BLIXEN // Ballet på Gamle Scene, Det Kongelige teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Historiefortælleren Gregory Dean lader karaktererne tale i BLIXEN.

BLIXEN fortæller hele historien, fra barndom og ungdom på det strikse Rungstedlund, over den store kærlighed og rejsen til Afrika, samt hendes hjemkomst til Danmark hvor hun begynder sit forfatterskab og møder Thorkild Bjørnvig. Plus et ekstra kapitel, som ikke så tit bliver fortalt i historien om den store forfatter, Karen Blixens sidste omgang med blitzlys og mikrofoner, som feteret baronesse i USA.

En for danserne krævende helaftensballet bliver naturligvis danset af flere hold dansere, med de risici og overraskelser det nu engang måtte medføre for publikum, men i Gregory Deans BLIXEN er karaktererne er så skarpt skåret, at der plads til at begge hold kan udtrykke sig frit. Specielt den altdominerende hovedrolle som Karen Blixen kan nydes med begge hold, hvad enten det er Kizzy Matiakis der danser hele partiet, eller når partiet er delt op, og det er Ida Praetorius som den unge, og Gudrun Bojesen som den ældre Blixen. For selv om det er klart forskellige oplevelser, så frigør Deans koreografi og iscenesættelse danserne.

Når vidunderlige Ida Praetorius danser den unge Blixen, ophøjer hun straks karakteren med sit altid lidt tilbageholdte, men fornemme udtryk, hvilket bliver fastholdt af Gudrun Bojesen når hun overtager som den ældre, og dermed helt naturligt knap så flyvske Karen Blixen. Partiet er ovenud smukt udført af begge, og Praetorius og Bojesen er et rigtig godt match i samme forestilling.

Og når Kizzy Matiakis danser hele partiet, så er det som om karakteren åbner sig yderligere. Matiakis danser ikke bare hele partiet fejlfrit i de knap tre timer, hun spiller også rollen, hun tager karakteren på sig og viser os Blixens sind med ansigtsudtryk der kan ses og føles på bageste række. Kizzy Matiakis har en evne som historiefortæller der rækker længere end de fleste, og når hun som Blixen det ene øjeblik viser pjattet ungdommelig glæde, det næste en glødende forelsket kvinde, for til sidst at vise den Blixen der ligesom sin far bliver ramt af mørket, så er jeg solgt.

BLIXEN indledes storslået med en enkelt dans der rummer hele Karen Blixens liv og aura – det majestætiske look, men første kapitel i selve fortællingen om Blixens liv er fra hendes barndom i Dinesen familien – et hjem med orden og disciplin, hvor hun er det sprælske og udadvendte barn der skiller sig ud med fortællerlyst og kreative evner. Når faren kommer hjem, er hun den første til at løbe ham i møde, og den eneste der deler hans kreative og lystige sider.

Men hun deler også farens mørke sider, og ligesom hos ham, går der sjældent lange perioder uden en mørk skygge lægger sig over livet. I Gregory Deans BLIXEN er det djævelen selv der dukker op når de mørke tanker melder sig, både ved farens selvmord og Blixens mange dunkle stunder i det turbulente liv. Djævelen tager også med til Afrika, og selv om de fleste fortællinger om Blixen i Afrika handler om eventyr og kærlighed, så lægger Deans BLIXEN vægt på at fortælle om skyggesiderne der følger forfatteren hele livet. Rent dansemæssigt får djævlekarakteren dog desværre ikke meget at arbejde med, og selv om både henholdsvis Vitor De Menezes og Jón Axel Fransson bærer de sorte gevandter med stil, så kunne jeg godt have tænkt mig en lidt farligere tilgang i karakterens ret anonyme koreografi.

Efter barndommen og en svær ungdom i det strikse Rungstedlund kommer vi til Afrika, og her spiller Det Kongelige Teater virkelig med musklerne. BLIXEN er rammet ind i et utroligt smukt video- og lysdesign af Adam Ryde Ankarfeldt og Jesper Kongshaug, som transformerer Jan Morrells enkle scenografi og klassiske kostumer til præcis den stemning og verdensdel Gregory Dean ønsker.

Med en markant og centralt placeret døråbning udgør en kæmpe buet skærm bagvæggen, som med manipulerede film- og animationsprojiceringer skaber baggrund og stemninger, hvad enten vi er i Dinesen familiens trygge hjem, det eksotiske Afrika, det muntre USA eller på det frådende hav.

I anden akt, Afrika, har d’herrer Ankarfeldt og Kongshaug formået at skabe en unik stemning af rødt sand og solopgang, som er baggrund for et hold af de lokale kikuyer der danser i modlys. Ingen blackfacing her – kun knaldsorte dansere mod en glødende rød afrikansk himmel. En fuldstændig magisk scene.

Det er også i Afrika balletten finder sit amourøse epicenter med mødet med Denys Finch Hatton, en rolle der skiftevis danses af Alexander Bozinoff og Gregory Dean himself. Mødet mellem Blixen i hørklæder og Finch Hatton i denimskjorte er en helt simpel, men umådeligt smuk kærlighedskoreografi, en simpelhed der klæder den ellers meget indholdstunge historie om den ikoniske forfatters liv.

Der vil ganske sikkert være ballet-aficionados der kigger langt efter de mere komplicerede dansetrin og udfordringer for danserne, men Gregory Dean rammer i stedet med store armbevægelser i BLIXEN en fantastisk fortælling, hvor dansernes udstråling, mimik og indleven i karaktererne og historien betyder lige så meget som trinnene på vinylen. Man fornemmer at hele kompagniet, både solisterne, corps de ballet og de mange karakterdansere, i Gregory Deans iscenesættelse formår at opbygge følelserne med indlevelse, så vi som publikum tror på karakterernes handlinger.

Det er dirigent Tim Murray der leder Det Kongelige Kapel elegant og følsomt igennem Claude Debussys toner, med Alison Smith og Thomas Rischel alternerende på piano, og Martin Yates der har orkestreret og arrangeret. Smukt uden at være anmasende, og til tider både jazzet og peppet op til fest.

Karen Blixens moralske mormor Mamá bliver danset af karakterdanser Anne Marie Vessel Schlüter, og jeg er overbevist om at hun med sit store underviserhjerte er stolt på Den Kongelige Ballets vegne, når der i 2019 bliver skabt en helaftensballet hvor historiefortællingen står så klart. Som historiefortæller skal man have modet til at stå stille og have en følelse, og Gregory Dean har modet.

Foto: Henrik Stenberg

SE MERE