DEN SIDSTE OLIE // OPE-N & Athelas Sinfonietta Copenhagen, Copenhagen Opera Festival i Østerbro Skøjtehal

⭐⭐⭐⭐⭐

Rystende nøgent værk på isen.

Det er komponisten Niels Rønsholt der står bag det unikke stykke musikdramatik der fylder den iskolde luft, og det er det tværdisciplinære kompagni OPE-N med Louise Beck i spidsen, der står for iscenesættelsen af operaen DEN SIDSTE OLIE i Østerbro Skøjtehal. Hvilket eminent samarbejde. Hvilket parløb!

Definitionen på parløb er hos Dansk Skøjte Union en disciplin, der består af sololøbets elementer, men udføres af et par i symmetrisk og parallelt samløb. På samme måde følges de to kunstnere Beck og Rønsholdt ad i værket DEN SIDSTE OLIE, med hver deres specifikke evner og uudtømmelige portion af kreativitet, men altid med den eviggyldige visdom om at det sublime kun opnås ved samarbejde.

Louise Beck har derudover entreret med Nana-Francisca Schottländer, en af vores absolut bedste performere på den danske scene, samt Athelas Sinfonietta Copenhagen, med dirigent og pianist James Sherlock ved et sejlende monstrum af et piano på isen – med splitflag og det hele. Og med Dannebrogsflaget nærmer vi os kernen, for hele værket DEN SIDSTE OLIE er et kolonialismekritisk indspark af dimensioner, hvor vi danskere, der elsker at kritisere andre, bliver mindet om hvordan vi koloniserede Grønland i 1721 – alene med udnyttelsen af territoriet for øje.

Katinka Fogh Vindelev

Fire eminente sangere – sopran Katinka Fogh Vindelev, mezzosopran Nana Bugge Rasmussen, basbaryton Richard Låås og kontratenor Morten Grove Frandsen er de fire danske excellencer, der fra hver sin olietønde synger få, men gentagne akkorder i Rønsholdts komposition. I sorte imposante fugledragter forsøger de hver især at påvirke begivenhederne, og deres interne rivalisering overskygges kun af den altoverskyggende trang til rigdom – på andres bekostning. Niels Rønsholts genialt gentagne ekkolignende akkorder, forstærker både fornemmelsen af det uendelige Arktis, samt koloniherrernes selvelskende egoer.

Grønland repræsenteres uhyggeligt nøgent af Nana-Francisca Schottländer, der pinefuldt på midten af isen udstilles i al sin magtesløshed i forhold til kolonimagten. Det er en grusomt udleverende fremstilling, og som udnyttet og slavegjort leverer Schottländer en af sine bedste præstationer længe.

Den sitespecifikke kammeropera DEN SIDSTE OLIE er for mig kulminationen på en flot Copenhagen Opera Festival, og endnu et tydeligt bevis på at operagenren til stadighed udvikles, og aldrig går i stå.

Foto: Tom Ingvardsen

SE MERE HER – fra OPE-N

SE MERE HER – fra Copenhagen Opera Festival