⭐⭐⭐⭐⭐
Liv Helm & Felicia Ohlys sorgmuntre forestilling PREKARIATET rammer uhyggeligt præcist.
På en Metrostation, ved et busstoppested, på vej videre eller måske på vej hjem – fem helt almindelige mennesker sidder og venter. Og fortæller deres historier. Mie Riis har skabt den enkle scenografi der rummer al den tomhed som prekariatets hverdag byder på, og al den stemning af utryghed som præger de identitets- og tilknytningsløse mennesker.
Den musikdramatiske forestilling PREKARIATET, der er funderet i interviews med indbyggere i Malmö, er en rejse i utryghed, en uendelig rejse i den verden af deltidsmedarbejdere, vikarer, projektansatte og mennesker der bliver hyret som daglejere blev det i gamle dage – det der nu så kækt hedder GIG Økonomien. Både i Danmark og Sverige er en stadigt voksende del af befolkningen en del af prekariatet – befolkningsgruppen der hopper fra job til job, fra sted til sted, og selv når man er i arbejde, er det med et ur der tæller ned, hængende over hovedet. Kort sagt, et liv uden tryghed i ansættelsen.
”Jeg drømmer om tryghed. Jeg vil have fast arbejde. Jeg vil have tryghed. Jeg vil have en kat”
Instruktør Liv Helm har sammen med Felicia Ohly bearbejdet interviews og skrevet den sorgmuntre tekst, og med komponist og lydkunstner Matilde Böchers eminente fornemmelse for tonernes evne til at bevæge, har de tre skabt en musikdramatisk forestilling der rammer foruroligende præcist ned i prekariatets utrygge tilværelse.
En efter en fortæller de fem meget forskellige mennesker deres historie, og selv om tristheden allerede ligger i scenerummets scenografi, så bliver man væltet bagover når Sven Boräng som den første åbner munden med den klareste stemme. Med udgangspunkt i svenske folkesange har Matilde Böcher sat toner på fortællingerne, og når Sven Boräng som Göran fortæller om ensomheden i livet med sit lille firma på hjemadressen, bliver det ikke bare smukt at høre på, men understreget hvor alvorligt vi skal tage begrebet ”det tilknytningsløse menneske”. På samme måde synger alle de fem fremragende spillere deres ensomhed ud, både som kor, som kanon og med enkeltstående præstationer.
”det låtar allvarligare än det är”
Som mange mennesker ofte gør i utrygge situationer, forsøger flere af de fem at slå det hen, at tage det med et smil, at tro på fremtiden, at tro på at det bliver bedre. Og en scene med Malin Karlsson som den unge Linea er tåkrummende morsom, når hun tager sit fineste tøj på, lægger telefonen frem, og er helt sikker på at nu er jobbet lige på trapperne. Karlssons mimik, mens vi sammen venter på at telefonen skal ringe, er spitzenklasse.
Igennem hele forestillingen mærker man den følelse af utilstrækkelighed der gennemsyrer de ufrivillige medlemmer af prekariatet, og lige meget hvor stort et smil de fem formår at frembringe, så har Liv Helm helt genialt givet dem et lille tic, der konstant minder os om den virkelige tilstand af, hvad Albert Camus allerede i sin tid kaldte Det tilknytningsløse menneske.
Det bærende scenekunstneriske greb i PREKARIATET er Matilde Böchers kompositioner og korinstruktion, en form hun har udviklet gennem adskillige forestillinger – f.eks MESSIAS I NAT sammen med Liv Helm – og selv om det jo egentlig kan betegnes som fornærmende at omtale menneskers utryghed på den måde, så er resultatet af Böchers kor- og lydkunst i PREKARIATET intet mindre end smukt.
PREKARIATET på Malmö Stadsteaters intimscene er Liv Helm, Felicia Ohly og Matilde Böcher når det er bedst, og er kun 35 minutter fra Kbh H, så der er ingen undskyldning for ikke at opleve denne musikdramatiske perle.
Foto: Emmalisa Pauly