⭐⭐⭐

“I can’t keep repeating myself”

Den tre timer lange durational ALITY, indledes med et stillestående tableau bestående af fire dansere på et spejlblankt gulv. Publikum i Kunsthal Charlottenborg er inviteret af Dansehallerne til at komme og gå som de vil, de kan sætte sig på puder, de kan stå op ad væggen, eller de kan gå rundt blandt performerne som de vil.

De altid reflekterende koreografer i gruppen Two-Women-Machine-Show, Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg, arbejder denne gang sammen med Jonathan Bonnici, i forsøget på at fortolke og videreformidle deres processer og udforskning af vores fantasi og måde at tænke på.

De har med udgangspunkt i en omfattende samling af ord, vendinger og begreber, skabt en verden af bevægelse og lyd, som helt sikkert vil blive opfattet på lige så mange måder, som der er gæster på Charlottenborg. Men med et spejlblankt gulv, den voldsomme rumklang i det store udstillingsrum, og de smidige danseres udtryk og bevægelser, kunne man som gæst opleve et til tider sart, til tider voldsomt temperamentsfuldt billede, med toner af både ømhed, frustration og vrede.

”Between the two of us – we’ll make great statues”

Rytmiske dump kommer fra højtalerne, danserne reagerer på hinandens bevægelser, og man aner et sammenhængende forløb i de ord og begreber der bliver slynget ud i hovedet på os.

”Don’t leave just yet! Stay right where you are”

Efter min mening er værket, ikke mindst i dets kommunikation med publikum, meget afhængigt af hvad du kommer med hjemmefra, og hvilken sindstilstand du bringer med.

Forskere har påvist, at kunst opleves bedst sulten. Jeg mener ALITY opleves bedst glad.

”Don’t cry”

foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE