⭐⭐⭐⭐⭐
”Mit liv fylder for meget til det her værelse”
Udstillingsrummet Minus 2 føles som et af de gamle Peep Shows på New Yorks 42nd street i 80’erne, med en stor ring af smalle, dårligt belyste rum der omkranser selve scenen. Og mens vi venter på trappen, siddende og lyttende til Det Glemte Kvarters første toner, glider der en skygge forbi – Maestro Thomsen is in da house.
Digteren Søren Ulrik Thomsen har arbejdet sammen med orkesteret Det Glemte Kvarter i mere end 10 år, og har nu, i regi af Toaster, skabt det fineste tværæstetiske værk, hvor Thomsens ord og Det Glemte Kvarters toner blander blod.
Helt personligt synes jeg kun der er gået et splitsekund fra jeg serverede guldøl for Thomsen på Dan Turéll i 80’erne, og digtsamlingen City Slang var hot shit, men nu i 2022 er den prisbelønnede digter – og mangeårige medlem af Det Danske Akademi – blevet en af de allerstørste indenfor sin metier, og han kaster sig stadig ud i udfordringer.
”Dit ansigt, som ikke kan ses i et spejl, men kun i en andens”
Værket ET ØJEBLIK VAR DET SOM OM ALT DETTE SKULLE FORSVINDE kan sagtens betegnes som en performanceinstallation, men jeg synes at symbiosen mellem ord og toner er så fuldendt, at jeg hellere vil betegne det som et musikdramatisk værk. Fra det øjeblik publikum bliver sluset ind mellem de mørke lameller, og de mange spejle, sprækker, og gennemsigtige forhæng åbenbarer sig, så er man fanget i det univers som scenograferne Rosa Birkedal og Simone Bartholin har skabt med deres utilslørede flair for det intime. Men det er Det Glemte Kvarters toneunivers som langsomt kryber ind under huden på dig, og åbner dit sind for digterens stemme, som umærkeligt er begyndt at sende vibrationer gennem rummet.
Ordene sætter sig mere efter vi er blevet lukket helt ind i rondellens indre, hvor musikerne nu har taget plads, og som taget ud af en gangsterfilm sidder Søren Ulrik Thomsen let foroverbøjet i sit ulastelige jakkesæt, med stribet slips og englehvidt hår – men ikke et af hans ord er skyldigt. Det er poesi.
”Også i dit hus skriger dørene på deres hængsler”
Det er Anna Schulin-Zeuthen der har instrueret, og selv om både orkestret og digteren er vant til at performe, så er det Anna Schulin-Zeuthen der med sikker hånd leder de erfarne kræfter ind i værkets kerne, og får dem sikkert ud igen. For ET ØJEBLIK VAR DET SOM OM ALT DETTE SKULLE FORSVINDE er ikke ”bare” en koncert på Hotel Cecil eller en digtoplæsning i Dronningesalen på Den Sorte Diamant, det er et forbilledligt musikdramatisk værk, der i al sin tværæstetik og vilje til åbenhed, er indbegrebet af hvad Toaster er sat i verden for; at udvikle og skabe eksperimenterende scenekunst.
Foto: Simone Bartholin og Raphael Solvænge Frisenholm.