DROT OG MARSK // Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Storslået operaværk får nyt liv med Holten & Schønwandt.

Det er den vidunderlige sopran Sofie Elkjær Jensen, der som den ungdommelige Aase får æren af at åbne forestillingen DROT OG MARSK, da hun i stuepigeuniform dukker op som lille forsagt personage, midt mellem scenograf Philipp Fürhofers kolossale landskabs billedvægge. Billedvæggenes motiver har bl.a. fundet inspiration – næsten en til en – i Otto Baches kendte maleri fra 1882; De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping Skt. Cæcilienat 1286, og med belysning af Jesper Kongshaug, virker de overlegent godt som både baggrund og skillevægge, for de meget forskellige scenarier i forestillingen. Billedvæggene, der som byggeklodser skubbes rundt på scenen, udgør med deres meget forskellige for- og bagsider både baggrund for det glade liv på kongeslottet, og det barske og nedslående triste og grå samfund udenfor, hvor skørtejægerkongen Erik Klippings urimelige beslutninger mærkes på krop og sjæl.

Og netop dette greb er et af de afgørende elementer i Kasper Holtens fremragende nye opsætning af nationaloperaen DROT OG MARSK, hvor maestro Michael Schønwandt er tilbage som dirigent for Det Kongelige Kapel, i det smukke makkerskab med Holten.

For når stuepigen Aase træder ind som uskyldigheden selv, og Kong Erik med det samme viser sig som en udnytter og løgner, både overfor den unge Aase og sin ellers tro væbner Rane, så er kimen lagt til historien om et kongemord, der snarere var en reaktion af opsparet vrede hos en stor flok af kongens nærmeste og misbrugte allierede, end en enkelt mands hævn for mistet ære.

”Mit alter har han skændet”

Historien i DROT OG MARSK kan ellers fortælles ret enkelt. Kong Eriks tro krigsmarskal, Marsk Stig, drager i krig for Danmark, og efterlader sin dyrebare viv Ingeborg i kongens beskyttende varetægt. Men den skørteglade Konge kan ikke kan holde fingrene for sig selv, og det må den stolte Marsk selvfølgelig hævne, da han kommer hjem efter krigen, og finder sin ære besudlet. Kongen må dø.

Men der er meget mere til fortællingen, end blot en enkelt mands krænkede ære. Det er netop hele kongens liv og levned, der ligger til grund for en opsparet vrede hos både høj og lav, og som til sidst resulterer i en sammensværgelse, der med et bagholdsangreb i skovens dybe stille ro fører til Kong Eriks død. Det er Marsk Stig der fører kniven, men alle de medsammensvorne har kongens blod på deres sværd, når de formummet i munkekutter passer ham op på et hemmeligt sted, udpeget af den ligeså krænkede hofsnog Rane.

Væbner, ridder, hofsnog, træl. Den ellers lystige Rane har et godt liv ved hoffet, indtil han ikke vil trædes på længere. Og som min ledsager, lige fløjet ind fra London, udbrød til premieren; who’s that guy looking like David Bowie? He’s great! Og ja, Gert Henning Jensen er simpelthen great som Rane, manden der må tage opgøret med Kongen for at kunne se sig selv i spejlet. Det er i mine øjne et perfekt parti til den lyse heltetenor, der snart runder de 30 år på Det Kongelige Teater.

”Ih, hvor han vogter Marskens skat”

Kong Erik, Erik Klipping, kongen der styrer landet med hovedet mellem benene, bliver sunget af Peter Lodahl, og det er en sand fest. Få har som Lodahl en iboende patos, som lystigt bliver brugt – og misbrugt – som scorekongen i DROT OG MARSK, og med Lodahls fløjlsbløde tenorstemme, bliver kong Erik på godt og ondt til værkets midtpunkt. Overfor Peter Lodahls Kong Erik står ingen ringere end Johan Reuter, Det Kongelige Teaters stjerne-baryton, som efter denne sæson forlader teatrets solist-ensemble, for at hellige sig en støt voksende international karriere. (Men som dog heldigvis stadig vil blive brugt som gæstesolist). Johan Reuter sparer sig ikke i rollen som den krænkede krigsmarskal, og hans stemmepragt træder for alvor frem da Marsk Stig vender hjem, og hævnens time er kommet. Her har instruktørerne Kasper Holten og Amy Lane formået at skabe nøjagtigt det dramatiske felt mellem de to alfahanners stemmer, som er midtpunktet i den stormfulde fortælling.

”Danmark skal brænde i øst og i vest”

Og i stormens øje står den altid velsyngende og fortryllende sopran Sine Bundgaard, der som Fru Ingeborg, Marsk Stigs elskede skat, får boostet troværdigheden i historien, og med sit afdæmpede spil og sin naturlige charme får os til at tro på krænkelsen.

For krænkelse, ære, hævn, og ikke mindst mord, er vigtige elementer i DROT OG MARSK, som på papiret kunne ligne en tv-serie på Netflix. Men den helt store gevinst ved Heises operaværk er og bliver musikken, som er så let tilgængelig og storslået, at den i sig selv er et mesterværk. Solisterne i DROT OG MARSK leverer toppræstationer, og med Det Kongelige Operakors eminente fremstilling af alt fra borgere og soldater til festgæster, bliver librettoen gjort både levende og forståelig. Og når Heises toner så bliver leveret af Det Kongelige Kapel i storform med maestro Schønwandt på podiet, så er resultatet intet mindre end mesterligt. Bravo.

Foto: Miklos Szabo

SE MERE