VORT MISMODS VINTER // AKUT360 på Husets Teater

⭐⭐⭐⭐

Andreas Dawes Hitler portræt i bunkeren under Berlin, er klogt, modigt, og brillant eksekveret politisk teater.

Sort-hvide film fra Østfronten kører på bagvæggen, hvor sne, kulde og elendighed strømmer ud af billederne. Den 6. arme overgiver sig aldrig, og millioner dør mens Hitler sidder i bunkeren under Berlin, forskanset med sin trofaste kone Eva Braun og sin elskede schæferhund Blondie.

Monologen, hvor skuespiller Dan Zahle er diktatoren, der ved han kun har 48 timer tilbage af sit liv, er Andreas Dawes fremragende bud på, hvordan den uhyggelige nationalsocialist kunne have åndet ud. Dan Zahle er helt eminent i sin fremstilling af Rigskansleren fra det tredje rige, og portrættet af Adolf Hitler er på en gang skræmmende og medrivende. Andreas Dawe har forsøgt at forstå Hitlers tankegange, og resultatet er et intenst og til tider grænseoverskridende realistisk bud på, hvordan Hitler retfærdiggjorde sine handlinger og tankesæt.

”Jeg var en lysende stjerne for hele verden – og alle vidste hvad der foregik. Jeg havde jo skrevet alting i Mein Kamf!”

I 1938 blev Hitler Årets Mand i TIME MAGAZINE. Biografien Mein Kamf, hvor Hitler beskriver nationalsocialismen i både tanke og handling, bliver i forestillingen brugt for at understrege det absurde i, at verden reelt set kunne læse om det hele på forhånd, men alligevel lod ham fortsætte. Og når Dan Zahle udpensler metoder og skikke i KZ-lejrene, klædt ulasteligt i nålestribet jakkesæt, så er det næsten ubærligt. Men uden bevidstheden om det der er sket, bliver vi ikke klogere på det der er nu, eller det der er undervejs.

”Verden tilhører den der råber!”

I sine sidste timer taler Hitler til os – ikke for at søge tilgivelse, men for at forklare sammenhængen, som han mener den ser ud. Og han råber til os om at være mere radikale, mere hårdhændede, og siger, at det nu er op til os at skabe den nye verden. Find nye fjender. Luk grænserne, og lad ikke den højeste race blive blandet med den laveste. Jeg er i jer. I er i mig. Sieg heil!

Det var AKUT360 der i 2017 gav os den Reumertnominerede forestilling LAMPEDUSA, og med VORT MISMODS VINTER har Andreas Dawe skabt endnu et rystende billede af hvordan fortid, nutid og fremtid hænger uløseligt sammen – og hvis vi ikke tager stilling, vil vi gentage fortidens fejl.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen

SE MERE