Fragmenterede følelser og voldsomt smuk sykronkunst folder sig ud i DANGEROUS WHEN WET, når kunsten væves ind i Kildeskovshallens æstetik, og fersk- og saltvand blandes med tårer og æteriske olier.
Udstillingen DANGEROUS WHEN WET, kurateret af Mette Woller, forsøger på forskellig vis at undersøge kærlighedens former og våde forbindelser, og hovedudstillingen folder sig ud i ly af træerne omkring Kildeskovshallen i Gentofte, afsluttet med ildspyende drager i bassinet, fulgt op dagen efter af den ekstremt slimede performance FIEBRE på Copenhagen Contemporary.
Se den separate anmeldelse af FIEBRE her på Sceneblog.dk.
I Kildeskovshallen, som i forvejen er et flagskib af æstetik, har Mette Wollers store gruppe af kunstnere sat fokus på kærlighedens rolle i samfundet, og kunstnernes fælles værk flirter med alt hvad der kan dryppe, løbe eller indtages i kampen for frihed og uindskrænket ret til kærlighed.
De første to af udstillingens tre timer er en artwalk gennem Gentoftes arkitektoniske våde vartegn, hvilket til tider kan være lidt af en udfordring, da afviklingen kæmper med tilskuernes utilstrækkelighed i form af manglende viden om hvornår der er pauser, hvor man skal kigge hen – og hvad man skal kigge efter. Men hvis man som gæst kan leve med usikkerheden om hvad man måske, måske ikke har misset – så er DANGEROUS WHEN WET en ikke bare våd, men også stor og givende oplevelse.
Lige efter ankomst bliver man bedt om at smide sko og strømper, for at iføre sig aftenens første kunstværk af Filip Berg (DK) – et par kridhvide slippers med påtrykte svaner. Svaner, som vel at mærke kun ved din hjælp kan føres sammen, og først der ser du Bergs billede i sin helhed. Men begyndelsen er slet ikke Bergs slippers – det er til gengæld et renselsesritual, hvor man med Iben Zorns smukke sæbekreationer får vasket fødderne, mens hendes velduftende olie-figurer sender god karma ud i omklædningsrummene. Og først derefter sættes aftenens artwalk for alvor i gang i svømmehallen.
Iben Zorn står også bag et andet af aftenens mere sanselige værker – SPIT ARCHITECTURE – et spiseligt værk, serveret udenfor på granitten som omgiver hallen. Den spiselige kunst virkede på undertegnede som goplernes indtog i vingummibamsernes verden, og for mig var der ikke den store oplevelse i hverken smag eller tekstur – men selvfølgelig var bare det at indtage værket en oplevelse i sig selv.
På vej i slippers gennem Kildeskovshallens kældergange ser vi både undervandssvømmere og ophængte kunstværker, hvor specielt Adele Marie Rannes’ værker af smeltende figurer gjorde indtryk. Og da vi kom op til overfladen igen, blev alles øjne rettet mod Tea Eklund-Berglöws lærred med olie, spray og epoxy – BUTTERFLIES AND OTHER INSECTS IN MY BELLY – på bunden af bassinet, hvor Kildeskovshallens børn plejer at rutsje og pjaske. Grufuldt smukt greb at lade epoxy og børn finde fælles interesser.
Flere værker er opstillet og ophængt ved de store bassiner, og to videoværker af Linda Lamignan og duoen Freja Sofie Kirk & Mette Woller vises i Loungen – ligesom filmene i tiden op til hovedudstillingen har været vist i Copenhagen Contemporarys foyer. Værkerne er fyldt med dybde og våde fornemmelser, på trods af deres medies fysiske begrænsninger.
Dansere, svømmere, sirener eller drager.
Voldsomme bølgelyde skaber illusionen af hav, og ved udspringsvipperne gør holdet af synkronsvømmere sig klar, for Pablo Lilienfeld (ES/BE) & Federico Vladimirs (AR/ES) værk DRAGON, REST YOUR HEAD ON THE SEABED, foregår både i og under vandet, samt på bassinkantens kolde marmor. Spanske ordrer slynges ud af holdets leder, og det fornemmes tydeligt hvilken disciplin der kræves i den synkronicitet og nøjagtighed, der fuldstændig slår benene væk under publikum i svømmehallens fugtige varme.
Det er tydeligt at kampen er intens svømmerne imellem, og mens ethvert forsøg på udbrud eller soloperformance bliver nedstirret af de andre væsener, viser samarbejdet både i og ved bassinet sig som alles frelse, og udstillingens fokus på fællesskab manifesteres på smukkeste vis i den 60 minutter lange synkronperformance.
Med militaristisk præcision bevæger danserne sig til tunge maskiners metalliske lyde og heftige dump, og gentagne gange forbløffes man over værkets ophævelse af grænsen mellem luft og vand, når en danser f.eks. uventet dukker op af vandet som en havets gudinde – naturstridigt gående på vandets overflade. Eller når de spanske sirener sender deres ordrer ud over bassinkanten, og indtager de skulpturelle sammenhænge som Lilienfeld & Vladimir har kreeret i synkronicitetens tegn.
DRAGON, REST YOUR HEAD ON THE SEABED er forløsningen på to timers til tider fragmentariske artwalk i Kildeskovshallen, men værket er mageløst, og så absolut ventetiden værd.
De deltagende kunstnere i DANGEROUS WHEN WET er Tamara Alegre (IC/CH), Élie Autin (CH/FR), Lydia Östberg Diakité (SE/CI), Nunu Flashdem (CH), Marie Ursin (NO), Kinga Bartis (HU), Filip Berg (DK), Tea Eklund-Berglöw (SE), Freja Sofie Kirk (DK), Melanie Kitti (SE), Linda Lamignan (NO/NG), Pablo Lilienfeld (ES/BE) & Federico Vladimir (AR/ES), Adele Marie Rannes (DK) og Iben Zorn (DK).
Foto: Casper Koeller, Sceneblog
En tanke om “DANGEROUS WHEN WET // Dansehallerne & Copenhagen Contemporary, i Kildeskovshallen”
Der er lukket for kommentarer.