Anmeldelse: I AM GOLD // Betty Nansen Teatret

⭐⭐⭐⭐⭐

Koreograferet kontroltab på Betty Nansen slår benene væk under dig.

Kulturministeren havde sendt sin partifælle, kulturordfører Jon Stephensen, til premieren på Betty Nansen Teatret, og med I AM GOLD viste teatret på Frederiksberg Allé med al tydelighed, hvorfor de fortjener al den støtte fra Kulturministeriet som de kan få skrabet sammen. For med deres Bikuben støttede udviklingskoncept BETTY UDVIKLER, skaber de kunst – som nu med I AM GOLD – der slår benene væk under dig.

I AM GOLD er koreograf Signe Fabricius’ forestilling. Og den er danser Astrid Elbos forestilling. Og bestemt også Sebastian Kloborgs. Men også Elisa Kragerups. Og mindst lige så meget emmer I AM GOLD af musiker Jeanett Albeck, scenograf Helle Damgård, lysdesigner Balder Nørskov og det forrygende hold af dansere David Dalmo, Mads Gronemann, Veronica Bracaccini, Linn Fletcher og Luc Boris André Kouadio. For I AM GOLD er skabt gennem kollektive tanker og workshops på Betty Nansen Teatret, der denne gang har formået at skabe et sceneværk, hvor alvoren altid ligger som et slør hen over de til tider overdådige koreografier og scenebilleder.

Den rent æstetisk set meget smukke forestilling handler om ufrivillig barnløshed, og er således lidt af et paradoks. For hovedpersonen Freja spilles og danses af ingen ringere end Astrid Elbo, den tæt på perfekte ballerina fra Den Kongelige Ballet, og Elbo er i storform i rollen der rummer både skønhed og tragedie. I Signe Fabricius’ koreografiske iscenesættelse drysser Astrid Elbo guldstøv ud over hver en bevægelse, scene, eller følelse der opstår i I AM GOLD. Det er ligegyldigt om det er scenen hvor den ulykkelige Freja føler sig som den eneste i verden, der ikke kan få et barn, eller om det er scenen hvor hun græder med sin kæreste – ligeledes danset sublimt af Sebastian Kloborg – eller det er de utallige scener fra gynækologbesøgene, hvor Elbos trænede balletdanser ben nærmest spreder sig i hele scenens bredde.

Mit hjerte bøjer sig – og følger dig

Signe Fabricius’ geniale koreografier nailer personlighederne i forestillingen med det dobbelttydige navn I AM GOLD, og med uddrag af tekster af Shakespeares OTHELLO, Ellen Heibergs TA’ ALLE MINE KYS, og Tine Høegs roman SULT, bliver blandingen af dans og taleteater bragt til et nyt niveau på Betty Nansen Teatret.

Eller som teatret ganske korrekt selv beskriver det: Betty danser igen.

For nok er Freja gold – men Astrid Elbo er guld.

I AM GOLD spiller på Betty Nansen Teatret fra d. 30/12 2022 til d. 26/1 2023.

Foto: Camilla Winther

SE MERE HER

En tanke om “Anmeldelse: I AM GOLD // Betty Nansen Teatret

Der er lukket for kommentarer.