord, eller Nils Frahms musik og vokalensemblet IKI toner frem som en integreret del af scenebilledet – der i sin projicerede og overvældende form viser kunstneren Carl Fredrik Hills værker fra en anden verden – så ved man at det er Hotel Pro Forma der er i huset.
I fredags havde Hotel Pro Formas storslåede sceneværk FLAMMENWERFER urpremiere i Malmö Live Concert Hall, og værket – der på ingen måde foregiver at være et komplet billede af Carl Fredrik Hills kunst – er et knugende og intenst portræt af kunstnerens psyke, med fokus på hans værker fra 1878, hvor Hill blev erklæret uhelbredelig sindssyg, til hans død i 1911.
Da Hill i 1878 således vendte hjem fra Paris for at blive plejet i sit barndomshjem i Sverige, gik hans billeder fra at være lyse og harmoniske landskabsmalerier, til en lind strøm af dramatiske tegninger og pasteller i stærke farver, oftest fantasifulde og aparte, med deforme skikkelser og dommedagsagtigt truende landskaber. Og det er denne sene periode der ligger til grund for Hotel Pro Formas musikdramatiske portræt.”
Læs evt hele anmeldelsen af FLAMMENWERFER her.
Ud over at opleve og anmelde FLAMMENWERFER til urpremieren i Malmö Live Concert Hall, havde jeg den store fornøjelse at opleve FLAMMENWERFER både i Musikhuset Aarhus, samt på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København. Og selv om jeg efter urpremieren ikke rigtigt troede på at Hotel Pro Formas voldsomme sceneværk kunne være en ligeså vild oplevelse andre steder, så måtte jeg jo sande, at værket i al dets flertydige smukhed var som skabt til de to danske scener, på trods af deres forskellighed. Lysdesigner Jesper Kongshaugs eminente kontrol og fornemmelse af rum, i samspil med Henrik Vibskovs kostumer, og videodesigneren Magnus Pinds billeder på de næsten usynlige forhæng, gjorde, at hver af de tre scener i Malmö, Aarhus og København virkede som om de var skabt til formålet. Det handler om bredde, om dybde, og om sigtelinjerne fra publikums sæder – og Kirsten Dehlholm og Marie Dahl, der stod for både dramaturgi og instruktion – havde med den vanlige Hotel Pro Forma stringens formået at få FLAMMENWERFER til at være præcis det forestillingen skulle være – en magtdemonstration af dimensioner.
Men i juli måned – midt mellem forestillingerne i Malmö og premieren i Aarhus – gik Kirsten Dehlholm desværre bort. Den 79-årige instruktør og leder af Hotel Pro Forma døde således før Danmarkspremieren på FLAMMENWERFER, men opførslerne af værket gennemførtes både i Aarhus og København, og en selv om en skygge havde lagt sig over forestillingerne, føltes det rigtig at sige farvel til Kirsten Dehlholm med en fantastisk forestilling. Hotel Pro Formas FLAMMENWERFER er Årets farvel.
Det var så 2024, og de 10 stykker scenekunst som Sceneblog mener der vil blive husket. Hvad mon 2025 byder på?
Vi ses i mørket.
I hver af omtalerne er der links til de fulde forestillingsanmeldelser, og foto Credits står under de enkelte fotos. Coverfoto af blomsterdekoration til Nytårskoncert 2024 er taget af Casper Koeller, Sceneblog.dk.