⭐⭐⭐⭐
Obamas droner hænger lavt over Aarhus.
Skræmmende realtjek på moderne krigsførelse i GROUNDED på Teatret Svalegangen – Kaja Kamuk er fremragende som moderne krigs-dukkefører.
Showmanden, den charmerende og velartikulerede Barack Obama, var utroligt populær blandt mange – herunder undertegnede. Men ikke desto mindre, så var det under Obama at antallet af angreb udført af avancerede dræberdroner steg eksplosivt. For det er ”lettere” og ”sikrere” for soldaterne at sidde bag en skærm og fjernstyre bombeangreb, end at være på kamppladsen med våben i hånd, og kigge sin fjende i øjnene. Men hvordan påvirker den form for krigsførelse soldaterne, der styrer droner og bomber fra en kontorstol, tusindvis af kilometer væk fra kampzonen?
Det giver GROUNDED et skræmmende realistisk svar på.
Svalegangens Per Smedegaard har skaffet George Brants krigsdrama til Danmark – og med Kaja Kamuk som elitepiloten der ender i kontorstolen i Nevadas ørken – er det blevet til et både nærværende og hverdagsinddragende drama.
Et drama der belyser USA’s fejlslagne forsøg på at gøre krigsførelse og bombetogter til et almindeligt 8-16 job, hvor soldaten hver aften – helt som normalt – kommer hjem til familien. Men det holder selvfølgelig slet ikke. Den grå computerskærm med de termiske markeringer af måske/måske ikke fjender, sidder fast i hjernebarken både nat og dag, og kan ikke undgå til sidst at blive for meget for selv en (tidligere) elitepilot.
Kaja Kamuk er fremragende i Lars Junggrens instruktion, og den 90 minutters fængslende monolog er ikke et minut for lang.
Se den i Teatret Svalegangens smukke nye sal i Århus t.o.m. d. 13. maj, eller på Teater Grob til Cph Stage d. 8.-9. juni.
http://www.svalegangen.dk/forestilli…/egne-forestillinger/…/