THE NETHER – DIN UNDERVERDEN // Teatret Svalegangen

⭐⭐⭐⭐⭐

Nej Sims, jeg har aldrig kneppet en elver!”

Året er 2050, og efterforskeren Morris er i gang med en afhøring af Sims, en umiddelbart pæn ældre herre der er under anklage for at have skabt en virtuel verden, en perfekt victoriansk ejendom hvor man kan udleve alle sine fantasier, og lade sin avatar foretage handlinger der i den virkelige verden er både forkastelige og strafbare. I 2050 er internettet som vi kender det afløst af The Nether, en fuld-sensorisk virtuel platform hvor det kan være svært at skelne mellem virkelighed og det virtuelle univers, og muligvis har Sims skabt et safe haven for folk med tilbøjeligheder langt ud over det tilladte.

En lynende skarp Kaja Kamuk er Morris, efterforskeren der forsøger at trænge ind i Sims’ virtuelle verden, hvor Sims’ avatar Papa hersker, og ingen ved hvem der reelt er bag de personer/avatarer man møder.

Mens Morris kæmper for at bevise at der sker utilladelige ting i Sims’ virtuelle univers, kæmper Sims for retten til at lade alle udleve deres fantasier i sin digitale verden, ubegrænset og ucensureret. Og netop spørgsmålet om alt skal være tilladt i en virtuel verden, er essensen i amerikanske Jennifer Haleys uhyggelige fremtidsthriller.

Michael Helmuth er den nydelige og umiddelbart tilforladelige Sims, som står anklaget i en verden midt mellem hans selvskabte og tilsyneladende perfekte online-univers hvor han regerer som Papa, og den virkelige verden offline, hvor græs, træer, natur og medmenneskelig varme er blevet en mangelvare. Papa, der som en gal hattemager i et dystert eventyrland er forsynet med høj hat og silkejakke, hersker i det Victorianske online univers hvor gæsterne får lov til alt, undtagen at binde sig – eller stille spørgsmål der vedrører offline-verdenen. Helmuth er skræmmende perfekt i dobbeltrollen som Sims offline, og den uskyldshvide online legeonkel Papa.

Da min far døde stod der i testamentet, at jeg var arving til hans Login

En midaldrende forsker bliver også hentet ind til afhøring, og Holger Østergaards sølle eksistens af en mand er præcis så troværdig at man får medlidenhed med ham, på trods af hans mange besøg i Papas virtuelle verden, samt de utilslørede anklager som ligger bag Morris’ forsøg på at få ham til at vidne mod Sims.

Vil De hellere starte med øksen?”

I den godt skjulte verden i The Nether møder vi Bolette Engstrøm Bjerre som den lille pige Iris, pigen der er genstand for de mange herrebesøg, og en flot spillende Engstrøm Bjerre formår med teddybjørn, flyvende kort kjole og konstant fnisen at fremstå ubehageligt realistisk som lillepige. Og mødet mellem Bolette Engstrøm Bjerres lillepige Iris og Morten Kjærs lidt nervøse førstegangskunde, hvor Iris henter en økse frem og byder sig til, er som sagt – ubehagelig.

Forestillingen THE NETHER – DIN UNDERVERDEN fanger forbilledligt publikum i et fremtidslimbo mellem virkelighed og uvirkelighed, i en verden hvor vi konstant bliver nødt til at tage stilling til moralske dilemmaer, til spørgsmål om skyld eller uskyld, og ikke mindst tage stilling til om det er en verden vi vil være med til at skabe. I scenografien bruger Siggi Óli Pálmason helt genialt anonyme blokke som trædesten, blokke der som i computerspillet Minecraft kan ændres efter behov, åbnes eller lukkes, og dermed skabe netop den verden du gerne vil være i.

På Teatret Svalegangen har Per Smedegaard med Jennifer Haleys fremtidsthriller åbnet op for et ubehageligt dilemma, men også en diskussion der skal tages før det er for sent. Madeleine Rønn Juul instruerer fint den vigtige fremtidsforestilling – men det er inde i din egen hjerne du er med til at afgøre fremtiden.

Foto: Montgomery

SE MERE