⭐⭐⭐
”Sådan nogen som os”
Det var en fest! Mungo Park i Allerød kunne endelig fejre deres store nye scene, og alt fra de originale Dr. Dante stiftere, over glade bestyrelsesmedlemmer, fondsdirektører og lokale politikere, til den nye kulturminister Jakob Engel-Schmidt, var mødt op i deres stiveste puds. Og det var ikke kun fordi teaterdirektør Anna Malzer diverterede med fyrværkeri og bobler til ganen, det var faktisk ægte glæde der fyldte foyeren hvor hyldesttalerne blev holdt. Og Sceneblog stemmer hjertens gerne i – Mungo Parks nye SCENE 1 har gedigent gennemtænkte detaljer i publikumsopbygningen, og bunker af lækkerhedsfaktor i den sorte sal med masser af varmt mørkt træ. Så kæmpestort tillykke til Malzer & holdet, I har fået en sal der kan rumme de store opsætninger som Mungo Park i tidens løb nok er løbet udenom, og jeg ved I har holdet både bag og på scenen – så bring it on!
Men før denne anmeldelse løber over med ros og smiger, så rykker vi lige tilbage til aftenens forestilling INGENMANDSLAND, der af Mungo Park selv betegnes som en musical. For allerede her viser Mungo Park desværre sin svaghed, når de gennemført dygtige kunstnere i Allerød disser en genre, hvor gode folk i årevis har kæmpet for at musicalgenren kan nyde den respekt, som teatre, producenter og uddannelsesinstitutioner med produktionen af fantastiske musicals har fortjent. Det ser måske nemt ud, men er dæleme ikke nemt at lave gode musicals. Og at højtuddannede teaterfolk så kalder INGENMANDSLAND en musical – fordi der er musik med i forestillingen – er helt hen i vejret. Beklager.
Men hvad er det så for en forestilling, som Anna Malzer har iscenesat som åbningsforestilling på Mungo parks nye SCENE 1? Det er ikke let at genrebestemme INGENMANDSLAND, men den tekst som dramatiker Nanna Plechinger Tüchsen præsenterer, er rent faktisk både interessant og dyb nok til at forestillingen kunne bære betegnelsen skuespil, specielt fordi der er adskillige virkeligt gode spillere på scenen i Allerød. Men når forestillingen er bygget op som den er, hvor musiknumre – flest danske klassikere, men også et par nye numre – afbryder spillet med jævne mellemrum, er det nok mere på sin plads at kalde INGENMANDSLAND for et stykke musikdramatik. Det er en ubeskyttet og rummelig betegnelse, der passer helt fint på forestillingen på SCENE 1.
Jeg vil dog også straks påpege at der rent faktisk til tider opstår en god dynamik og fine momenter, når velkendte tekster og refrainer som ” Sådan nogen som os” bliver brugt i dialogen. Det svinger bestemt, og Ingvild Skansens musikalske arrangement tilføjer absolut kvalitet til Mungos eksperiment. Men ikke engang en musicalkapacitet som Johnny Jørgensen som sangcoach, kan forvandle Mungos super fede skuespillerensemble til musicalperformere for en enkelt forestilling.
Det er Alexander Mayah Larsen, Henrik Prip og Søren Birch Plum fra ensemblet, der sammen med Laura Kjær – studerende ved DDSKS i Aarhus – var på scenen ved premieren. Og selv om Kjær selvfølgelig ikke var på samme niveau som de tre erfarne skuespillere, var det en fornøjelse at se karaktererne udvikle sig i forestillingen, deres mere eller mindre ubehjælpsomme musiske ageren til trods.
Nanna Plechinger Tüchsens familiedrama om tro, håb og UFO’er handler om en far der hele sit liv troede indædt på rumvæsener, og sønnens jagt på sandheden efter begravelsen. Garneret med skeptikere, et romantisk encounter, og ikke mindst mødet med landets mest omtalte UFO-troende – spillet suverænt af Henrik Prip.
Men Anna Malzers eksperiment har desværre ladet sit rumskib lande mellem for mange stole, og Mungo Parks nye SCENE 1 må desværre begynde sit forhåbentligt lange liv med en lunken anmeldelse herfra.
Men vi ses igen.
Foto: Rumle Skafte