⭐⭐⭐⭐
Martin Andersen Nexø som musikteater
Østre Gasværk er blevet renoveret og moderniseret for 38 mio kr, og da bygningen er fredet, er det måske umiddelbart svært at se hvor millionerne er blevet brugt, for selvfølgelig må man ikke tilbygge, ny opfinde, eller overmale de stemningsfulde rå strukturer. Men hold op hvor er det blevet lækkert, når man ser nærmere på detaljerne. Med sikker og nænsom hånd, har Østerbro Teaters gasværksbygning fået en ordentlig makeover, så den nu fremstår som en moderne fungerende teaterbygning, hvor kronen på værket er en kæmpe edderkop-lignende jernkonstruktion der er blevet løftet op under kuplen, så al teknik og lamper nu kan bruges professionelt – helt uden en eneste skrue i det fredede gasværks vægge.
Og i åbningsforestillingen PELLE EROBREREN bliver hele kuplen taget i brug. Når den lille familie på flugt mod bedre tider nærmer sig land, er Lassefar og Pelle placeret højt oppe i den nyrenoverede gasværksbygnings smukke rum, med vinden i håret, omgivet af korstemmer, og overøset af stemningsfulde videoprojektioner, hvilket giver Martin Andersen Nexøs store fortælling den helt rigtige begyndelse.
”Se Pelle – der er land!”
Hvilken far vil ikke gerne give sit barn den bedste opvækst og de bedste levevilkår, og det er da også en svært glad Lassefar der aner land i det fjerne, stående på skibsbroen med armen om sønnen Pelle. På Bornholm bliver alting godt, alle har et godt arbejde og tjener masser af penge, de har eget hus, og folk spiser flæskesteg med rosiner hver dag. Det er drømmen, der driver den lille familie mod Danmark. Der har altid været udlængsel, og der har altid været ønsker om et bedre liv når man ser på verdenshistoriens migrantstrømme, og Lassefar og Pelles skibsrejse væk fra det fattige liv i Sverige, er endnu en historie om troen på noget bedre på den anden side af havet.
Thomas Bo Larsen er fantastisk som Lassefar, den stolte far der elsker sin dreng og vil give ham verden, men må indse at ikke alt fungerer som han gerne ville have det. Og Pelle (Julian Horta Meier Clausen ved premieren), tror på sin far fra start af, men oplever desværre at faren må bøje nakken, og underkaste sig samfundets normer og den herskende klasses regler.
”Nogen skal jo være herrer – og nogen tjenere!”
De får hyre på et gods, men finder snart ud af hvem der bestemmer, og hvem der skal adlyde – og at der ikke er flæskesteg med rosiner på tallerkenen, men i stedet tørre sild, 21 gange om ugen. Forvalteren er streng, betalingen ringe, godsejeren Kongstrup er en gammel horebuk, og hvis man ikke kender sin plads, så ryger man hurtigt ud.
Så både Lassefar og Pelle knokler så hårdt de nu kan på godsets jorder, men både forvalteren og Hr. Eleven med sin ridepisk sørger for at Pelle ikke får et ben til jorden. Selv i skolen møder Pelle modstand, og bliver hånet af de andre elever, der til sidst driver ham ud på isen. Pelle drukner dog ikke, men bliver stærkere, og mere bevidst. Kærlighedslivet blomstrer heller ikke for Lassefar, der måtte tage fra Sverige uden sin afdøde kone, Pelles mor. Han prøver og prøver, og selv når han finder plads i halmen hos den flirtende bådsmandsenke fru Olsen (Birgitte Raaberg), vender lykken brat, da Hr Olsen uventet alligevel vender tilbage fra havet. Til sidst kan Lassefar næsten ikke mere, er tæt på at hænge sig, og finder kun trøst i flasken. Han har ikke mere at give, og Pelle må drage videre ud i verden alene.
”Nu går vi hver sin vej – jeg går min egen vej”
PELLE EROBREREN er både historien om klassekamp og forholdet mellem far og søn, og da det kun er første del af Nexøs roman, som Annika Kofoed, Katrine Wiedemann, Kasper Holten og Karen-Maria Bille har valgt at omforme til musikteater i Østre Gasværks forestilling, så er det blevet en lidt lettere version af romanen fra 1906, der oprindeligt var i fire bind, og også omhandlede Pelles voksne år.
Dreamers’ Cirkus har leveret fin og afbalanceret musik til forestillingen, hvor seks dygtige musikere dukker op og leverer livemusikken i forskellige kombinationer. Det er dog de dramatiske scener der får Nexøs historie til at leve, og selv om de afløses af sang og musik aftenen igennem, hvor både Nastja Arcel (som Pelles afdøde mor, der af og til dukker trøstende op i Pelles sind), Kaya Brüel (som Johanna, der efter godsejer Kongstrups voldtægt må leve et liv i skjul med sin vanskabte søn), og Birgitte Raaberg (som den flirtende wannabe-bådsmandsenke fru Olsen), skal fremhæves som yderst solidt og smukt syngende, så er det Nexøs tekst og skuespillet der bærer forestillingen. Morten Suurballe er perfekt hoven og led som den magtmisbrugende godsejer Kongstrup, Kristian Halken perverst nedrig som forvalteren, og Signe Egholm Olsen er naivt skøn som Karna, den gode pige på gården, der til sidst finder sammen med Lassefar.
Lassefar siger man skal tage skæbnen i egen hånd! – nu har Østerbro Teater har skabt et teaterrum hvor alt kan ske, og Østre Gasværks rå mure er et fremragende lærred. Det er bare med at fylde på i en fart.
foto: Natascha Thiara Rydvald