⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Skomagerens datter Lila tilhører arbejderklassen, men er på trods af en familie af plebejere den klogeste i skolen, og slår selv den lokale Dons søn, når de konkurrerer om skolefrøkenens anerkendelse som klassens bedste. Men man skal kende sin plads i syditalienske Napoli, og begivenheden udløser da også den første krise i det lille samfund, da Lilas familie skylder sortbørshajen Don Achille Caracci en hel del penge – en gæld som står nedskrevet i Don Achilles lille røde bog, en bog der er værd at slå ihjel for.
Scenen er afgørende for forståelsen af hvilket samfund Lila og Elena vokser op i, og er i al sin enkelhed det bedste billede på historien i MIN GENIALE VENINDE, April de Angelis’ vilde dramatisering af Elena Ferrantes fire Napoli-romaner.
Lila (Malene Melsen) og Elena (Sarah Boberg) er barndomsveninder, der ved deres første møde mister deres højtelskede dukker Nu og Tina i en mørk kælder, hvor de er overbeviste om at den lokale Don har taget dem. Men når de går til Don Achilles Caraccis hus, benægter han og smider penge til dem, så de kan købe nye og flottere dukker. Husk hvem der gav jer pengene, smiler Don Achille.
I et samfund hvor et smil ikke altid betyder venlighed, finder Lila og Elena sammen, og med et søm ridser de hinanden evigt troskab, et venskab der med blod, løgne og bedrag bliver sat på en livslang prøve.
I Odense Teaters episke kæmpeværk MIN GENIALE VENINDE er alt på spil, og i Madeleine Røn Juuls gennemtænkte iscenesættelse er nærværet og autenticiteten herskende. Der hænger klæder og forhæng ned fra loftet i Catia Hauberg Engels fine scenografi, der er bygget op midt i scenerummet i Odeons Teatersal, med skjulte finesser som havgus og revnet asfalt. Det grå indtryk bliver bakket op af klassiske vasketøjssnore, samt brandtrapper og repos’er på de gamle afskallede bygningers vægge, som giver et råt og stemningsfuldt Napolitansk indtryk. Og med Kim Malmoses lyddesign og Simon Holmgreens effektfulde lys- og billedverden, er publikum midt i Napolis dampende liv – på godt og ondt. For når Odense Teaters store ensemble suser rundt på trapper og afsatser i hele salen, og tager os igennem seks årtiers familiehistorie, iført klæder der emmer af Catia Hauberg Engels sans for historisk beklædning, føles autenticiteten overvældende. Og så er seks timer jo ingen tid i et historisk perspektiv.
”min yndlings-tast er delete-tasten”
Malene Melsen er fremragende som Lila Cerullo, arbejderklassepigen der med sin overlegne intelligens udfordrer alt og alle, og bare skriver og skriver, men ikke vil huskes – og derfor har delete-tasten som favorit på sit tatstatur. Malene Melsen har allerede adskillige prisnomineringer på sit CV – men med rollen som Lila i MIN GENIALE VENINDE, er hun et oplagt bud på årets skuespiller.
Sarah Boberg er fantastisk som Elena Greco, historiens fortæller, der ligesom Lila er opvokset i Napolis trange gader, men fik familiens opbakning til at gå i skole, og ender med sin mors drøm – at blive gift med en professor. Og ligesom da Boberg som husholderske i Ionescos ENETIME skulle vise sin sans for damage control, så viser Sarah Boberg at hun, om nogen, rummer den indre dualitet mellem lærer og elev, som Elenas væsen viser i Elena Ferrantes romaner. Det er en perfekt casting til en stor skuespiller.
Der er 12 skuespillere med i Odense Teaters MIN GENIALE VENINDE – mange af dem spiller flere roller – og det er en nydelse at kunne følge de enkeltes præstationer i de seks timer, for der er spækket med gode roller og karakterer i den store fortælling, der helt naturligt finder sine pusterum med adskillige muntre og dramatiske bryllups- og begravelses optrin. Ingen italiensk historie uden dans. Intet italiensk bryllup uden drama.
Thomas Bang er pragtfuld som den intellektuelle charmør Nino, der ligesom resten af flokken prøver det bedste, men alligevel krakelerer, og lyver og bedrager sig til et liv på de øverste hylder. Og ligeledes pragtfulde Mette K. Madsen, er en fornøjelse at se i flere vigtige små roller, bl.a. som Elenas dominerende mama, Immacolata Greco. MIN GENIALE VENINDE er som sagt baseret på fire romaner, og er en teksttung forestilling, men det er med en saftig oversættelse af Peter Dupont Weiss, der uden at overdrive lader de hårdtarbejdende skuespillere bruge gloser, der mildest talt ikke er stuerene. Specielt Mette K. Madsen svinger med ordene som en havnearbejder på Spunk Bar. Dejligt befriende, uden at være overdrevet.
”Den slags sker til bryllupper”
Professorer og plebejere, kærlighed og svig, klassekamp og kriminalitet – MIN GENIALE VENINDE har det hele. Elena Ferrantes fænomenale tekst bliver med Madeleine Røn Juuls elegante iscenesættelse smukt eksekveret i Odense, hvor selv ikke et drab eller to kan tage musikken ud af selskabet i Napoli. Jeg er klar til seks timer mere.
Foto: Emilia Therese