Stemningsfuld. Åben. Ægte. PASSAGE.
Festival stemningen kan ikke blive mere ægte, end når oplevelser opstår ved et tilfælde. F.eks., når man tager morgentoget til Helsingør, finder ud af at en artist aftenen før er kommet til skade under sin performance IT REALLY HURTS WHEN YOUR HEAD HITS THE CONCRETE, og derfor har måttet aflyse undertegnedes første forestilling. Hvorefter man sætter sig på et morgentomt Axeltorv i solen, for så at opdage at ingen ringere end Erika di Crescenzo står helt alene med sit akkordeon og øver midt på torvet.
Det er ligesom når man opdager et vildt dyr i skoven eller på en mark langt væk – for jeg føler næsten at jeg snød mig til en oplevelse, når man sidder helt stille for ikke at forstyrre, og bare lytter med på di Crescenzos smukke toner, der for et kort moment fylder hele min verden. Jeg troede jeg havde planlagt min dag på PASSAGE FESTIVAL 2026 ned til mindste detalje, men som jeg indledte med – så er det momenter som dette der kendetegner en festival som PASSAGE. At lade festivalen, kunstnerne, og tilfældet føre dig ud i nye og overraskende oplevelser.
Så i denne reportage får du lidt billeder der giver et ret godt indtryk af forskelligheden på festivalen. Plus tre links til deciderede anmeldelser.
Og da jeg nu var på Axeltorv, så var det bare at dreje stolen, for efter de smukke toner at opleve PROSPERO af Stalker Teatro, der elsker at inddrage og aktivere sit publikum.
Om det er kunst eller en legeplads er op til beskueren, men når den italienske trup Stalker Teatro folder sig ud med sin installationskunst, hvor alle opfordres til at deltage i byggeriet af en form for labyrint, bygget af gule rør, træklodser og slanger, så er det både inkluderende og smukt.
Men det var egentlig Sofie Volquartz Lebechs performance BODY ACTS – AKTIONER I DET OFFENTLIGE RUM jeg styrede efter, da jeg trak mod Axeltorv, og det varede da heller ikke længe før Elena Anna Biner, Rose Vergmann, Karoline Severinsen, Louise Serup, Jon R. Skulberg og Sofie Volquartz Lebech selv trak deres skilte op af kufferten med gode ideer, og begyndte marchen gennem byen.
Body Acts – aktioner i det offentlige rum udfordrer forfatteren Susan Sontags ord ”Sygdom er livets skyggeside, og borgerskab i sygdommens rige er tungt” ved tydeligt at gøre opmærksom på den tabubelagte tilværelse som syg – simpelthen ved at marchere gennem Helsingørs tætte gader med store skilte med JEG ER SYG. Og jeg skal love for at Helsingørs borgere og tilrejsende fik noget at tale om. Tilråbene og snakkene ved bordene var mange, og det var ikke alle der var henrykte for Sofie Volquartz Lebechs performance, når man nu lige havde sat sig med en kold fadøl og en stor snaps til en ti’er.
”Du kan sgu da gå til lægen!” var en overrislet herres udbrud, ”Det er jobbigt att gå med dom” sagde en besøgende svensker, ”Jeg er sgu også syg!” råbte en besoffenes publikummer på en bænk, og ”Det må være fordi de har en sygdom, man ikke kan se – lidt ligesom en solsikkesnor” sagde en far til sit barn.
Body Acts – aktioner i det offentlige rum er et forstudie til forestillingen Body Acts, der har premiere på teatret Får 302 i oktober 2026 og vises i foråret 2027 på Helsingør Teater.
Koreograf og danser Alma Toaspern havde med _PLEX sat os i stævne bag de gamle værftsbygninger, for med 20 minutters hyperaktiv musik- og lydfortolkning at vise hvad lyde og toner kan omformes til når de indtager Toasperns sind og krop.
Og Alma Toaspern sparker røv hvis der var nogen der skulle være i tvivl.
Inspireret af kunstneren John Oswalds lydcollage Plexure fra 1993 – hvor han sammensatte lydbidder fra mere end 1000 pophits – kastede Alma Toaspern sig ud i en til tider manisk, til tider smuk danseperformance der indeholdt både klassiske trin og nyere koreografi, alt sammen sat iscene med den karismatiske Toaspern som epicenter bag de faldefærdige bygninger – som ene levende menneske i en verden af algoritmer og overstimulering.
Og så til noget rigtig stort.
PASSAGE er jo fuld af små og mindre acts og her I reportagen får du en håndfuld billeder af dem jeg nåede at se noget af, og så er der tre store smukke værker, der har fået en decideret anmeldelse, og ligger selvstændigt på Sceneblog.dk. Og den første er den poetiske ALIVE på Helsingør Kirkegård – den femstjernede anmeldelse ligger HER.
Men der var jo som sagt også mange små smukke oplevelser på PASSAGE, f.eks. da jeg hørte Samuel Becketts hørespil CASCANDO, iført kutte og nedslået blik på en vandring gennem det gamle Helsingør.
Det var ren poesi at gå turen, hvor godtfolk i Helsingør ærbødigt trådte til side når vi kom gående. For man kan jo aldrig vide…
Man kan heller ikke vide hvad der sker når mænd samles på en tømmerflåde, så da franske Cie Sacékripa med Benjamin De Matteis & Mickael Le Guen havde annonceret deres tilstedeværelse med SURCOUF på en tømmerflåde i Helsingør havn, så ville man da være et skarn hvis man ikke lige kiggede forbi.
Der var to mand på en tømmerflåde – med Kronborg om bagbord. Skønne klovnerier kan man aldrig få for meget af, og grin har det med at blive hængende.
Faktisk smågrinede jeg hele vejen i bussen til den næste forestilling, der foregik på Gurre Slotsruin, nemlig RUINERNE af Filip Vest & Kai Merke.
Og tilbage i Helsingør var mere ved vandkanten, hvor de to artister Catarina Gameiro og Mariana Frazãos brugte reb til at fortolke følelser, så publikum af til måtte måbe.
Og som solen begyndte at gå ned, ændrede mange af forestillingerne også karakter. En af dem var BULK, hvor skuespillerkollektivet Wunderbaum med skuespillerne Walter Bart, Wine Dierickx, Matijs Jansen, Maartje Remmers og Marleen Scholten, sammen med livemusikerne Moritz Bossmann og Wilhelm Hinkel præsterede at opremse alle ting i verden. Eller i hvert fald et uendeligt antal af de mange ting, der dagligt transporteres rundt på kloden for at tilfredsstille primært den vestlige verdens ødelæggende overforbrug.
Vanvittig elegant præsenteret, vanvittigt i sin grundform, og vanvittigt at man sidder naglet til sin klapstol med åben mund og polypper mens fem fremmede mennesker læser en uendelig liste op. Og hvilken vanvittig koreografi. Skønt!
Og så skulle vi indendørs på Kulturværftet:
For skøn var også den længe ventede premiere på Marie Dahl Assemblys SILKE. SUKKER. SAND, hvor arven efter Hotel Pro Forma blev løftet smukt på Kulturværftets store scene.
Læs den femstjernede anmeldelse af Marie Dahl Assemblys SILKE. SUKKER. SAND her.
Jeg håber man med denne lille reportage har fået et meget godt indtryk af, hvad PASSAGE FESTIVAL 2026 bl.a. bød på, og jeg nåede jo slet ikke det hele. Det er også en del af charmen – der er altid noget man går glip af.
Så med billedet af den dunkle klovn og fakir Marcelo Nunes og det franske Cie Dissociées PACEMAKER i silende regn (læg mærke til at 90% af publikum bliver på deres pladser, det var kun kyllinger som undertegnede der søgte læ under et træ), lader jeg solen gå ned over Helsingør og PASSAGE FESTIVAL 2026.
Godt der allerede er en ny festival i 2027 🙂
Fotos i reportagen: Casper Koeller, Sceneblog.dk
Foto fra forestillingen Silke. Sukker. Sand: Christoffer Askman