⭐⭐⭐⭐⭐
”Gør som du vil, jeg har afsagt dommen”
Som vi sidder der, i Vendsyssel Teaters in-the-round teatersal, med Marianne Nilssons enorme gule plankescene som altdominerende midtpunkt, er Ludvig Holberg ikke det første man tænker på. Men når Henrik Baloo Andersen så træder ind med pudder og paryk, så ved vi at scenen er sat i den helt rigtige stemning til Jeppe på Bjerget.
Ludvig Holbergs historie om fiaskoen Jeppe, der hverken kan passe sine pligter som fæstebonde, forsørger eller husbond, er så meget mere end en fortælling om den altid fulde mand på Bjerget. Bevares – brændevinen og dens de facto indflydelse på Jeppes liv er selvfølgelig det bærende omdrejningspunkt, men det er grundene til Jeppes fortabelse i alkoholtågerne der er det vigtigste.
Geir Sveaass instruerer Vendsyssel Teaters iscenesættelse af Holbergs klassiker med fokus på alle de underliggende lag, og med Henrik Baloo Andersens musikalske billede af tiden hvor herskabet gik med pudrede parykker og arbejderklassen var smurt ind i møg, bliver den tragikomiske historie fra 1722 pludselig meget nærværende for et publikum i 2019.
Det er Marianne Nilsson der har skabt den gule flade scenografi der umiddelbart ikke ser ud af meget, men som med huller, lemme og skjulte grotter i bjerget udvikler sig til både fornemt slot og stinkende mødding. Marianne Nilsson har en udsøgt fornemmelse for scenografiens vigtigste opgave – at være usynlig og dog toneangivende, at være understøttende og dog skabe mindeværdige billeder der huskes. I JEPPE PÅ BJERGET på Vendsyssel Teaters in-the-round scene kan scenografien det hele.
”Nille må være søskendebarn til Lucifer”
Det er en absolut fremragende Ulver Skuli Abildgaard der bærer Jeppes åg i Vendsyssel, og han formår ikke blot at få os til at forstå Jeppe, han formår i Geir Sveaas instruktion at gøre Jeppe til den mand der gemmer sig i mange af os – manden der vil verden det bedste, men ikke magter det og derfor drukner nederlaget i afmagtens vinglas.
Ligesom han i Teatergrads version af Strindbergs DØDSDANSEN tidligere i år var den dominerende Edgar der levede et liv i konstant kamp med sin kone, så er Ulver Skuli Abildgaard som Nilles fordrukne og underkuede husbond, en mand hvis eksistens og selvværd er under konstant beskydning. Jeppes krabasksvingende hustru Nille spilles flot af Linea Voss, med lige dele forståelig afmagt og trang til opdragende afstraffelse.
”Hvad nytter al den herlighed, hvis man stadig skal dø af tørst?”
Men selv om Nilles krabask farver Jeppes rygstykker røde, er ikke alt bare mødding og tæv i Holbergs fortælling, og når Jeppe er på baronens slot, eller når baronen og hans entourage bare viser sig, bliver scenerummet fyldt med lilla balloner og spinettoner, som hele følget lystigt nynner med på. Vendsyssel iscenesættelsen har netop dette for øje – at vise de store forskelle, at pointere det tragiske i elendigheden og at lade os le af komikken.
Geir Sveaass har fyldt Holbergs klassiker med mange små nutidige finurligheder, og både slotslægernes popmusik i deres earplugs, samt den medbragte elektriske motorsav, er næppe noget Holberg havde set komme. Men sammen med Baloos musikalske indhop, som f.eks. et James Bond tema for at understrege en action scene, giver det mening. For den tragikomiske forestilling JEPPE PÅ BJERGET bliver smukt pakket ind i Henrik Baloo Andersens fine barok-inspirerede toner fra hans gamle KETRON SD1 keyboard, og da Baloo rent faktisk indtager scenen som selveste Ludvig Holberg med paryk og pudder, og også med et nådigt buk er den der forlader scenen sidst, er den historiske ramme på plads.
Brændevin eller prygl, barok eller pop – Vendsyssel Teaters JEPPE PÅ BJERGET har det hele.
Foto: Jacob Stage