⭐⭐⭐
Rent visuelt er MENNESKEKRYB en sindssygt flot opsat nyfortolkning af brd. Čapeks Insektliv fra 1922, hvor menneskehedens lave moral og dyriske tendenser bliver anskueliggjort gennem insekters liv. For på Nørrebro Teater er det scenograf Christian Albrechtsen der skaber de farverige scenebilleder, der omfavner og opsluger alt det spiddende allegoriske drama som instruktør Niels Erling bygger videre på i sin moderne fortolkning. Men rent dramaturgisk bliver de enkelte scener, med insekter der opfører sig som mennesker når de er værst, desværre for langtrukne og for overdrevent belærende. Og det hjælper bestemt ikke med indlagte vitser.
Der er dog også adskillige lyspunkter, som f.eks. en pragtfuld Stanley Bakar i den altdominerende hovedrolle som puppen, der bare venter på at komme ud til sin drømmeverden, men bliver slemt skuffet over virkeligheden. Samt også en mindst lige så pragtfuld Tilde Maja Fredriksen i diverse roller, men mest overbevisende som diktator hos myrerne mod slutningen af forestillingen, hvor alvoren for alvor melder sig.

Så med scenograf Christian Albrechtsens vanvittigt sikre farvesans og elskelige hang til det opulente, og adskillige bestemt godkendte skuespilpræstationer, er der trods alt gode ting at tage med hjem fra et besøg på Nørrebro Teater denne gang – det er desværre bare ikke selve fortællingen. Den er blevet for udvandet og letkøbt, og MENNESKEKRYB ender derfor med at blive et miks mellem moralerne fra det oprindelige oplæg, og en form for tableau-teater, hvor de flotte scenebilleder overskygger ordene.
MENNESKEKRYB spiller på Nørrebro Teater fra d. 7/3 – 26/4 2025.
Foto: Emilia Therese