⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Jeg så i dag ud over floden. Jeg så en by indhyllet i tåge – og et gammelt kirketårn, hvor mågerne leger.
Hjemstavnsrealisme og arbejderkamp, kærlighed og drama, drømme og håb. Med sin trøstesløse grå verden hvor kun svejsegnisterne på værftet lyser op, er Stings musical THE LAST SHIP ikke en letlevende musical med benspjæt, flæser og pompøse optrin. Til gengæld er musicalen på Østre Gasværk en forbandet flot produktion, hvor Stings underspillede musik er allestedsnærværende, scenografien overvældende, og dramaet om nedlukningen af et lille samfund rørende.
Ordene som indledte anmeldelsen, hvor Sting kigger ud over floden, skrev han som barn ved havnen i den lille nordøst-engelske by Wallsend, og ordene blev senere starten på Stings musical projekt THE LAST SHIP. Et projekt der udviklede sig til den musical der nu spiller for fulde huse på Østre Gasværk, og et projekt der gav Sting mulighed for at sætte ord og toner på alle de tanker og følelser der knytter sig til hans hjemstavn.
Historien i THE LAST SHIP er enkel, for den handler i bund og grund om hvordan mennesker mister deres identitet, når den største arbejdsplads i en lille by må lukke, og drømme er det eneste de har tilbage.

I THE LAST SHIP følger vi Gideon Fletcher, der som teenager mønstrer på et skib og stikker af, ikke bare fra en hjemby uden håb, men også fra sin kæreste Meg, der bliver efterladt uforstående med håbet om at Gideon snart ville vende tilbage. Gideon har dog ingen planer om at returnere til den uddøende skibsværftsby, ikke engang til sin fars begravelse. Men så en dag, 17 år efter Gideon stak til søs, vender han tilbage til Wallsend, hvor byens største og eneste arbejdsplads, værftet, må lukke. Så hvad gør Gideon nu, skal han stikke af igen, eller skal han kæmpe for sin hjemstavn og den pige som han engang elskede.
Niels Skovgaard Andersen er en overbevisende Gideon Fletcher, lige som Kristine Yde Eriksen som hans elskede Meg er både troværdig og stærkt syngende, så kærlighedsdramaet i forestillingen står stærkt og klart fra start af. Men det er mindst lige så meget den store fortælling om værftet der må lukke, der bærer forestillingen THE LAST SHIP. For det er klassekampen – lige som i Elton John operaen Billy Elliot – der er den grundlæggende præmis for historien, og det er arbejdernes kamp for at beholde deres identitet og værdighed der går lige i hjertet i THE LAST SHIP.

Pelle Emil Hebsgaard er fremragende som den elskværdige drukkenbolt Davey, Morten Lützhøft er rørende i sin fremstilling af den hårdt kæmpende, men dødeligt syge Jackie White, og Xenia Lach-Nielsen er stærk som Jackies hustru Peggy, der må holde sammen på det hele når alting ser sortest ud.
Og de er kun en lille del af det store hold af medvirkende i Thomas Agerholms sikre instruktion, der sammen med otte livemusikere – og Martin Konge som kapelmester – understøtter Stings toner og tekster, der fortæller historien om livet i en værftsby i krise, og om hvordan drømme kan være den eneste udvej. For skibet Utopia er næsten bygget færdigt, og selv om der ikke er nogen køber, så står det allersidste skib snart klar til at sejle ud i den store verden.
Benjamin la Cour står for det barske værfts grå tåger og hårdtpumpede nitter, og scenografen har i THE LAST SHIP virkelig fundet nøglen til Østre Gasværks kuppelformede scenerum, hvor jern, støv og slidte støvler kæmper om pladsen med projicerede bølger og kraner i det flotte TheatreMax format.

Stings toner og tekster er altafgørende i THE LAST SHIP, men den både personlige og universelle fortælling om identitet, tilhørsforhold og drømme, kunne ikke være realiseret uden det kæmpe hold af dedikerede kunstnere og håndværkere på Østre Gasværk. For godt nok er Sting en stjerne, men THE LAST SHIP er en mageløs holdindsats.
THE LAST SHIP spiller på Østre Gasværk d. 21/2 – 30/3, og i Musikhuset Aarhus d. 9/5 – 18/5 2025.
Foto: Camilla Winther
SE MERE HER OM STING OG THE LAST SHIP PÅ ØSTRE GASVÆRK
VIL I SPISE FØR FORESTILLINGEN? LÆS HER OM RODFASTS TEATERMENU PÅ ØSTRE GASVÆRK