⭐⭐⭐⭐⭐
Fuldbyrdet festival fyldte Københavns øregange.
Copenhagen Opera Festival 2023 er slut, og opera i form af koncerter, forestillinger, morgensang, fællessang, havfruesang og Virtual Reality sang er overstået for denne gang. Siden 2009 har festivalen tiltrukket publikum på tværs af generationer, køn og politiske overbevisninger, og for hvert år der går, vokser festivalen i intensitet. Selv under CORONA pandemien piblede nye opera initiativer frem, og her i 2023 var der også masser af nyt under den rummelige paraply som Copenhagen Opera Festival er blevet.
Ingen kan nå det hele – ikke engang en unavngiven festivalchef, der i år måtte smutte under de stående ovationer til den opera hvor hun selv var instruktør, for at nå ind til et vigtigt arr i den anden ende af byen. Kudos.
Men man kan da prøve – eller i hvert fald kan man vælge i programmet, og så satse på at døgnet har lidt flere timer end det plejer, for der var dæleme meget at vælge imellem.
For mig startede festivalen i Tunnelfabrikken i Nordhavn, hvor komponisten Daníel Bjarnasons BRØDRE blev sat op i den samme store version som den var originalt i 2017, og netop ved ikke at gå ned på storhed, viste Copenhagen Opera Festival 2023 at den tager sit publikum alvorligt, og ikke er bange for at flexe muskler fra start af. Pragtfuldt.
Men ikke alt behøver at være stort for at være godt, mindre tiltag og koncerter er lige så vigtige for at skabe en fuldbyrdet festival. Og ud over det enorme gratis program på Festivalscenen på Den Røde Plads, og de mange fine operakoncerter i Tivoli, på Børsen, i Christians Kirke og andre fornemme steder, så var der i år fuld skrue på både klassiske forestillinger og helt nyskabte værker. Her på Sceneblog ligger der allerede – ud over BRØDRE – anmeldelser af Virtual Reality operaen MORTALITIES, Dani Howards melankolske THE YELLOW WALLPAPER, samt festivalens højdespringer, Josefine Opsahls seksstjernede ensomhedsopera HJEM i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel.
Og netop de tunge temaer fik lov til at fylde i år. Ensomhed i HJEM, kvindeundertrykkelse og klaustrofobi i THE YELLOW WALLPAPER, film og talks om Louise Alenius’ selvmordsopera MANUALEN, samt traumer og skyldfølelser i BRØDRE.
Og allerdybest nede, i kælderen under Operaen, præsenterede Louise Beck og OPE-N deres soloopera LOL – LAUGHING OUT LONELY, hvor komponisterne Matilde Böcher & Asger Kudahl i samarbejde har skabt et foruroligende internetunivers, beboet af en af vores største sangere – kontratenoren Morten Grove Frandsen.
I en verden af højtalere i mørket lader Böcher og Kudahl internettets krigere få stemmer, og Morten Grove Frandsen rammer næsten alt for realistisk den desperate ensomhed, som munder ud i de mange tilsvininger som vi kender dem fra nettet. Mens sangeren går rundt i halvmørket kan vi høre resterne af hans stemme fra før, op imod hans lyse stemme nu, og de ord der endnu ikke er sagt, men ligger og lurer i rummet.
Og før jeg ved af det, så står han lige bag mig og ånder tungt. Eller gør han? Jeg forsøger på at afkode Kudahls rå lyddesign, hvor Böchers elegante koraler spredes og samles, mens vi forsøger på at følge Morten Grove Frandsen i rummet. Mere end en tøjbamse må lade livet, og mens vi sidder på scenograf Josefine Else Larsens kasser med alle de dårlige minder, så er det ordene der beskriver følelserne, og de smarte internetforkortelser der gør dem alt for genkendelige. IDGAF – I don’t give a fuck.
LOL – LAUGHING OUT LONELY er deprimerende og afstumpet, dybfølt og rørende, fascinerende og forløsende.
Men oppe i solen kørte Copenhagen Opera Festival heldigvis videre, og jeg kan kun anbefale også altid at holde øje med festivalens INDBLIK program, der i år bød på både kompositionsmesterklasser, dokumentarfilm og kunstnersamtaler af fineste karakter. Jeg nød af og til blot at sidde på min stol som en flue på væggen, og bare observere vores fantastiske kunstnere – lidt på afstand.
Fotos: Casper Koeller, Sceneblog