Anmeldelse: THE LAST SHIP Teatermenu // Rodfast, på Østre Gasværk Teater

Anmeldelse af Teatermenuen til THE LAST SHIP på Østre Gasværk Teater.

En fortælling om kærlighed og stolthed over sine rødder.

Sådan præsenteres THE LAST SHIP, rocklegenden STINGs musical på Østre Gasværk Teater, men det er også sådan Jesper Paustian og Anders Larsson fra Rodfast taler om den teatermenu, som de serverer i forbindelse med forestillingen. Tilberedt med kærlighed og stor respekt for sine rødder – friske urter fra egen have, og primært råvarer fra lokale, københavnske producenter.

Så når man sætter sig ved bordet under den enorme publikumsopbygning, retter man selvfølgelig lige ryggen en ekstra gang, og gør en stille honnør i en tid hvor verden er ude i høj sø.

Høj sø var der heldigvis ikke spor af i teatermenuens forret, der bestod af den lækreste torsk med et touch af citrus. Det faste stykke torsk var bagt med den japanske sauce Ponzu, der lige præcis gav torsken det ekstra svirp med halen man tænker en glad torsk bør have. Selv min fiskekyndige ledsager fra Frederikshavn gav vores ven i skålen et anerkendende nik, for selv om man kommer fra en by med et stort skibsværft, kan man jo godt have styr på hvad de små kuttere har med hjem til havnen.

Bagt torsk med ponzu og rugbrød serveret med krondild, syltet agurk og fennikel. Dertil peberrodsfløde og dildolie.

Torsken var som sagt både fast og smagfuld, og da den blev ledsaget af syltede agurker og fennikel, var der masser af komplementære smage til at løfte torskens egen gode smag. Og da torskeretten yderligere var overstrøet med små terninger af ristet rugbrød, så havde vi både det søde og det syrlige, det bløde og det knasende på tallerkenen. Alt i alt en aldeles velgennemtænkt ret.

Eneste anke kunne være det rent visuelle, for som man kan se på billedet, så lå torsken efter min mening alt for skjult under det flotte lag af krondild, fennikel mm. Men det ved jeg godt er en smagssag, for der er mange der mener at den farverige topping selvfølgelig skal ligge øverst – men jeg er nu gladest for at kunne se hovedingrediensen med det samme. Men igen – smagen var jo upåklagelig, og så er udseendet jo alt andet lige ret underordnet.

Vi valgte som sagt torsken til forret, men Rodfast byder også på veganske retter af højeste kvalitet, og den bagte spidskål med urtecreme som bordet ved siden af fik som forret, så også vildt lækker ud. Men det må blive en anden gang.

Til torsken fik vi et glas af husets Riesling fra Vinhanen, hvor vinene ligger på fustager og bliver skænket på samme måde som man kender fra fadøl, og den var da bestemt både tilforladelig og lige til at skylle ned med et smil før en god musical. Men da vi hørte at man på Østre Gasværk nu også kan få tilbudt en lidt bedre vin, skyndte vi os at understrege, at den ville vi da også gerne smage. Og da jeg efterfølgende fik smagt deres PAPARUDA – en rumænsk Sauvignon Blanc, må jeg sige at det rammer et andet niveau. Så hvis man generelt er vant til at kigge efter vinkortet når man er ude, så vil jeg anbefale et glas fra den rumænske producent.

Og så var det ellers tid til hovedretten.

Økologisk kylling med årstidens urter og sky. Samt auberginecreme med kikærter og røget paprika. Tabbouli med tomat, agurk og mynte. Chili. Naanbrød med hvidløgsolie.

Hovedretten serveres som share food, hvad enten det er den veganske hovedret med artiskokker, eller den mere almindelige som vi foretrak, med kylling. Og hvilken kylling!

To saftige stykker økologisk kylling lå og ventede på os i skålen, hvor den var godt snasket ind i årstidens urter og sky. Og ud over de gode naanbrød der drev af hvidløgsolie i brødkurven, fulgte der skåle med Tabbouli med tomat, agurk og mynte med på siden, lige som en kraftig auberginecreme med kikærter fulgte kyllingen til bords med manér. Og glem ikke den hjemmelavede chili der står på bordet fra start af – flasken ser uskyldig ud, men den smager igennem som svejsegnister på et værft.

Hvorvidt man er mest til aubergine eller kikærter er nok en smagssag, men sammen udgør de et fint afstemt tilbehør til den klassiske ovnstegte kylling, der i sig selv er en ret vi kender og sætter pris på her i Danmark. Men sammen med tilbehøret, bliver serveringen ophøjet til et velkomponeret måltid der kan tilfredsstille både de kødglade, og alle dem der gerne udforsker hvad Moder Jords afgrøder kan præstere.

Til hovedretten fik vi serveret et glas Sangiovese fra Vinhanen, som absolut – lige som Rieslingen til forretten – var helt ok og let tilgængelig, og sagtens kunne have været den vin som havde fulgt os videre denne aften. Men som sagt vidste vi, at man – som noget nyt på Østre Gasværk – nu også kunne tilvælge en lidt bedre vin, og da jeg senere smagte deres SOLEVARI Reserve, fra samme rumænske producent som hvidvinen, så røg stemningen lige lidt i vejret.

Og lige netop stemningen hos Rodfast er en faktor man ikke lige sådan glemmer, for restauranten ligger som sagt under publikumsopbygningen i Østre Gasværk Teater, og der er jo ikke noget bedre end at indsnuse lidt backstage stemning når man nu får muligheden.

Et sneak peek åbenbarer sig.

Og når man sidder med sin vin i glasset og glæder sig til aftenens forestilling, og man lige kan ane lyden af musikernes opvarmning på scenen, hvad er så bedre, end når en palleløfter med vinkasser forsøger at klemme sig forbi, og kommer til at trække lidt i det teaterrøde velour, og vi får et sneak peek ind bag scenen. For stemningen er i høj grad også en del af oplevelsen, når du sætter tænderne i Rodfasts skønne serveringer i den ikoniske gasværksbygning.

Bon Appetit! – eller Enjoy your food, som de nok snarere siger på værftet i STINGs fantastiske THE LAST SHIP.

Foto: Sceneblog

SE MERE HER OM TEATERMENUEN PÅ RODFAST – ØSTRE GASVÆRK TEATER

LÆS OGSÅ VORES SEKSSTJERNEDE ANMELDELSE AF THE LAST SHIP HER