SELVMORDETS ANATOMI // Republique, Østerbro Teater

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

”Er det havet, du har på din kind?”

SELVMORDETS ANATOMI på Republique gør ondt, rigtig ondt. Fortællingen om generationers nedarvede dødslængsel, på trods af både forskellighed, lykkelige omstændigheder og viljen til at bryde med arven, er både krævende og udfordrende i sin stil, og næsten ubærlig i sin tematik. Men hvor er forestillingen på Østerbro Teater dog komplet.

Da Alice Birch sidste år blev hædret med The Susan Smith Blackburn Prize for SELVMORDETS ANATOMI, var det med ordene; “one of the most formally ambitious, emotionally rich and daring plays to have emerged out of the U.K. in recent years.” Og den engelske feminist, som også stod bag det fremragende manuskript til REVOLT. SHE SAID. REVOLT AGAIN. på Husets Teater sidste år, er en vidunderligt kompromisløs forfatter, og en af de unge europæiske stemmer som jeg er rigtig glad for at der er fokus på her i DK.

Anja Behrens, forestillingens tyske instruktør, beskæftiger sig ofte med grundstofferne hos os, de forgængelige individer på jorden, og store eksistentielle spørgsmål som; hvem er jeg?hvor kommer jeg fra? har altid været præsente i Behrens’ intense produktioner. Lige fra parforholdsdramaet i Elfriede Jelineks SKYGGE (Eurydike siger) på Sydhavn Teater i 2017, over Michel Houellebecqs UNDERKASTELSE på Betty Nansen i 2018, til nu med Alice Birchs SELVMORDETS ANATOMI, har Anja Behrens udforsket og arbejdet med spørgsmålet om arv kontra vilje, om det er muligt at transformere sin egen skæbne.

Scenograf Ida Grarup har skabt pladsen for Anja Behrens, og leger i sin uendelighedsscenografi med rummet. Og på samme måde som hun i SortHvids ERASMUS MONTANUS på Aarhus Teater fik os til at tro på papfigurer der bevæger sig sidelæns på et løbebånd, får Ida Grarup i SELVMORDETS ANATOMI – med elegant lysdesign af Súni Joensen – et hus med tre døre til at virke uendeligt stort. Less is more.

I SELVMORDETS ANATOMI følger vi simultant tre generationer, hvor selvmordet er omdrejningspunktet, og i en mellemting mellem en ublu kakofoni og et unisont lydbillede, formår Anja Behrens at give os tre tekster der kører sideløbende – og sammen. Fascinerende måde at give liv (!) til teksten, som i en til en samtalerne på scenen giver mening hver for sig, men tilsammen giver et helt nyt perspektiv.

Det er Helle Fagralid, Ida Cæcilie Rasmussen og Christine Albeck Børge vi følger som den lige linje i familien, dem vi hele tiden tager udgangspunkt i, og vender tilbage til. Alle tre spiller stærke, smukke karakterer, der i hver sin generation, kæmper for at bryde mønsteret. Anja Behrens presser de tre skuespillere til det yderste, og indkasserer det maksimale udbytte i al sin smukke grusomhed.

Omkring dem står Karin Bang Heinemeier, Nicolaj Kopernikus, Troels Thorsen og Thue Ersted Rasmussen, samt Ellaha Lack (afgangselev fra DDSKS i Odense), og adskillige talentfulde børn, der alle spiller både store og små, men afgørende roller i de tre kvinders liv – og i fortællingen om hvorfor det kan gå så grueligt galt. For hvorfor er det længslen efter at dø, der vinder over mulighederne for et liv, når der er så mange der vil dem godt, så meget der kan vælges til i livet.

”Jeg har brug for at vide, at det stopper med mig”

Foto: Karoline Lieberkind

SE MERE