⭐⭐⭐⭐
Sirenesang og waders.
Tre sirener i bar sang og waders ligger spredt ud over det rå betonscenerum i SPOR10, Sydhavn Teaters pop-up scene, mens vi venter på at Østre Kapel skal blive klar til at rumme Sydhavnens eget teater igen. Men fortvivl ej, for SPOR10 kan noget, som ikke ret mange andre scener kan tilbyde. Så når Sydhavn Teater giver Nanna Finding Koppel plads og rum til at udfolde sine perspektiver og idéer om sirenernes liv og levned, så er det bare med at slå til. For Koppels omgang med de mytologiske væsner er pragtfuldt respektløs, og intet skjules for de mange tilskuerne der lokkes af sirenernes sang.
De tre sirener er øjensynligt er blevet overrasket af en storm eller en gud og smidt op ad klipperne, for på SPOR10 hænger de våde hen over en dør, står fastklemt og dryppende op ad en betonvæg, eller ligger krampagtigt og holder fast på en højtaler med bølgelyde. Og sirenerne er – ud over Nanna Finding Koppel selv – den berlinbaserede performancekunstner Julie Savery, samt Matilde Flor Usinger, deres medsammensvorne i det aktivistiske performancekollektiv HEJ FAR. Så selv om de umiddelbart ser hjælpeløse ud i waders og ellers intet, så er det tre handlekraftige kvinder der på SPOR10 lokker dig i uføre som en stakkels forført sømand i en nådesløs storm.
Der er ingen tvivl om Koppel & co’s intentioner, for selv om forestillingen denne gang ikke er i regi af HEJ FAR, men Sydhavn Teater, så er det den mytologiske interaktion mellem sirener og sømænd (publikum) der bliver hudflettet, fra det øjeblik de tre sirener vågner til dåd.
Når sirenerne bevæger sig hen over betongulvet er de søgende, og først er det som om de leder efter deres egne stemmer, for de søger, finder og holder krampagtigt fast i de små men effektive højtalere der står rundt omkring i rummet. Men senere går det op for os, at sirenerne selvfølgelig heller ikke kan leve uden vand, og med deres store waders som havfruehaler, krabber de sig nærmere og nærmere til det vand der nu måtte findes i det rå rum.
Men de er ikke hjælpeløse, for mens publikum går rundt, stopper op, eller sætter sig i et hjørne, overtager sirenerne stille og roligt styringen i rummet med deres tilstedeværelse og nedarvede viden om deres evner til at lokke uskyldige sømænd i fordærv. Eller er det nu også sådan? Myterne er oftest skrevet af mænd, og fantasierne lever i bedste velgående her langt ind i nutiden.
Så når de tre sirener pludselig sætter sig ned og spreder deres waders, væder læberne og smiler indladende, og ser hver enkelt publikummer direkte i øjnene, er det måske bare vores fantasi der tager over. For hvis sirenerne rent faktisk lå og gispede på land, fordi vi mennesker har smadret deres habitat og levesteder i vores evindelige jagt på ussel mammon, og sirenerne blot forsøger at overleve, og derfor tilbyder alt hvad de har, for igen at kunne svømme i rent vand, så bør man måske nok tænke over grunden, næste gang man bliver tilbudt noget der næsten er for godt til at være sandt.
Marco Colocci står for det vilde lydunivers med tordnende feltoptagelser fra Østersøen, samt livegenereret lyd fra små mikrofoner sat nødtørftigt på med tape. Bitte små mikrofoner der opfanger svingningerne i vandet, hvad enten sirenerne kradser på akvariets glas eller synger ind i den store vandfyldte plasticpose, som scenograf Mai Katsume har hængt op i rummets industrielle loftsbaneanlæg. Nanna Koppels SIRENER kan derfor godt kaldes musikdramatik med sit anderledes soniske lydunivers, og er i bund og grund en modig, rå og direkte in-your-face produktion, hvor der ikke er sløset med de midler som Statens Kunstfond fornuftigt nok har støttet projektet med. Men der er rent faktisk heller ikke brug for hverken Auto-Tune, blødt fløjl eller bladguld når Koppels sirener kalder på os.
Nanna Koppel & Sydhavn Teaters SIRENER vises på SPOR 10 d. 31/10 – 9/11, 2026.
Foto (total og 2 udsnit) Rumle Skafte