⭐⭐⭐
“Do you remember all the beds you have slept in?”
Cantabile 2 har igennem rigtig mange år været eksponent for immersivt teater med deres helt egen stil, hvor betegnelsen Human Specific Performance har sat sig fast, for alt hvad Nullo Facchini og Cantabile 2 rører ved, er skabt på grundlag af mødet med sit publikum. Og rigtig mange af de forestillinger jeg har oplevet igennem årene, har været både dybe, meningsfulde og rørende.
Nu har Cantabile 2 sat RE(W)RITE på plakaten, et tempel af ritualer bygget op på Den Frie i København, deres samarbejdspartner i produktionen. Ritualerne er bygget op omkring det sanselige og eksistentielle, og nærværet med andre mennesker. Kort sagt, et tempel for mødet mellem mennesker.
Som gæst og deltager bliver man budt velkommen i templet af en af de mange kutteklædte tempeltjenere, med en introduktion til processen, og en forsikring om at alt hvad der foregår af ritualer, vil være et produkt af samspillet mellem performerne og gæster. Og først efter at have iført sig en florlet kimono bliver man ledt videre ud i de enkelte rum, hvor performerne hver især har skabt de enkelte ritualer. Cantabile 2 opfordrer til at genbesøge templet, da både de mange ritualer og deltagere er i en løbende proces, og ved et enkelt besøg er det også forskelligt hvor mange ritualer man når.
”Fear of losing control”
Jeg nåede igennem tre ritualer ved mit besøg. Det første, i Dark Room, handlede om kærlighed – at kunne udtrykke og modtage kærlighed – og det er et ritual bygget 100% op om deltagernes villighed til at åbne sig, hvilket i al stilfærdighed må betegnes som værende muligvis meget givende, men også yderst risikabelt. Man får meget tilbage hvis man er villig til at åbne op, men knap så meget, hvis man ikke bidrager til ritualet med sine følelser i sprog og handlinger.
“Do you remember all the beds you have slept in?”
Mit andet møde med et ritual, i Soft Room, kredsede om begrebet sengen, og mens deltagerne sad, lå, og af og til tumlede rundt i et gigantisk blødt sengemiljø, var der en smooth talking voice der stillede os spørgsmål om de mange senge vi havde besøgt igennem livet, og hvad vi følte det havde betydet for relationerne til andre mennesker. Alt imens vores tempeltjener guidede os på vej i små nærhedsopgaver på kæmpemadrassen.
“There is a bluebird in my heart.”
Det tredje ritual var igen i Dark Room, som med enkle greb havde ændret karakter, og nu handlede om vores indre dyr. Vores vært reciterede Bukowskis bluebird-poesi og bad os finde vores indre dyr, et ritual der klart var både involverende og ramte i plet hos mange i gruppen – ikke mindst da vi skulle vælge de ord fra Bukowskis tekst der passede bedst på vores dyr, og vi næsten alle valgte de samme ord.
Cantabile 2 har som sagt mange års erfaring med immersivt teater, eller Human Specific Performance som de kalder det, og var nogen af de første til at perfektionere interaktionen gæst og performer imellem, og det har bestemt været en stor bedrift. Men, Noblesse Oblige, efter så mange år bør de også kunne lægge nye greb til deres performances, udvikle deres univers, og måske endda give slip på kontrollen for at finde nye veje i deres forestillinger – ligesom de så fint gjorde det i deres GUDS LAM i Vordingborg i 2020. Men i RE(W)RITE er der desværre ikke meget nyt under solen, der er vi stadig i den klassiske Cantabile 2 form, hvor de flagrende 70’er gevandter kæmper om pladsen med siddepuderne på gulvet, og røgelse, kærlighed og noter i en silkeomvundet lommebog er svaret på verdens frelse.
RE(W)RITE på Den Frie er bestemt et besøg værd hvis man aldrig har oplevet Cantabile 2, for de er stadig blandt de bedste til interaktivt teater. Men desværre, hvis man håbede på noget nyt, så risikerer man at gå forgæves.
Foto: Nullo Facchini