⭐⭐⭐⭐⭐
Det er heldigvis ikke alle, der som mændene i Maria’s Dream bliver forfærdede, når de møder en smuk svane for første gang.
Selvom der ofte er folk der hævder, at stor kunst – eller en smuk svane – kun kan findes i hovedstaden, og ingen i øvrigt kan måle sig med Det Kongelige Teater, så har Svendborg BalletTeater taget handsken op, og med åbent visir kastet sig ind i kampen om hvem der tør udfordre hovedstadens monopol.
Svendborg BalletTeaters åbningsforestilling var i marts 2025, og nu, et lille års tid efter, kan balletchef og kunstnerisk leder Per Lundsgaard så præsentere teatrets anden store forestilling – NATTENS DRØMME – en balletaften med tre meget forskellige balletter på plakaten. Og lad det være sagt med det samme – NATTENS DRØMME er en pragtfuld balletaften, hvor flere slags ny koreografi møder Bournonvilles klassiske trin, og humor, kærlighed og jazz fylder lige så meget som tåspidser og de raslende tylskørter.
Jeg overværede premieren i salen i det gamle teaterhus i Svendborg, men alle de tre små selvstændige værker i NATTENS DRØMME er som skabt til små scener, så en kommende turné kan ikke undgå at blive en succes. Præcis som målsætningen har været fra start af, da direktør Claus Bjerregaard og balletchefen Per Lundsgaard satte kursen; at skabe et professionelt balletteater uden for København, der producerer førsteklasses forestillinger der kan turnere, og vises på landets mange små scener.
Men tilbage til balletaftenen NATTENS DRØMME, der lagde ud med den skønneste spritnye ballet af Robert Thomsen: Speak-easy. Som navnet indikerer, så foregår ballettens fortælling under forbudstiden i USA, hvor små gedulgte kælderlokaler blev til den tids mest populære barer, og med hele otte dansere fra Svendborg BalletTeaters kompagni, kunne vi i Robert Thomsens fine fortælling møde både knuste hjerter og flirtende divaer – alt i en ballet der lægger sig tæt op ad Pantomimeteatret i Tivolis traditioner, med vidunderlig let koreografi og humor, samt mime der indgående fortæller historiens mange facetter. Det er ikke svært at genkende tonen, og dejligt at se hvordan den tidlige danser fra Tivoli Balletteater husker pantomimens lethed, og ikke er bange for at bære traditionen videre, nu hvor han koreograferer egne værker.
Og når vi snakker om genkendelighed, og om at huske på sine rødder, så er det på samme måde pragtfuldt at se en stjerneiscenesætter som Dinna Bjørn øse ud af sin enorme Bournonville viden i Svendborg. For næste ballet i NATTENS DRØMME var en sart og fortryllende klassisk Bournonville pas de trois, hvor Dinna Bjørn har iscenesat en lille bid af balletten Fædrelandets Muser – nemlig den smukke pas de trois De Tre Gratier. Og når man lige havde set de tre dansere i Robert Thomsens jazzede Speak-easy, der emmede af diva-attituder og stærke drinks, så var det slående at opleve hvordan de tre kvinder som med et trylleslag blev til de yndigste gratier, iført tylskørter og Bournonvilles legendariske trin.
Når Dinna Bjørn kaster sig over et projekt, så bliver det udført til mindste detalje. Og selv om den lille ballet De Tre Gratier var kort, målt i tid, så var det et stort øjeblik at opleve Bournonville indtage Svendborg.
At opføre både en Bournonville ballet, en urpremiere med pantomime undertoner, og til sidst, Petr Zuskas afsluttende og lettere surrealistiske døende svane ballet Maria’s Dream, kan kun lade sig gøre med et kompagni af en vis kaliber, så selvfølgelig var undertegnede spændt på om balletchefen havde formået at samle et kompagni af dansere, der kunne matche ambitionerne. Men det stod allerede klart efter første del – og blev bekræftet i anden – at d’damer Laurie Nielsen, Jimin Kim, Claire Gillard og Sahel Flora Pascual, samt d’herrer Vincent Vernal, Arthur Wille, Carl Anton Rise Jacobsen og Francesco Capasso, samt ikke mindst koreografen Robert Thomsen, der heldigvis også stadig danser selv, var intet mindre end verdensklasse.
Og verdensklasse er også ordene jeg vil sætte på aftenens afsluttende ballet, Petr Zuskas Maria’s Dream, der omhandler en af verdens første helt store balletstjerner, den svensk/italienske Marie Taglionis liv.
Eller rettere – tanker og drømme. For Maria’s Dream har både islæt fra balletter som Marie Taglioni selv dansede i 1800-tallet, og Petr Zuskas fortolkninger af Taglionis drømme. Og så med et stænk nutidighed, hvor Zuska leger med identiteterne i den smukke drømmeballet. På artiklens coverbillede kan man se hvor forfærdede mændene er, første gang de ser den overjordisk smukke Marie Taglioni, der pludselig – som en svane – dukker op af en skovsø. Og i næste moment er det som om den smukke svane drømmer sig til en verden af følsomme mænd, der iført tylskørter og blottede sixpacks bærer hende på hænder og fødder som den gudinde hun er.
Petr Zuskas Maria’s Dream er hamrende flot danset i al sin surreelle magt, hvor en bænk, som eneste scenografiske islæt, bliver kastet med som var det en fjer. Og hele balletten bliver i al sin overlegenhed fulgt smukt til dørs af pianist Emil Dalgaard og violinisten Ellen Vognsgaard Brunsbjerg, der live på scenen spiller både Cesare Pugni og Camille Saint-Saëns guddommeligt smukt.
Svendborg BalletTeater viser vejen.
NATTENS DRØMME opføres med premiere på Svendborg BalletTeater d. 6.-8. februar, og kommer forhåbentligt på turné snarest muligt derefter.
Foto: Per Joe Photography