⭐⭐⭐⭐⭐
Blåt, gråt og smukt. Og flammende dramatisk.
Cathy Marstons fortælleteknik er på højde med Bournonvilles, og når hun i JANE EYRE lader Den Kongelige Ballets dansere gå i et med det gråblå scenerum, er det ikke for at lulle os i søvn i Charlotte Brontës verdensberømte roman. Marstons trin og koreografi er derimod tro mod forlægget, og fortæller sammen med scenograf Patrick Kinmonth’s sindssygt smukke gråtoner, hvordan kærligheden opstår mellem den forældreløse og rebelske unge kvinde, og den hemmelighedsfulde godsejer på Thornfield Hall. For så, i 2.akt, at dramaet, sindssygen, og historiens altødelæggende brand kan blive understreget i sine flammende røde og orange farver.
Og det er her, i flammernes skær, at solister og solodansere som en blændende Emma Riis-Koefoed og en stringent dansende Sebastian Pico Haynes som hhv Jane og godsejeren, samt en bogstaveligt talt brændende varm Astrid Elbo som historiens bortgemte clou, for alvor får lov til at shine i Marstons koreografi, hvor selv den mindste bevægelse har betydning for fortællingen.
Fortællingen om den forældreløse, men kloge Jane Eyre, der efter en streng og hård barndom uddanner sig til lærer, og siden forelsker sig i den hemmelighedsfulde godsejer Edward Rochester, er en fortælling om trods, selvstændighed og ligestilling. Men Charlotte Brontës roman er også en moralsk fortælling der tager til i intensitet mod slutningen, hvilket Cathy Marston, i samarbejde med Patrick Kinmonth og Christelle Horna, har lagt stor vægt på i iscenesættelsen.
En intet mindre end fantastisk iscenesættelse, hvor alt tager til i fart, hvad enten det er musikken, hvor Philip Feeney & co.s følsomme kompositioner først i forestillingen lægger sig om danserne som en hvid serviet på en tjeners arm, for så til sidst at blæse sine dramatiske toner ud over det flammeomspændte scenebillede. Eller det er Cathy Marstons udsøgte koreografi, der i starten lader danserne tale til os gennem stille bevægelser og mimik der får publikums hjerter til at hamre, for så til sidst i forestillingen at udløse et bogstaveligt talt vanvittigt moment af indespærret frustration, når Astrid Elbo som godsejerens indespærrede hustru bryder ud af sit fangenskab for at stoppe sin mand i at gifte sig med Jane.
Det Kongelige Kapel og dirigenten Chanmin Chung har også stor ære af forestillingen, hvor Philip Feeneys flotte og til tider subtile arrangement med kompositioner af Felix Mendehlssohn-Bartholdy, Fanny Mendehlssohn Hensel og Franz Schubert – samt Feeney selv – fylder hvert et lille tomrum, der uundgåeligt opstår mellem de mange fine indtryk på scenen. Ikke som anmassende fyld, men snarere som en støttende og kærlig hånd under din arm, hvis du nu skulle have glemt at trække vejret.
I balletten JANE EYRE lader Cathy Marston og Patrick Kinmonth et hold gråklædte herrer omkranse og understrege historien, hvor alle kvinder undtagen Jane er i blågrå kjoler med matchende mamelukker, og der er ikke et øjeblik hvor man er i tvivl om konformiteten og ensretningen i Charlotte Brontës verden, hvor en godsejer har magten – og bruger den. Så når Jane er modig, trodsig og indædt rasende, så er hun i brune nuancer, men når hun følger trop, og til sidst tager godsejeren til nåde, så er hun i blågrå kjole som alle de andre. Hele tiden elegant understreget i et dramatisk lysdesign af David Finn.
Cathy Marstons suveræne iscenesættelse af JANE EYRE, der er skabt i samarbejde med Die Hamburgische Staatsoper, spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i perioden 30/10 – 18/11, 2026.
Foto Camilla Winther