⭐⭐⭐⭐⭐
”Nathanael, du sagde alle døde da huset brændte. Du kan ikke have set ham”
Det er en bleg og rystende Nathanael der sidder sammenkrummet på scenen, og med opspilede øjne fortæller hvad han ser – en virkelighed som hverken hans forlovede Clara, eller Claras bror Lothar, vil anerkende som virkelighed. Så mens Nathanael prøver at få dem til at forstå hans verden, så prøver de to søskende, med al deres tillærte og fornuftsbaserede realitetssans, at få Nathanael tilbage fra hans delirium.
Lige som E.T.A. Hoffmann (1776-1822) skrev Sandmanden ud fra den endnu ældre godnathistorie om den stygge sandmand, der kommer efter de børn der ikke vil sove og kaster sand i deres øjne, så har dramatiker Christian Lollike taget godbidderne fra fortællingen over i en gyser af en forestilling, der placerer SANDMANDEN midt i vores forbrugersamfunds mindst lige så uhyggelige virkelighed.
Jonas Corell Petersen har iscenesat dette bidende nutidige bud på godnathistorien du ikke vil høre før du lægger dig, og med musik af Den Sorte Skole, og Holstebro Dansekompagnis dansere der pakker hele fortællingen ind i et mareridtsagtig slør, får SANDMANDEN nyt liv i 2022.
Clara ser blot sin elskedes meninger og tanker som bevis på at han er et åbent menneske – i modsætning til alle andre, der blot følger strømmen. Claras bror Lothar derimod, accepterer ikke Nathanaels tanker, og arbejder på en virksomhed der producerer briller, briller der lader dig se alt klarere, og dermed vide præcist hvor du er, og hvor du er på vej hen. Det er Lothars mening med livet, for du skal blot udlevere lidt oplysninger om dig selv og dine vaner – så kører dit liv på skinner.
Andrea Øst Birkkjær spiller med empatisk finesse den uforbeholdent forelskede Clara, og Frederik Mansø spiller med både humor og dramatisk nerve hendes bror Lothar, der med klippefast tro på fremtiden og teknologiens lyksaligheder i et overvågningssamfund, er overbevist om at Nathanael ser syner og burde indlægges.
Og det er rising star Lasse Steen der med angstprovokerende præcision spiller Nathanael i denne psykologiske gyser, hvor hovedpersonens sind er arenaen hvor gladiatorerne kæmper, og publikum er den måbende hob der skal vende tommelen op eller ned når slutningen skrives. For er Nathanael syg og delirisk, eller har han som den eneste set hvad vi er på vej ud i?
”Når vi vågner, kan vi gå i takt og tale i kor”
Omkring sig har Nathanael danserne fra Holstebro Dansekompagni, de Coca-Cola drikkende, solbrillebærende, både grusomme og opløftende væsener der understreger det kaos der udspiller sig i Nathanaels sind, og i en dynamisk koreografi af Marie Brolin-Tani kravler de ind og ud af scenerne – usynlige for alle undtagen stakkels Nathanael der forsøger at følge med i deres krumspring.
I et flot samarbejde mellem Aarhus Teater, Holstebro Danseteater og Teater Sort/Hvid, er Christian Lollikes gendigtning af E.T.A. Hoffmanns eventyr blevet en meget nutidig gyser. Luk kun øjnene – hvis du tør.
SANDMANDEN spiller på Teater Sort/Hvid fra 1. april til 3. maj 2022.
Foto: Rumle Skafte.