FUTUR X – kap. 4 – TOMRUM // P44, Sydhavn Teater

Han venter på lyde fra fjendtlige naboer

Reportage fra Sydhavn Teaters performancelaboratorium, hvor de er i fuld gang med den fem måneder lange live-performance FuturX, hvor alt kredser om fremtiden. Rejsen er nået til kapitel fire, hvor Mille Maria Dalsgaard dissekerer Ursula Scavenius’ novellesamling ”FJER – tre fortællinger” i P44’s parallelunivers.

Da jeg en sen aften besøgte P44 sad holdet omkring et bord med hvid dug og tændte kandelabre, i gang med Luna Seconda – fuglereservatet, en fortælling om Anker og Sabina i en oversvømmet verden, hvor både fødsel, død, vand og fugle spiller afgørende ind.

nu ligger den i vasken og viser sine blottede ben

Samtalens kerne er en cirkulær historie hvor alt er til diskussion, og teksten bliver læst op igen og igen. Gæsterne som sidder med ved bordet kan byde ind, og P44s performere Iza Mortag Freund, Siff Vintersol, Sabrina Ruiz, Mille Maria Dalsgaard, Oscar Steen og Carl Johan Sennels trænger længere og længere ned i materien, og stiller spørgsmål ved ethvert lille komma og enhver lille påtrængende lyd i Ursula Scavenius’ fortælling.

Er manden i historien god eller ond? Er kvinden død eller levende? Er han hende, når han siger; ”hun lagde sin hånd mod sin kind”, og er det sult eller vanvid når de selvdøde fugle bliver ristet over sagte ild?

Rummet vi befinder os i, er en blanding af herskabelig spisestue og et creepy univers fra The Walking Dead, men da det skal leve op til titlen TOMRUM er det nok meget passende, for dissekeringen af teksten fører os ud i universer det er så kringlede og grænseløse, at hvis der havde været noget stærkere end det klare kildevand i krystalglassene på bordet, så er det ikke godt at tænke på, hvad det kunne have udviklet sig til.

hvad hjalp det at de forskede, når de intet gjorde? ”

Teksten indeholder både udsagn og tanker der kan udlægges meget konkret, men også meget tvetydige og komplekse forhold der skriger på udlægninger hos læseren. Mille Maria Dalsgaards valg af samlingens anden fortælling: Luna Seconda – fuglereservatet, taler lige ind i hele tanken bag Sydhavn Teaters idé om P44’s parallelverdener – og valget af performere, der skal byde ind i den uforudsigelige diskussion og tekstudlægning, er gennemtænkt. F.eks. at se en Iza Mortag Freund iklædt cool Ray-bans og lang læderfrakke, diskutere fødsel og død med en fuldstændig troldebalsameret Siff Vintersol, der stiller spørgsmålstegn ved om fortællingens han måske slet ikke er ham, men hende – er ikke de fleste forundt.

Postapokalyptisk overdrive

Mille Maria Dalsgaards iscenesatte undersøgelse af tomrummet mellem fantasi og virkelighed er spændende, og et grundlæggende udgangspunkt for både transformationer og fortolkninger, men det er det interrelationelle aspekt der er det vigtigste for hele performance oplevelsen, og må ikke undervurderes i den samlede vurdering af P44’s performance laboratorium.

Et besøg i P44 er uforudsigeligt, og hverken lettilgængeligt eller opløftende, men hold op hvor får man meget med hjem.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE