Exceptionel og ubehagelig installationshybrid – men du bliver.
I 2017 italesatte komponist Louise Alenius og instruktør Tue Biering incest og misbrug med den prisvindende fortielsesopera SILENT ZONE, og fortielse, fornægtelse og svigt i stor stil var pludselig emner vi blev tvunget til at tage stilling til. SILENT ZONE var ikke bare epokegørende opera og prisvindende scenekunst, men var også startskuddet til en større åbenhed om det at være vidne til noget, men ikke reagere.
I 2018, på Cph Breakfast, præsenterede Alenius og Biering så deres tanker om fortsættelsen af værket, og fortalte indgående om deres tanker med Step two – at gøre operaen digitalt tilgængelig via AR (Augmented Reality). Hvilket så fører os til det tværæstetiske værk Den Frie udstiller lige nu, SILENT ZONE – ECHO CHAMBER.
SILENT ZONE – ECHO CHAMBER er et opbygget hvidt rum midt i udstillingsbygningen, et aflåst rum hvor der i princippet bare er helt almindelige møbler og lamper, præcis som derhjemme. Men nøglen til rummet får man kun en af gangen, og først når du har låst bag dig, og er alene i rummet, træder installationen i karakter.
Med sig har man en udleveret smartphone og et par hovedtelefoner, og når man så går rundt i dette tilsyneladende helt normale hjem, så dukker familien op på skærmen, og de blændende dygtige operasangeres stemmer toner frem i hovedtelefonerne.
Historien er den samme som i operaen SILENT ZONE, hvor en ulykkelig bror – til en dengang misbrugt lillesøster, som nu ikke længere taler – som voksen kæmper med at han ikke har gjort noget, på trods af sin viden om farens misbrug.
I installationshybriden SILENT ZONE – ECHO CHAMBER er man alene i 10 minutter, i hjemmet med de frygtelige hændelser hos den incestramte familie. Du ser ikke direkte overgreb, men du ser, fornemmer, mærker og føler misbruget, både gennem de medvirkendes ageren på skærmen, og gennem sangene og musikken i hovedtelefonerne, hvor støvletramp, knirkende trapper og gråd høres og fornemmes i et grusomt fortællende lydbillede.
Installationen har været længe undervejs, men både komponisten Louise Alenius og instruktøren Tue Biering er perfektionister, og resultatet er outstanding. Både den dybt ubehagelige skildring, de perfekte operasangere og de exceptionelt dygtigt udførte AR elementer, skaber et uundgåeligt værk på Den Frie.
Sammen med Sisters Hope fik Den Frie fik i 2016 med Udstillingsprisen Vision en anselig donation fra Bikubenfonden, og fører med SILENT ZONE – ECHO CHAMBER faklen videre på højeste niveau.
Værket er som sagt krævende, og bestemt ikke behageligt, så før man træder ind i det aflåste rum på Den Frie, kan det anbefales først at lytte til Louise Alenius og Tue Biering, der på en skærm fortæller lidt om deres tanker og proces. Du har brug for at forberede dig mentalt, og du har brug for at puste ud bagefter, men du må ikke bare skynde dig forbi. Louise Alenius’ og Tue Bierings vigtige kunstværk skal opleves.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog