Tværæstetisk performance installation med nordens toner.
LENGUA LLORONA, eller Grædende Tunge, er en performancebaseret kunstinstallation skabt til Copenhagen Contemporary af den boliviansk-amerikanske kunstner Donna Huanca, der altid arbejder sitespecifikt med sine intuitivt performative værker, og værket på Copenhagen Contemporary er da også meget nordisk i tonen, både i farvevalg, og i det naturbårne materialevalg i værket.
LENGUA LLORONA er et tværdisciplinært værk, som konceptuelt kan sammenlignes med Two-Women-Machine-Shows ALITY på Charlottenborg i 2018, hvor hver en position eller bevægelse er en reaktion på det iscenesatte univers.
De tre performere, Tarren Aqua Lynne Johnson, May George, og Anna Karolina Svärd, er en del af en gruppe performere der arbejder fast med Donna Huanca, og medvirker i hendes værker verden over. Den faste tilknytning til Huanca er vigtig i forhold til arbejdsmetoden, hvor performerne (eller modellerne, som Huanca kalder dem), improviserer i Donna Huancas værker ud fra de af hende skabte omgivelser, og deraf udsprungne inspiration. Fra marts til september vil Donna Huanca iscenesætte otte live performances, opført i hendes univers af nordiske toner på Copenhagen Contemporary, i et nærmest psykedelisk univers af lyde, dufte, og overvældende farveindtryk, samt skulpturer af både sand, jern og bemalede menneskekroppe.
Naturen spiller en stor rolle i Huancas universer, og hvis man fornemmer en svag duft af røgelse, så er det fordi Huanca bruger Palo Santo, den hellige sydamerikanske røgelse fra det aromatiske træ, så der er altså også et twist af verden udenfor med i værket. Donna Huancas tværæstetiske performanceværk er en rejse i følelser uden dramaturgi, og kan bedst beskrives som en meditativ oplevelse. Værket ligger i sin performative udførelse et godt stykke fra både traditionel kunst, med indrammet gengivelse på en flade, men også fra performancegenren som kendes fra scenekunst, hvor tilskueren interagerer og påvirker den udøvende kunstner – som i Yoko Onos CUT PIECE, eller SIGNAs kompromisløse excesser ud i den interaktive performativitet.
På LENGUA LLORONA bedes du som tilskuer, om ikke at træde for nær. Men Donna Huancas smukke værk om menneskets fysiske forbundethed med omverdenen, går alligevel helt tæt på dig.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog