Anmeldelse: MORTALITIES // Jakobe Performing Arts, Sort/Hvid & Copenhagen Opera Festival

⭐⭐⭐⭐

Dødeligheder på kanten af livet. Rebekka Sofie Bohse Meyers VR-opera på Teater Sort/Hvid er medrivende og urovækkende musikdramatik i sin sindssygt flotte VR-verden, men er ikke overbevisende udi operagenren.

På Copenhagen Opera Festival eksperimenteres der gerne med genren, og opera kan i disse dage opleves til lands, til vands og i luften. Men denne gang er der tilføjet et element der er fremmed for de fleste operagængere – Virtual Reality. VR-genren er allerede i stor fremgang i Danmark, og der er flere rigtig gode kunstnere der bruger teknikken super effektivt og medskabende. Så hvorfor ikke også en VR-opera?

Rebekka Sofie Bohse Meyers VR-opera MORTALITIES er skabt i et samarbejde med komponist Søs Gunver Ryberg og librettist Ursula Andkjær Olsen, samt visuel kunstner Ninna Steen og erfarne VR-udviklere fra XR produktionshuset MANND, så hele vejen rundt er der sørget for kreative kræfter fra øverste hylde. Og det kan mærkes. På Teater Sort/Hvid starter seancen i verden som vi kender den, hvor man stadig har sine sanser i behold, og stadig kan stole på hvad man ser og hører. Men det varer ikke længe, for lige så snart vi er blevet introduceret til seancen af dødens følgesvend, så får vi VR-udstyret på, og derfra er du i en helt anden verden. En VR-verden hvor du går gennem seks forskellige rum i dødsriget.

Rummene er inspireret af forfatter og postdoc Mikkel Krause Frantzens begreb nekroæstetik, der rummer det spektrale, selvdestruktive, groteske, arkitektoniske, transcendentale og post-menneskelige, og med en af de mest overbevisende VR-produktioner jeg har oplevet, føltes seancen både medrivende og urovækkende realistisk. Jeg hader at indrømme det, men flere gange tog jeg mig selv i at gribe ud for ikke at falde i et bundløst hul.

Komponist Søs Gunver Ryberg har ligeledes haft de seks temaer fra nekroæstetikken i tankerne, når hun sammen med sangerne Anne-Kristine Skov Andersen, Katinka Marie Frida Bohse Meyer og Kirsten Voss, samt Stephen Yeseta, Mathias Monrad Møller og Mikkel Tuxen, har skabt det musiske univers i MORTALITIES. Så tonearter, klange og det elektronisk skabte emotionelle spektrum er kreeret til rummet – skabt til begrebet i den nekroæstetiske verden. På samme måde har forfatter Ursula Andkjær Olsen skabt librettoen ud fra Frantzens begreb, og er endt med en mørk tekst om tilgange til døden, som dog giver en vis form for lettelse og håb, når man læser teksten bagefter. For når man forlader MORTALITIES får man librettoen udleveret som en lille souvenir fra dødsriget, og det er en rigtig fin gestus.

For sangerne, der både kan opleves live og i indspillet form under forestillingen, har efter min mening en umådeligt svær opgave i formidlingen af Andkjær Olsens sange – faktisk kunne undertegnede ikke skelne live-sangerne fra sangerne i VR. Og den fysiske VR-oplevelse var i mit tilfælde så markant, at jeg praktisk talt ikke ænsede den engelske tekst – sangene og den elektroniske musik flød så meget ind i hinanden, at lydene blot understøttede følelserne og det emotionelle virvar som MORTALITIES byder på, hvis man bare overgiver sig og flyder med strømmen.

Så om det bør kaldes en opera, er op til dig selv at vurdere. Men Rebekka Sofie Bohse Meyers musikdramatiske værk MORTALITIES er en VR-oplevelse af de helt fine, og jeg kan kun håbe på at udviklingen fortsætter – også udenfor dødsriget.

MORTALITIES spiller på Teater Sort/Hvid under Copenhagen Opera Festival, d. 14.-21. august 2023.

Foto: Victoria Mørck Madsen

Visual kunstner: Ninna Steen

SE MERE HER FRA SORT/HVID

SE MERE HER FRA COPENHAGEN OPERA FESTIVAL