⭐⭐⭐⭐⭐

”Så uroligt et hjerte som mit har du aldrig mødt”

Rå beton og graffiti møder publikum i Sargun Oshanas DENUNGEWERTHERSLIDELSER, hvor Nathalie Mellbyes scenografi skaber en fortættet stemning fra start af. Med håret slået ud som en Rapunzel i sit tårn står den klassisk uddannede, men utæmmeligt poetiske komponist og vokalist Di Garbi som frosset til sit piano, og Goethes klassiker Den Unge Werthers Lidelser fra 1774 venter utålmodigt på sin begyndelse. Kun en TV-skærm i hjørnet bryder den rå stemning, hvor Di Garbis storladne rokokobeklædning slår tonen an i Mellbyes kontrastfyldte univers, hvor Goethes 1774 møder Oshanas 2019.

Goethes klassiker om den unge følsomme mand der møder sin livs lidenskab og kærlighed, men bliver nødt til at forlade hende da hun allerede har lovet sig bort, og til sidst tager sit eget liv da han ikke kan leve med den tabte kærlighed, er en af de mest romantiske fortællinger der findes. Men samtidig en roman der gennem tiderne er blevet bandlyst, ikke blot fordi den opfordrer til at leve sit liv efter ens egen lidenskab, der må anses at være alt andet overlegen, men også fordi den angiveligt skulle have udløst en bølge af selvmord blandt unge mænd. Det sidste er nu aldrig blevet påvist som faktum, og ligesom voldelige PC spil i vores tid bliver anklaget for at være skyld i både vold og mord, så var det snarere noget kirken fandt på, for at stoppe Goethes kætterske tale om at menneskets iboende lidenskab er vigtigere end den tillærte tilbageholdenhed.

”At dø, hvad betyder det?”

Sargun Oshana fokuserer i DENUNGEWERTHERSLIDELSER på fællestrækkene hos Werther og hans modpart, den korrekte og altid velovervejede Albert, som er forlovet med Werthers store lidenskab, Lotte. Fra start af er de næsten identiske i fremtoning og klæder, siden fremhæves forskellene, for til sidst igen med udtalt symbolik ligger ens nøgne på scenen. Werther spilles fornemt af en følsom Simon Mathew, og den korrekte Albert spilles af Alexander Mayah Larsen – og som tiden går, ser man at det kun er deres trimmede sixpacks de har til fælles. Smart af Oshana at spille dobbeltspil med de to skuespillere, og meget effektfuldt at lade Goethes historie blive fortalt af flere stemmer.

Kvinden i midten, Werthers store lidenskab, ridefogedens datter Lotte, bliver spillet af en aldeles vidunderlig Sara Viktoria Bjerregaard, der er faretruende nær ved at stjæle hele opmærksomheden. Hun balancerer let og elegant mellem den kokette flirtende fremtoning der tryllebinder Werther, og den seriøse fremstilling af følelsernes oprindelse i Goethes Sturm und Drang tekst. Sara Viktoria Bjerregaard er nyuddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København og ny på Aarhus Teater, men hun er uden tvivl en skuespiller hastigt på vej mod stjernerne.

Som korets toner i en katedral smyger Di Garbis stemme sig langs de graffitibemalede betonvægge, og serenaderne giver momentvis kuldegysninger – indtil baroktonerne går over i Rave techno, rummet fyldes af røg og Lotte og de to bejlere går amok på dansegulvet. DENUNGEWERTHERSLIDELSER hopper uproblematisk mellem stil, tid og genrer, og hvor vi i det ene øjeblik ser 1700tallets dobbeltradede silkekåber parret med et par sneakers, ser vi i det næste moment mændene i bare overkroppe, og ridefogedens datter i rokoko-underkjole og Dr. Martens Støvler.

Sargun Oshana tager i DENUNGEWERTHERSLIDELSER Goethes protagonist og ungdomsoprør alvorligt, men som altid er det ikke nok, og som publikum får vi et også twist der først forundrer, siden fascinerer, og til sidst rører os dybt.

Foto: Zuhal Kocan

SE MERE