⭐⭐⭐⭐⭐
Følelser uden makeup. Bobbi Jenes venteværelse på EDISON rammer det vigtige i dansen.
Den amerikanske stjernekoreograf Bobbi Jene håber publikum kan give slip og føle noget, og tage noget med hjem, selv om de måske ikke forstår hvad de oplever. For WAITING PLACES har ingen lineær fortælling – intet klogt, tykt program at læne sig op ad, og ingen bagvedliggende historie med en lykkelig slutning. WAITING PLACES er et værk hvor fem dansernes følelser mødes i en venten – en venten der til dels er fælles, til dels helt nøgent alene, i EDISONs rå haller.
Bobbi Jene har skabt koreografien sammen med Or Schraiber som hun har arbejdet med i mange år i Batsheva Company, og deres fælles sprog er tydeligt – lige som det var i The Antlers filmen Green To Gold i 2021, hvor Jene og Schraiber beskriver et forholds ups & downs uden ord, men udelukkende fortolket gennem dansen – deres fælles sprog.
De er også begge på scenen i WAITING PLACES, hvor de har følgeskab af Astrid Elbo, Kizzy Matiakis og Alexander Bozinoff, samt musiker og komponist Yonatan Daskal. Og det er ikke mindst på grund af sidstnævnte, at forestillingens stemning – for mig – samlede sig som et stærkt værk inddelt i lag, hvor smagen først rigtigt kom til udtryk, når man smagte det næste lag. For som i Hitchcock filmen Skjulte Øjne sidder man som en anden James Stewart og holder øje med hvad der sker bag vinduerne, når Yonatan Daskal sætter sig ved klaveret bag scenograf Christian Friedländers geniale væg. Eller er det faktisk Daskal der holder øje med hvad der sker i venteværelset? At sætte Yonatan Daskal og musikken i et andet rum, skaber en lurende følelse – for er det os der lurer på den smukke nabo, eller er det ham der rent faktisk holder øje med danserne i Friedländers genskabte elværk, fra den gang scenerummet stadig havde de monumentale vinduespartier ud mod gaden. Det ekstra rum, de genskabte vinduer, den nøjagtige kopi af fordums tider – er en lille genialitet af den kompromisløse scenograf.
Og danserne, der en efter en træder ind i lokalet, er majestætiske i deres statur, i deres venten. Lige som rejsen af og til er vigtigere end destinationen, så kan det at vente overstråle det man venter på. Så når Or Schraiber kommer ind, tager et par trin, og noterer på væggen hver gang han starter på ny – eller når Bobbi Jene og Kitty Matiakis prøver sig frem i fællesskab, og sætter kridtstreger på væggen – så savner man ikke et klimaks. Man suger følelserne til sig, man oplever trinnene som ord i en roman man ikke ønsker skal slutte.
Hele WAITING PLACES er en lang række af enkeltstående udtryk og følelser. En parringsdans med problemer udvikler sig på gulvet – men reddes når naboens toner giver nyt liv til dansen gennem de gamle vinduespartier. En lige så pragtfuld hanekamp med næsten aggressive toner fra Daskal bag vinduet bliver til et slagsmål, mens Bobbi Jene sidder i baggrunden med ryggen til, og venter ved telefonen.
Alle venter. Måske på det samme, måske på forskellige ting. Men ens for alle seks fremragende kunstnere på scenen er, at de rammer publikum med følelser der måske er forskellige – men alle relevante og en del af vores virkelighed. Bobbi Jene og Or Schraibers koreografiske sprog er følelser alle kan relatere til – WAITING PLACES er venteværelset vi ikke vil videre fra.
WAITING PLACES opføres på Betty Nansen Teatrets EDISON scene d. 10/2 – 9/3 2024.
Foto: Christian Friedländer