OF ENVY. SHE SAID // Kant Fabrik på Xenon i Huset-KBH

Smuk dyb Berliner danseavantgarde i tværestetisk performance.

Anne Sofie Vermund og Susanne Engbo Andersen udgør Kant Fabrik, der har sat den meget mørke performance OF ENVY.SHE SAID på plakaten, og værket er siden uropførslen i Berlin blevet ændret og bearbejdet, så det i sin nuværende form bl.a. er blevet betydeligt længere end ved urpremieren. Og værket er stadig under konstant bearbejdelse.

Det er altid beundringsværdigt med kunstnere der ikke kan lade være med at arbejde videre med deres værker, og jeg er overbevist om at OF ENVY.SHE SAID vil blive yderligere formet, gentænkt, udviklet og forfinet – og det er kun godt. Ikke fordi jeg ikke synes Kant Fabriks performance er god, men fordi kunsten i proces ofte er mindst lige så spændende som et færdigt værk. Og ligesom TRAVERS kurator Louise Beck i sidste måned spillede proces kortet som benspænd for de 80 kunstnere på FACE THE PAST på Glyptoteket, så er det kun godt for den relativt nye Kant Fabrik at fastholde arbejdsprocessen i et udfordrende værk som OF ENVY.SHE SAID.

Susanne Engbo Andersen er alene på scenen. Meget alene. Og i det dystre, nonverbale værk om misundelse, er en bodybag det første gæsterne oplever, når de bliver lukket ind i scenerummet. Kant Fabrik lader performeren blive genfødt indhyllet i plastik, så vi ikke er i tvivl om kvindens sindsstemning, lukket inde og svært emotionelt handicappet. Og til ikke ukomplicerede toner og lyde fra den super spændende avantgardekvartet We like We, vågner den nøgne kvinde op fra sin dvale, og begynder med spæde bevægelser, at vise hvorfor hun er endt som hun er.

Med video mapping bliver en skov af ophængte lampeskærme lærred for kvindens tanker og misundelse, og med sanselige og nærmest rituelle bevægelser, viser Susanne Engbo Andersen sin indre kamp mod den misundelse som hun nærer.

Hvor første del af OF ENVY.SHE SAID er en smule i den langsomme ende, er anden del til gengæld fuld af følelser og handling der er åben for fortolkning, og Anne Sofie Vermunds fine video mapping og plastikscenografi spiller fint op mod Susanne Engbo Andersens smukke og sanselige misundelseskoreografi.

I Kant Fabriks OF ENVY.SHE SAID får du ikke noget foræret, men hvis du er med på at blive udfordret, og nyder den nonverbale stil hvor du selv må fortolke og sætte ord på handlingen, så skal du opleve Susanne Engbo Andersen og Anne Sofie Vermunds mørke, men smukke performance.

Foto: Cynthia-ël Hay

SE MERE