⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Når den tunge, metalliske lyd af en guillotine får dig til at lukke øjnene.
Du ser det ikke, men du hører det, når guillotinens skarpe blad falder ned, og endnu en af karmeliterinderne har måttet lade livet under den franske revolution i 1794.
Operaen Dialogues des Carmélites (KARMELITERINDERNES SAMTALER) af Francis Poulenc er et levende vidnesbyrd om nonnernes skæbne, og Barrie Koskys overvældende iscenesættelse fra Glyndebourne Festival er som Koskys iscenesættelser altid er – overbevisende og magtfuld i både toner og billeder. Som når det udefrakommende mørke driver ned ad væggene i Katrin Lea Tags imponerende scenografi.
Historien om nonnerne i karmeliterordenen bliver fortalt gennem den unge Blanche, der efter eget ønske tilslutter sig ordenen, og tager navnet Søster Blanche af Kristi Dødsangst, for resten af sit liv at leve et stille liv i bøn bag klostrets trygge mure. Men ikke alene skal Blanche i sin spirituelle fordybelse overfor priorinden tage stilling til hvorfor hun er i klostret, hun bliver til sidst også sat overfor den ultimative prøvelse – om hun vil frasige sig nonneløftet for at redde livet når revolutionsgarden stormer klostret, eller lide martyrdøden hånd i hånd med de andre nonner.
Det er scenograf Katrin Lea Tag der har udtænkt det uhyggeligt effektive scenerum, der med Alessandro Carlettis lyssætning skaber nye rum i hver scene, og med sin leg med vinkler skaber både dybde og illusioner der understøtter formidlingen af presset på nonnerne – det gennemgående tema i operaen. Sjældent har monstrøse marmorvægge været mere intimiderende. Sjældent har lys og mørke været så afslørende.
Produktionen er som sagt fra Glyndebourne, og sangerne – der bl.a. tæller stjerner som Elena Tsallagova som Blanche, og mezzoen Doris Lamprecht som den gamle priorinde i klostret, er alle som én pragtfulde i den overordentligt mørke fortælling. Den Kongelige Opera har bragt store forestillinger til landet før, og præcis som i Barrie Koskys SAUL i 2024, får gæsterne i Operaen une expérience extraordinaire med denne version af Poulencs verdensberømte opera.
Poulencs musik kan være storladen og pompøs, men selv i scenen hvor priorinden på sit dødsleje kæmper med ordene, når Blanche sidder ved hendes side, finder Poulenc de lyse toner frem. Intet mørke uden lys, og selv om Poulencs libretto ikke lader mange lyse tanker slippe igennem det vildnis af undergang og knuste drømme, som Dialogues des Carmélites jo reelt er, så har den franske komponist både hjerte og kunstnerisk forstand nok til at lade sine toner være lyse, når alt ser sortest ud.
Det var dirigenten Asher Fisch der var i spidsen for Det Kongelige Kapel ved premieren, og kapellet – samt Det Kongelige Operakor – viste sig som sædvanligt fra deres bedste side.
Ikke mindst i operaens dramatiske slutscener, hvor en rasende folkemængde bryder igennem muren til klostret, og kræver at nonnernes hoveder skal rulle. Det gav kuldegysninger.
Og stemningen i operaen blev ikke mindre uhyggelig, da Barrie Kosky har valgt at lade guillotinen få det sidste ord. Du ser kun nonnernes sorte sandaler der bliver smidt mod en væg, par efter par, mens du hører det tunge klask, når guillotinens skarpe blad falder ned. Det er så smukt i al sin grusomhed, at det næsten ikke er til at bære.
Men hvis du får muligheden, og du alligevel misser Barrie Koskys Dialogues des Carmélites i Operaen, så vil du fortryde det.
Dialogues des Carmélites (KARMELITERINDERNES SAMTALER) opføres i Operaen fra d. 8. februar til d. 10. marts, 2026.
Foto: Miklos Szabo