⭐⭐⭐⭐⭐
”Himlens soldater, I skal holde himmelhvælvingen over os”
Et kinesisk dokument støves af og oversættes, mens Mao Tse Tungs lit de parade svæver igennem det enorme arkiv, hvor samlingerne af politiske dokumenter omhyggeligt gemmes og bevares for eftertiden. Citater fra Maos lille røde oversættes og blæses op på lysbilledvæggen, som bruges flittigt under hele NIXON IN CHINA, for det er arkivets dokumenter der ligger til grund for John Adams værk, operaen om USA’s præsident Nixons pludselige besøg hos Kinas formand Mao i 1972.
Det er et stærkt kort John Fulljames spiller, når han opsætter John Adams nyklassiske opera, med fortællingen om de store ledere, der så gerne vil huskes for noget stort, i stedet for deres fejl der kostede menneskeliv på stribe. (Det bør nævnes, at operaen med libretto af Alice Goodman er fra 1987, og dermed før det fulde kendskab til de massive dødstal under kulturrevolutionen i Kina, samt erkendelsen af de omfattende civile dødsfald under Vietnam krigen) For det er bestemt ikke en let tilgængelig musik vi bliver budt på, når Det Kongelige Teaters chefdirigent Vedernikov lader Kapellet følge Adams’ gentagne passager, og asiatisk inspirerede toner. Men det virker. For på scenen er sangerne på plads, og med fremragende Johan Reuter i spidsen som Nixon, er alle karakterer smukt besat. Den snu Kissinger synges listigt af Zachary Altman, og da den hensygnende Mao synges følsomt af Arnold Bezuyen, med en dramatisk David Kempster som premierminister Chou En-lai ved sin side, er det et yderst imponerende firkløver der fører os igennem 70’ernes legendariske topmøde.
”Først kommer grundlæggerne, så profitmagerne”
For topmøde er det, når en herlig firemands whist udfolder sig i endnu et arkivlignende biblioteksmiljø, hvor Mao og Nixon, samt premierminister Chou En Lai og udenrigsminister Kissinger, sætter sig i lænestolene for at diskutere politik og filosofi. Men sagen er, at de fire store statsmænd snakker fuldstændig forbi hinanden, på trods af de nidkære kinesiske stenografer/oversætteres tilstedeværelse. Morsomt, dramatisk og velsunget. Det er en meget usædvanlig scene for en opera, men en skøn koreografisk perle, hvis man følger kropssprog og mimik hos de fire, der bestemt ikke har samme intentioner med passiaren. Scenen er John Fulljames fineste, og udløser et fuldgyldigt bestået stempel på operachefens danske instruktør CV.
“Jeg forudser der kommer en dag, hvor luksus opløses i luften som parfume”
Pat Nixon (Sarah Tynan) er tættere på revolutionstankerne end nogen anden i USA’s delegation, og i 2. akt træder præsidentfruen i karakter. Den amerikanske delegation overværer en kinesisk revolutionær operaballet skrevet af Maos kone, Chiang Ching (Sofie Elkjær), og hvor Kissinger med utilsløret vellyst finder stor glæde ved mishandlingen af den unge kvindelige heltinde, føler Pat Nixon hun bør gribe ind til forsvar for uretfærdighederne på scenen. Et herligt drømmesyn udvikler sig, hvor Fru Nixon og Kissinger blander sig med de optrædende dansere, og det er både morsomt og foruroligende, hvordan Maos strengt doktrinært tænkende kone skaber en optræden, der i den grad afslører de amerikanske gæsters inderste følelser. Sofie Elkjærs kulturrevolutions-tilknappede Chiang Ching, der i sin nådesløse revolutionskamp oversætter alt hvad formanden siger, så det er i overensstemmelse med Maos lille røde, er bestemt ikke behageligt selskab. Men Elkjærs vidunderlige stemme overrasker igen med nye facetter, og sørger for at det lille parti træder frem. Bl.a. et stærkt scenebillede, hvor Sofie Elkjær og hele Det Kongelige Operakor løfter Maos lille røde som afslutning på revolutionsoperaen, vil blive husket længe.
Rammerne for NIXON IN CHINA er hele tiden det uendeligt store arkiv, hvor kasserne med hemmeligheder også rummer store tanker og hede drømme, og når hovedpersonerne til slut trækker sig tilbage, er det da også i en kasse der kunne have indeholdt Den Hellige Gral. Stor, støvet, og godt gemt væk.
Men John Fulljames støvede arkiverne af, fandt kassen med John Adams frem, og NIXON IN CHINA er kommet på Den Kongelige Operas repertoire for at blive.
Foto: Camilla Winther