⭐⭐⭐⭐
You think you know which way you should go
because you can see the way.
But seeing is only one way of knowing.
Come closer.
Det er de første ord der bliver sagt til dig efter du har sat dig til rette, og lyset er blevet slukket i Aaben Dans’ Black Box i Roskilde. Stedet hvor Nadja Mattioli & Nanna Hanfgarn Jensen – performere, koreografer og tværæstetiske kunstnere af mørkets nåde – har inklineret, og budt op til dans med deres værk IMAGINARIUM. En danseforestilling i mørke.
I regi af deres pragtfuldt utæmmede laboratorium Beyond Darkness, har de sammen med danserne Cecilie Kjær og Þórunn Guðmundsdóttir, samt scenografen Lærke Barfod og lysdesigner Raphael Frisenvænge Solholm, skabt en verden i mørket, der både kan fornemmes, føles og duftes, og i små glimt endda også skimtes.

I began to move where movement was not expected
I placed my foot beside the path
And found that the earth did not end there
Beyond Darkness’ verden af sanser kan bevæge sig i et utal af retninger, men i danseforestillingen IMAGINARIUM, er det – ud over det grundlæggende mørke, hvor den manglende synsevne skærper de andre sanser – høresansen der er i fokus. For gennem de udleverede hovedtelefoner er det Eliza Bozeks fintunede lyddesign med Mattiolis tekst der indrammer forestillingen, og i mange små, næsten umærkelige kapitler som TRICKSTER, DARKNESS, SCINTILLATIONS og FLOATING BODY, bliver vi taget ved hånden og ført med på en rejse i mørket, der både tager os igennem krop og sind, gennem fortid og fremtid.
I genskær og glimt følger vi danserne Cecilie Kjær og Þórunn Guðmundsdóttir i det mørklagte rum, hvor Lærke Barfods verden af garn og blødhed dukker op hvor vi mindst forventer det, og hele tiden med Mattiolis fortættede tekst i ørene. En tekst der både er spændende og smukt sammensat i sin hyldest til vores klode, vores hylster og det univers vi bebor, men også udfordrende i sin form, hvor det er stemmen og teksten der bestemmer slagets gang, mens vi som publikum sidder hjælpeløse i mørket. Og det er en udfordring man ikke er vant til.

Darkness keeps expanding,
and I submerge myself into its vacuum.
Alt i alt er Beyond Darkness’ danseforestilling IMAGINARIUM et uudforsket rum, hvor du som gæst i mørket kun selv kan afgøre hvad du oplever. For de dufte, de ord og de små vindpust der fylder rummet påvirker os alle sammen forskelligt, og dermed er det også forskelligt hvordan vi ser og oplever de små til tider utydelige glimt af dans. Og forestillingen er mindst lige så meget en sanseforestilling som en danseforestilling. Så du kommer ikke til at gå upåvirket derfra.
Come into the dark.
Open your senses.
Open yourself.
And leave your certainty behind.
Beyond Darkness’ danse- og sanseforestilling IMAGINARIUM opføres på Aaben Dans i Roskilde d. 31/10 – 14/11, 2026.
Foto Alexis Rodríguez Cancino