VIBRANT MATTER // Sophia Mage, Laura Rathschau og SØS Gunver Ryberg på KPH Volume

⭐⭐⭐⭐⭐

Overvældende sanselig oplevelse i KPH Volumes rå haller.

Koreografen Sophia Mage har med VIBRANT MATTER skabt en overvældende intens danseperformance, hvor hun i samarbejde med scenograf og visual artist Laura Rathschau, samt den prisbelønnede komponist SØS Gunver Ryberg, har omdannet de rå haller i KPH Volume til et sanseunivers uden lige.

Som udgangspunkt er det rumlige aspekt i det industrielle KPH Volume både koldt og råt, men allerede når man har siddet i det støvede mørke i et stykke tid, fornemmer man byens varme puls med Vesterbros blå blink og togenes skramlen der trænger igennem de revnede vinduer. Givetvis irriterende for mange, men ikke for den vilde lydkunstner SØS Gunver Ryberg, der labber enhver lokalt opstået vibe i sig, for derefter at fylde rummet, ved at lægge lag på lag af inciterende lyde og vibrationer ud over publikum.

Og netop lydene og vibrationerne er altafgørende faktorer i en tværdisciplinær performance som Sophia Mages VIBRANT MATTER, hvor man ikke – som i en konventionel danseforestilling – kan skille dansen fra omgivelserne, lyset og lydene.

Den altid grænsesøgende Laura Rathschau har i samarbejde med lysdesignerne Hackstage, Rune Abro og Michel Winckler-Krog skabt et øde landskab, hvor sand, klippestykker og skærende lys står i grel modsætning til de æteriske danseres væsen, men netop gennem modsætningen opstår magien i oplevelsen – og sanseapparatet skærpes.

For mens der gennem fire lag net sendes lysprojektioner ud i rummet, og SGRs lydunivers stadig kun består af åndedræt og langsomt opstående knurren, kæmper de fire androgyne dansere en fælles kamp for at springe ud af deres puppelignende tilstand, hvor de som en organisk enhed ligger krummet sammen i sandet.

I værkets første ti minutter bruger danserne Charlotte Petersen, Hilde Ingeborg Sandvold, Sophia Mage og Klara Utke Acs al deres indestængte energi på at folde sig ud, alt imens man som tilskuer i rummet finder sin indre ro, og begynder at fornemme, forstå, og føle empati overfor de fire væsener.

Men som titlen antyder, så er det interdisciplinære værk VIBRANT MATTER en performance hvor det dynamiske stof italesættes, og netop udviklingen fra den indadvendte puppelignende organisme, over det søgende og udforskende væsen, til den udad reagerende og voldsomt ekspressive danser, er en åndeløst spændende og sanselig oplevelse.

De fire dansere er oustanding i deres performance, og når excellente kunstnere som Sophia Mage, Laura Rathschau og SØS Gunver Ryberg giver slip på deres eget jeg, og i stedet samskaber et tværæstetisk værk som VIBRANT MATTER, så er resultatet intet mindre end fremragende.

Foto: Alexis Rodriguez Cancino

SE MERE