⭐⭐⭐⭐
Smørsovsen er min stedfars pis.
Clara Sophia Phillipson er hestepigen Kirsten, der som 14-årig beslutter at slå en mand ihjel, hun skal bare lige planlægge det, udføre det, og så smide sin dagbog væk hurtigst muligt. For Kirsten er som mange piger på den alder, der skriver alle sine tanker og planer ned i en dagbog, der bestemt ikke må falde i hænderne på de forkerte.
Bjørn Rasmussens hestepigeroman Kirstens Hævn er fuld af tanker om heste, seksualitet , stoffer og drenge. Og så om den mand der er flyttet ind hos Kirstens mor, manden der kaldes stedfar, manden der fylder Kirstens sind som djævelen selv, og måske/måske ikke misbruger Kirsten. For Kirsten er som mange andre 14årige også fuld af løgn, når det lige passer ind i hendes verden sammen med de andre hestepiger i stalden.

For som det ofte sker, så bliver den gruppe man omgiver sig med, både udsat for beundring og kærlighed, samt misundelse og svigt. Og sådan er det også på Aarhus Teaters lille STUDIO scene, som scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe med både mødding og lyserødt glimmer har omdannet til et råt hestestaldsduftende teenageunivers, og hvor iscenesætter Carolin Oredsson har omdannet Bjørn Rasmussens ord til saftigt pink power teater.
Aarhus Teaters to huskunstnere inviterer således sit publikum indenfor i en nøje tilrettelagt verden af bedrag, hvor et dynamisk firkløver bestående af skuespillerne Clara Sophia Phillipson, Laura Kjær Jensen og Solvej Sonne Horn, samt studerende ved DDSKS i Aarhus, Alberte Riis Alexis Ibsen, giver den max skrue i et tumultarisk sceneværk, der dufter lige så meget af Pink Power og Bacardi, som af sex på den mødding der husker os på hvor vi er.

En absolut fab Clara Sophia Phillipson er epicentret i STUDIO versionen af KIRSTENS HÆVN, der bringer Bjørn Rasmussens gode tekst ud over scenekanten. Men det er ligeså meget den fælles energi de fire kvinder udstråler, der tænder publikum. For et er, at samtlige roller – som mor, moster, stedfar, lokal pusher og flirtende drenge i lokalområdet, bliver spillet af de tre andre kvinder med en halvmaske, en cap eller en heldragt rullet i møg, men i en koreografi af Alvilda Faber Striim bryder de fire hestepiger adskillige gange ud i dans der rykker, og bløder dermed op på de barske, cringe eller uhyggelige situationer som Bjørn Rasmussens historie er fuld af.
Og hvorvidt den brændende stald er virkelighed eller tankespind – det må du selv vurdere når du kigger forbi STUDIO på Aarhus Teater. Det er turen værd.
KIRSTENS HÆVN spiller på Aarhus Teaters STUDIO d. 5/2 – 8/3 2025.
Foto: Rumle Skafte