QUEENS // danskdansk & Teatergrad, i Osramhuset

⭐⭐⭐⭐

Søstersymbiose og safe space på pigeværelset.

De tre skuespillere, Amira Jasmina Jensen, Ellaha Lack og Marie-Lydie Melono Nokouda er lige så forskellige som Majs, Squash og Klatrende bønner – i Amerika også kaldet de tre søstre.

De tre vigtigste afgrøder i Amerika er jo helt forskellige planter, men når de plantes tæt på hinanden, så opstår der en symbiose, og de tre planter opnår store og gensidige fordele gennem hinanden. Og sådan er det også med de tre amazoner i Sandra Yi Sencindivers skønne forestilling QUEENS.

Teatret danskdansk og Sandra Yi Sencindiver har skabt en forestilling der taler lige ind i hjertet på mange unge kvinder med minoritetsbaggrund, og Camara Lundestad Joof har med sin nutidige tekst om sex, tro og skyld givet stemme til mange af de unge kvinder, der holder tanker og meninger for sig selv i en verden af mistro og kulde.

Sencindivers teaterform kan både virke overrumplende og skræmmende på nogen, men i arbejdet med hendes direkte italesættelse af presserende samfundsproblemer, formår hun som instruktør og iscenesætter at skabe et rum der både udvikler spillerne på scenen, og taler direkte til målgruppen. Det er forbilledligt.

Det er fucking Male Gaze – der er totalt ingen gay chicks der har sex med lange negle!”

Det er så afgjort en forestilling med et Female Gaze, og når Marie-Lydie Melono Nokouda som den homoseksuelle Nia snakker porno med de to veninder, kommer der et ekstra lag ind over, hvor der ikke bliver snakket farve eller tro – men seksualitet – på et niveau så fortroligt, at man som (mandlig) tilskuer sidder heeeeelt stille, og forsøger at holde vejret for ikke at blive opdaget som intruder i deres intime safe space.

Marie-Lydie Melono Nokouda kan spille på mange tangenter, og hvor hun sidste år i forestillingen I NAT KOMMER KRIGEN HJEM nærmest underspillede insiderrollen, er hun i QUEENS helt i sync med rollen som den udfarende Nia, der stadig som voksen kan overraske sine barndomsveninder.

Når forskellene mellem de tre veninder titter frem i pigeværelset, bliver det for alvor nærværende teater. For selv om man står overfor mange af de samme problemer pga minoritetsbaggrunde, er det jo ikke uvæsentligt om man er rig eller fattig, akademiker eller børnehavemedarbejder, aktivist eller livsnyder. Super vigtigt at medtage samfundsbetragtninger og holdninger som går på tværs af etnicitet og arv, og vigtigt at fastholde at man hverken kan eller skal gemme sig bag sin etnicitet, når det gælder om at være menneske i et samfund der skal rumme alle.

jeg er så fucking dansk at jeg ved at Holberg er norsk – men jeg snakker kurdisk som en 5-årig

Selv om vi på Sceneblog allerede har fulgt Ellaha Lack i et stykke tid, og nydt at se hende i både readings og forestillingen SELVMORDETS ANATOMI, er QUEENS rent faktisk hendes debutforestilling. Og den nyuddannede skuespiller er virkelig en man skal holde øje med. Lack er den kurdiske 12-talspige Imen, der vil studere medicin på trods af hendes passion og evner som musiker, simpelthen fordi hun synes hun skylder sin mor det. En kurdisk mor der aldrig selv har haft muligheden for uddannelse, men har gjort alt for at hendes datter skulle vokse op og have alle muligheder.

Ellaha Lack spiller i QUEENS rollen som Imen både med autoritet og humor – dyder ikke alle unge skuespillere mestrer. Stort tillykke med debuten.

Den tredje kvinde i dobbeltsengen er Amira Jasmina Jensen, som i sidste sæson bragede igennem i forestillingen 16:29, som den ulykkelige Océane der livestreamer sit selvmord. Men i QUEENS er Amira Jasmina Jensen stoisk som Aisha, den erfarne, veluddannede og mest afklarede blandt veninderne, og når hun på grund af sit etablerede liv bliver kaldt en Sellout kapitalist, må hun tage stilling til forskellene blandt de tre, og forsvare sin tilværelse overfor aktivisten Nia, og Imen der er på S.U.. Igen bliver samfundets uligheder inddraget i narrativet, og Camara Lundestad Joof sørger for at sætte facetter på kvindernes problemer.

QUEENS handler om unge kvinder med minoritetsbaggrund og deres problemer i et meget koldt Danmark, samt retten til at være vred. Men også om venskab, fællesskab og safe spaces. Der er håb endnu.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE