⭐⭐⭐⭐⭐⭐
13 gæster i et hjørneværelse på Ibsens Hotel ved ikke hvad der venter dem. Trine Rosa Bondes BLODET I VORES ÅRER går under huden på dig, lokker dig med falske smil, og klæder broderskab og familie hemmeligheder af til skindet. Det er voldsomt, det er hjerteskærende, det er gåsehudsfremkaldende intimteater når det er bedst.
Lige som Martin A. Hansen, Thorkild Bjørnvig og flere andre store forfattere, har Trine Rosa Bonde ladet sig inspirere af 1. Mosebog og fortællingen om Guds retfærdighed. Og nu har hun så, i samarbejde med Mungo Park teatret, fået Christoffer Berdal til at instruere den Kain & Abel inspirerede BLODET I VORES ÅRER på et hotelværelse i Vendersgade.
Radioen skratter på det hotelværelse de to brødre mødes i, dagen før deres fars begravelse, og som det berettes i æteren, så var deres far Adam Dragsted ikke hvem som helst. Han var en stor kanon, en verdensmand, og en meget, meget rig mand, hvis verdensomspændende firma nu skal videregives til næste generation.

Hans Christian Schrøder er den umiddelbart cool storebror Karl, der bor i Bangkok, og har helt styr på den forretningsverden som fyldte alt i farens liv. Og William Jacobsen Halken er den følsomme lillebror Anton, der som kunstner selvfølgelig bor i Paris.
Nu mødes de så i København, for første gang i lang tid, i forbindelse med farens begravelse. Men der går ikke mange sekunder før de er tilbage i deres evige brødre-rivalisering, og ikke mindst deres rollespil, hvor den ene skal spille faren eller moren, og hvor ingen må tale usandt. Et spil der bruges til at drille, provokere og udfordre – men også et spil der hiver sandheder og usandheder frem i lyset. Og da de af familie advokaten bliver bedt om at hente en kopi af testamentet i hotellets reception, går det for alvor amok med tilbageholdte følelser, hemmelige alliancer, brudte løfter og det klassiske elsker/elsker ikke spil. For hvem elskede faren egentlig mest? Og hvem var skyld i hans død? For slet ikke at snakke om hvem der egentlig var skyld i morens død, da de stadig var børn?

Både Hans Christian Schrøder og William Jacobsen Halkens præstationer er fejlfri i Christoffer Berdals overlegne personinstruktion, og selv om troværdigheden i deres karakterspil er afgørende for forståelsen af deres karakterer, så er det deres eminente evne til at skjule bolden, helt indtil de sætter det afgørende spark ind og scorer på modstanderens bekostning, der er den intense forestillings alfa og omega. For når vi som publikum sidder yderst på stolene, få meter fra brødrenes ansigter, og med deres ånde som en del af den hotelværelsesknappe luft vi indånder, så bliver vi suget ind i Trine Rosa Bondes modbydeligt realistiske verden af faderkomplekser, utilstrækkelighed og manglende tro på det gode. Det gør ondt når Karls arrogance fejer benene væk under den følsomme Anton, og det gør mindst lige så ondt når Anton drejer kniven rundt i Karls moderbindingssår.

Trine Rosa Bondes intime BLODET I VORES ÅRER er en eminent følelsesmassakre uden lige, hvor vi som publikummer i hotelværelset i høj grad overskrider teaterkunstens berømmede fjerde væg, og på intet tidspunkt kan sige os fri for lysten til at bryde ind, intervenere, trøste, elske eller slå på karaktererne. Bondes tekst er smuk i sin udformning og hård i sin dom, og selve iscenesættelsen på hotellet er i al sin enkelthed fremragende veludført.
Størst af alt er kærligheden. Eller er den?
Trine Rosa Bonde & Mungo Parks BLODET I VORES ÅRER spiller på Ibsens Hotel i Vendersgade d. 11-22/2 2025.
Foto: Rumle Skafte