⭐⭐⭐⭐⭐
I følelsernes og tonernes vold.
Så enkelt kan det siges, når John Neumeiers balletforestilling MAHLERS 3. SYMFONI skal beskrives, for når Neumeier for en sjælden gangs skyld ikke lader sin koreografi følge et nedskrevet drama, men derimod vælger at lade danserne følge Mahlers ikoniske 3. symfoni, så er det med en skulpturel koreografi fuld af indlevelse og følelser, der skaber et scenebillede der rammer lige i hjertekulen.
Den kendte ballet er fra 1975, og Neumeier svor dengang at den kun skulle opføres med Hamburg Ballett – et løfte han holdt i mere end to årtier – men den er still going strong, og nu er den i København.
Mahlers 3. symfoni spænder vidt, fra de sarteste blæsertoner til strygernes overvældende passager, og alt har Neumeier formået at få med på scenen i en samlet koreografi, men inddelt i de seks satser I går, Sommer, Efterår, Nat, Engel og som afslutning Hvad kærligheden fortæller mig.
Med en gennemgående karakter, danset af Jonathan Chmelensky, lader Neumeier Mahlers 3. symfoni blive materialiseret gennem Den Kongelige Ballets dansere, der som bølger på åbent hav både ruller nænsomt mod stranden, og med enorm kraft sluger alt når stormvejret rammer. Den karismatiske Jonathan Chmelensky viser sin spændvidde i de indlagte pas de deux’er med de vidunderlige ballerinaer Ida Prætorius, Holly Dorger og Astrid Elbo, samt i Engel og Hvad kærligheden fortæller mig den spanske Eukene Sagues, som var aftenens største overraskelse for mig. En lille spirrevip af størrelse, men med kæmpe karisma, og et smil der til Mahlers smukke toner forfører den bryske Chmelensky, og lærer ham hvordan man viser sine følelser. Cadeau til en korpsdanser helt fremme i første række.
Dirigent Hossein Pishkar og Det Kongelige Kapel med sine 86 musikere er på en urimelig svær opgave, da man af Covid hensyn er blevet nødt til at placere dem i prøvesal 6, hvorfra de – samt aftenens solister, mezzosopranerne Johanne Bock og Hanne Fischer – bliver nødt til at udøve deres kunst.
Musikken kan selvfølgelig transmitteres til scenerummet, men det er klart at det ikke yder nogen retfærdighed, og det er bestemt ikke ligefrem binaural lyd publikum bliver præsenteret for. Dog respekt for beslutningen om ikke at spille Mahlers 3. med de kun 26 musikere, der ellers ville have være tilladt i en covid-restriktionsramt orkestergrav.
Men smuk er Mahlers 3. Symfoni, og på en scene, hvor Neumeiers lysdesign skaber rammer der samler og udvider sig til Mahlers anslag, bliver både solister og hele Corps de ballet til en medgørlig skulptur i Neumeiers hænder.
Foto: Henrik Stenberg