LISBON FLOOR // Copenhagen Opera Festival, Takkelloftet i Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐

You will all benefit if I get the morning sun

Kampen om hvem der skal have hvilket rum, er såre genkendeligt hos alle der har boet i kollektiv, og i operaen LISBON FLOOR – hvor syv meget forskellige mennesker og et par ånder skal flytte sammen – kæmpes der fra første tone om pladserne i det tætpakkede scenerum. Og ikke bare i overført betydning og i librettist Lea Marie Løppenthins drama, men også i selve Takkelloftets intime scenerum, hvor Jason Southgates overskårne lejlighedsscenografi presser det lille symfoniorkester Athelas Sinfonietta helt op mod væggen.

Men hvad kunne egentlig være mere passende, når publikum er inviteret ind til afslutningen på et treårigt eksperimenterende forløb, hvor Copenhagen Opera Festivals bestillingsværk har været undervejs med komponist Matias Vestergård, librettist Lea Marie Løppenthin og instruktør Natascha Metherell i spidsen siden 2019.

Operaen LISBON FLOOR er en thrillerkomedie der med rette kan betegnes som kaos på jord, både musikalsk, dramaturgisk og opsætningsmæssigt, med et symfoniorkester, otte sangere og et børnekor simultant performende på Takkelloftets lille scene. Men hvilket kaos!

Komponist Matias Vestergårds musik lefler for ingen, er udfordrende, dramatisk og sylespidst komponeret, samt aggressiv når det er nødvendigt. Og det er ret ofte nødvendigt i Lea Marie Løppenthins historie, der udvikler sig fra et karakterudviklings plot der er en Mozart opera værdig, til en overnaturlig splatterkomedie. Historien og karaktererne får lidt ekstra hjælp til forståelsen i det udleverede program, men det er stadig en udfordring at følge med i relationer og udvikling i historien.

Frederikke Kampmann, Frederik Rolin, Alex Friis Nielsen.

Men schwamm darüber, for det flotte cast, anført af den vidunderlige Frederikke Kampmann – nylig modtager af både Aalborg Operapris og Musikanmelderringens Kunstnerpris 2022 – som etagens vicevært (der kun vil tiltales ml 14-16 på torsdage, selv om hun bor i lejligheden sammen med de andre), gør at man i princippet bare kan læne sig tilbage i sædet og nyde Copenhagen Opera Festivals LISBON FLOOR, med det altid stjerneklare Athelas Sinfonietta under dirigent Robert Houssart på Takkelloftet.

Copenhagen Opera Festivals LISBON FLOOR spiller d. 26.-27. august på Takkelloftet i Operaen, Det Kongelige Teater.

Foto: Søren Meisner

SE MERE HER