KING // Sceneløs podcast, Mungo Park & Kontrafej, på LOUD

⭐⭐⭐⭐⭐

Kald os King. Vi danser til lyden af Vanløse. Vi danser røven ud af Danmark

Teatret Mungo Park og det prisbelønnede produktionsselskab Kontrafej står bag Sceneløs – den række af dokufiktionelle podcasts, som radiostationen LOUD havde premiere på i dag, med podcasten KING.

KING tager med afsæt i virkeligheden sit lyttende publikum på en rejse, hvor grænsen mellem fakta og fiktion er flydende – hvor de medvirkende både er kunstnere, og virkelige menneskeskæbner med noget på hjerte. Den 30-årige sanger Gabriela Olmedo Catalán, med kunstnernavnet King, fortæller sin historie om seksuelle overgreb i hjemmet, og historien er i princippet ubærlig. Men ikke desto mindre har hun valgt at formidle den i dette format – en dokufiktionel podcast, hvor hendes fortælling står ligeså knivskarpt som dramaet i fortællingen om hekse og sydamerikansk kultur, om kærlighed, dans og familierelationer.

Havnen i Havana lugter af diesel, spidskommen og sukker

Fortællerstemmen skaber en scenografi i vores hoveder fra start af, og det heftige lydspor skaber en nærmest magisk stemning, som hænger i ørerne mens en stemme bryder ind, og Gabriela Olmedo Catalán begynder at fortælle sin historie fra boligblokkene i Vanløse. Ligesom i Kings musikunivers lurer melankolien lige under overfladen, og dramatiker Nanna Tüchsens vers og ord smyger sig om virkelighedens grimme handlinger som en snog i græsset.

Han havde sådan et Sigurds Bjørnetime suit på – du kan ikke narre mig. Da de omfavnede hinanden, da tænkte jeg; nu mister jeg min mor

Dramatikeren Nanna Tüchsen blev færdiguddannet i 2019, og allerede i 2020 overraskede hun med DE HOVEDLØSE om de gule veste i Frankrig, hvor virkelighed og fiktion bragede ud over scenerne på Anna Malzers Mungo Park. Og nu, i KING, hvor baggrundshistorien er så kompliceret som en blanding af seksuelle overgreb, og en verden af shamaner og hekse, har hun virkelig forstået at forme narrativet så det rammer lige i hjertet uden at fornuften fortager sig.

Kontrafej, der bl.a. også står for produktionen af BaggårdTeatrets fantastiske audiowalks SUNDETS STILHED og UNDER ISEN, er et scoop for en kulturverden der ligger i coronadvale, og at lade King fortælle sin historie, omgærdet af hendes egen smukke musik, plus Kontrafejs uimodståelige soundscapes, er et perfekt skud fra hoften fra LOUD & Mungo Parks side. Jeg kan kun anbefale at tune ind på den ellers så udskældte radiostation for at høre KING – og siden for at følge med i de kommende podcasts i serien Sceneløs.

Foto: Mikkel Rossel, LOUD

SE MERE OM KING PÅ LOUD