⭐⭐⭐⭐
”Glædelig dommedag”
Med udgangspunkt i den græske mytologi, og spørgsmålet, om det at miste sin stemme er ensbetydende med at miste sin frihed, har det dansk/tyske kunstnerkollektiv Kant Fabrik skabt det smukke værk DO SHARE MY PICTURE HERA, der bedst kan defineres som en interdisciplinær performance. Og det er præcis hvad Kant Fabriks dedikerede medlemmer er bedst til. I Østre Kapel, som en del af Sydhavn Teaters SCENESOMMER, har kollektivet iscenesat en fortælling der tager udgangspunkt i historien om den veltalende nymfe Ekko, der blev straffet af Zeus kone Hera, og derefter kun kunne gentage hvad andre havde sagt.
Kant Fabriks mytologiske overbygning kredser om det at miste sig selv, og reaktionerne på ens skæbne, og DO SHARE MY PICTURE HERA i Østre Kapel er blevet et overbevisende smukt og meget sanseligt værk. Hvad enten det er gudernes tjener, der i kapellet manifesterer sig som to ens sider af samme person (Anne Sofie Vermund og Nicole Johansen), eller den straffede nymfe Ekko (Susanne Engbo Andersen), der undergår en gudesmuk metamorfose for øjnene af os, så er alle bevægelser, ord og toner, en del af en gennemført koreografisk performance. Et værk der til fulde lever op til den første sætning i Kant Fabriks manifesto: Vi bevæger os mellem velour og beton. For præcis sådan føles DO SHARE MY PICTURE HERA – en sanselig oplevelse, midt mellem det velgørende bløde og det urimeligt hårde.
”Jeg undskylder for min tosomhed, Deres Højhed”
I 2018 overværede jeg en arbejdsvisning på Xenon i Huset-KBH, hvor Kant Fabrik præsenterede OF ENVY. SHE SAID, en meget mørk performance hvor forvandling også var en vigtig del af værket. Men i DO SHARE MY PICTURE HERA, hvor komponist Anja Tietze Lahrmanns overraskende toner ligger som en redningskrans udenfor rækkevidde, samt dramatiker og iscenesætter Anne Vraabye Aumayrs fine tekst, der er en bærende del af den komplekse fortælling, tager Kant Fabrik endnu et vigtigt skridt ud over kanten i den tværdisciplinære kunstverden.
Foto: Malik Grosos