COPENHAGEN SUMMER DANCE 2019 // Dansk Danseteater, Ofelia Plads

⭐⭐⭐⭐

Dansk Danseteaters COPENHAGEN SUMMER DANCE er allerede blevet en tradition, og der var da også både velkomsttaler fra den nye kulturminister Joy Mogensen, og København allestedsnærværende Kultur- og Fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Men det var Ioannis Mandafounis der var den første danser på scenen, og da jeg kunne huske ham fra april 2018, hvor han sammen med Corpus skabte værket IT FINISHES, WHEN IT FINISHES, var jeg ret spændt på at se hvad han havde med i posen til København denne gang. Og han skuffede ikke, den græske koreograf og danser – for denne gang var det med soloværket Make sure you have exhausted all that is communicated through stillness and silence, og det var præcis lige så overrumplende og billedrigt som man kunne håbe. Værket er fuld af urban weltschmertz, og med live cellisten Brice Catherin siddende koncentreret ved Mandafounis’ side med sin bue og cello, var det som om bølgerne lagde sig i havnen og lod dansen tale sit eget sprog.

Ioannis Mandafounis: Make sure you have exhausted all that is communicated through stillness and silence – Ioannis Mandafounis & Brice Catherin, Cello

Anden akt var Pontus Lidbergs pas de deux DAYBREAK fra 2017, danset af stjerneparret Ulrik Birkkjær fra San Francisco Ballet, og Den Kongelige Ballets prima ballerina Ida Praetorius. Det var ikke revolutionerende ny dans, men det var kønt, klassisk og korrekt, og et dejligt lille pust fra den konventionelle balletverden.

Pontus Lidberg: DAYBREAK – Ulrik Birkkjær & Ida Praetorius

Tredje akt derimod, var lidt af en opfordring til revolution, da den prisbelønnede israelske koreograf og danser Roy Assaf med værket THE HILL skruede op for marchmusikken med The Israeli Army Band, og tre mænd kastede sig ud i en belejring af en bakketop, inspireret af seksdageskrigen i 1967. Først de to, der som gode soldater bevægede sig i takt, men efterhånden tabte lysten til våben og kamp, og begyndte at gøre grin med både honnør og disciplin – for siden at overbevise den tredje mand om krigens dårskab. Eminent præcis koreografi med mening, og helt klart COPENHAGEN SUMMER DANCE aftenens både morsomste og vigtigste indslag.

Roy Assaf: THE HILL – Jeremy Alberge, Ron Cohen, Avshalom Latucha

Fjerde akt var et smugkik ind i maskinrummet hos Dansk Danseteater, hvor Pontus Lidberg er i gang med at kreere en større ny forestilling til danseteatrets fornemt besatte ensemble. RIVER hedder den, og som man tydeligt kunne fornemme, blev der arbejdet med en organisk koreografi, hvor hele ensemblet i flagrende blåtonede gevandter var som brusende bølger og strømmens krusninger på floden. Flot ensemblearbejde, og spændende at se hvad Lidberg arbejder med for tiden.

Pontus Lidberg: RIVER – DDTs ensemble

Dansk Danseteater er i rivende udvikling, og personligt ser jeg frem til både Nattergalen og Kentaur i det nye år.

Foto: Søren Meisner

SE MERE

En tanke om “COPENHAGEN SUMMER DANCE 2019 // Dansk Danseteater, Ofelia Plads

Der er lukket for kommentarer.