GUDS LAM // Cantabile 2

⭐⭐⭐⭐

Nullo Facchini og Cantabile 2 kan deres human specific filosofi på rygraden, og har hele paletten af inden- og udenbys placeringer i deres portefølje, men med GUDS LAM tager de deres verden af mennesker, følelser og relationer helt ind i det traditionelle teaterrum. I anledningen af deres 30års jubilæum som egnsteater i Vordingborg Kommune, har Facchini & co skabt intet mindre end en lokal udgave af Milo Raus Lam Gods fra Belgien – en gentænkning af brd. van Eycks verdenskendte altertavle fra Gent, der billedliggør menneskehedens skabelse og udvikling gennem et arketypisk persongalleri anno 1432, der ikke bare omfatter Gud, Jomfru Maria, Adam og Eva, men også de vigtigste figurer fra byen og et centralt placeret offerlam omgivet af et kor af engle.

Og Cantabile 2 har så nu rykket deres human specific teater ind i de bløde sæders trygge rum, med helt almindelige lokale borgere på scenen, men for en gangs skyld med tilskuerne placeret hvor publikum oftest befinder sig – i bløde sæder, og i sikker afstand til udfoldelserne på scenen.

Der er kun to af teatrets egne performere med på scenen i GUDS LAM (Siri Facchini Haff og Claudio Morales), alle andre er lokale borgere der løbende indtager placeringerne af de mange arketyper på altertavlen, som fra start af præsenteres i sin originale version som lysbillede på bagvæggen. Men først er mørket – og big bang rammer os pludseligt – først stille som et lyspunkt der kommer nærmere, og så som et sønderrivende lyd- og lysglimt i scenerummet.

van Eycks altertavle i Gent

En hyrde med sin hund kommer ind på scenen og bygger en lille fold, hvorefter han og hunden henter tre levende får som de genner ind i folden. Mens han sætter sig roligt på en bænk og venter, fyldes scenen af lokale borgere fra Vordingborg Kommune, herunder 10 børn. Scenen er sat.

Gud hvor jeg keder mig – alene med dig? Nej, nej, nej!

De 10 børn (tavlens englekor omkring offerlammet) synger om Adam der keder sig i Paradis, hvor kvinden bliver skabt ud af et ribben hos manden. Hvorpå to lokale indtager placeringerne som Adam og Eva på altertavlen efter at have givet deres bud på sammenhængen, og dermed gjort deres historie til en del af van Eycks tavle anno 2020.

En flygtningefamilie fra Syrien, der nu bor i Vordingborg, fortæller deres historie om overfyldte skibe, overbetalte mellemmænd, og de overnaturlige kræfter man kan få af at stå i mørkt vand til halsen med en familie på tre på skuldrene. Den gamle syriske mand afslutter beretningen med at spille Halfdan Rasmussen & Robert Normanns Noget om helte på sin trompet. Utroligt smukt, og pilgrimmene på altertavlen har således også fundet deres værdige arvtagere i en lille syrisk familie fra Vordingborg.

De korsfarende på tavlen bliver bl.a. repræsenteret af en ISIS fundamentalist – filmet på forskærmen af en bil – der fortæller om grunden til deres had, og en stærkt troende kristen der har oplevet et mirakel. En ateistisk mor der mistede sin søn da han gik i krig for ISIS, fortæller om hendes positive syn på Islam og uproblematiske forhold til at sønnen som 15-årig konverterede. Samt at hun godt kunne se sig selv i sammenligningen med Jomfru Maria, hvis plads på altertavlen hun derefter indtager.

Et af fårene trækkes ud af folden, og bliver med stærke hænder fastholdt af hyrden på et tæppe midt på scenen. Hyrden – der fortæller han har 1700 får, og det er betydeligt nemmere at styre en stor fåreflok end et enkelt får – klipper sit får hurtigt og professionelt, og mens Vivaldis toner fylder rummet, fosser blodet ud af et andet får der bliver halal slagtet på den store skærm på bagvæggen. Hyrden indtager pladsen som Johannes Døberen på altertavlen 2020.

Hver plads på van Eyck tavlen bliver således fyldt ud med borgere fra Vordingborg anno 2020, og Cantabile 2 lader alle de involverede fortælle deres historier som de selv ønsker at fremstå, og sætte deres fortællinger i perspektiv til altertavlens arketyper. En Leboyer fødsel bliver vist på skærmen, efterfulgt af et interview med den unge mor til tre, en gammel mand på hospice snakker om døden, fulgt til dørs af Dejlig er jorden, og både Milo Rau og Vordingborgs borgmester bliver video interviewet om projektet der sætter lokalsamfundet i spil og mangfoldiggør billedet af vores samtid.

Cantabile 2 fortsætter med GUDS LAM deres banebrydende arbejde med human specific performances, og efter 30 års lokalinvolvering som egnsteater i Vordingborg Kommune, er forestillingen en flot milepæl. Tillykke med jubilæet – både til Cantabile 2 og Vordingborg.

Foto: Per Rasmussen

SE MERE