⭐⭐⭐⭐
Nogle gange rider Peter, dagen før han har sadlet.
Sådan siger viceborgmesteren til den skeptiske socialdemokrat i Farum Byråd. Alt imens borgmesteren Peter Brixtofte bare drikker videre, laver aftaler på servietter, låner penge, og lokker folk til at indgå kontrakter på kanten af loven. Men Brixtofte sørger også for PC’er til alle kommunens skolebørn, og får bygget både en Multihal og det kæmpestore Farum Arena – for det skal være sjovt at bo i Farum.
Dramatiker Andreas Garfield har med PETER AF FARUM skrevet et velbalanceret manuskript der både er fuld af humor og tragedie, og det er lige præcis så troværdigt, at man hverken kan udråbe hovedpersonen til skurk eller helt. For Venstres problembarn Peter Brixtofte, der også i virkeligheden tabte både formandsvalget til Anders Fogh Rasmussen, og næstformandsvalget til Lars Løkke, er enevældig konge i Farum. Og med et solidt flertal bag sig, kan han skalte og valte med kommunens midler, hvilket han da også gør i stor stil.
Og fordi Garfield klogt lægger sig i slipstrømmen af rygter, domme og tilståelser fra den virkelige verden, så virker forestillingen PETER AF FARUM som noget vi da alle sammen godt vidste om Peter Brixtofte. Men PETER AF FARUM er rent faktisk fiktion. Med manuskriptdramaturg Ninette Mulvad i baghånden, og den kompetente instruktør Rune David Grue til at styrke, skærpe og fastholde karaktererne på scenen, har Andreas Garfield virkelig ramt plet med PETER AF FARUM.
En pragtfuld Jens Jørn Spottag er den karismatiske venstreborgmester Peter Brixtofte, og det er næsten svært at få øjnene fra ham når han er på scenen. Men Spottag har masser af veloplagte medspillere bag sig, når skuespillerne Petrine Agger, Tom Jensen, Camilla Lau og Tina Gylling Mortensen, samt Ulla Vejby, Carsten Svendsen og Alexander Bryld Obaze, og ikke mindst Sophie-Marie Jeppesen og Henrik Lykkegaard folder sig ud.
Og hvad enten det er Gylling Mortensens taburetklæbende viceborgmester, Carsten Svendsens patetisk medløbende wingman, eller Camilla Laus jeg-vender-på-en-tallerken-når-det-passer-mig nye pige i klassen, så er alle karaktererne på Farums Rådhus fremragende mindre roller, der er uundværlige når det store billede skal tegnes.
Peter Brixtofte kan gå på vandet, og når aftaler indgås over en flaske rødvin, og skrives ned på en serviet, så er det som om Peter er urørlig som orakel. Hvis Peter siger det, så bliver det.
Men intet varer evigt, hverken i virkeligheden eller i Garfields fortælling fra Farum, og når pressen begynder at få nys om de mange fiflerier i Nordsjælland, så lugter de blod, og slipper ikke taget før byttet ligger stille. Folk bliver desperate, og Peters wingman Kasper tager sit eget liv, efter i lang tid at have drukket og sjoflet sig igennem tilværelsen med falske fakturaer, prostituerede på repræsentationskontoen, og overbelåning på Peter Brixtoftes ordre. Og det bliver ikke bedre af, at Lars Løkke truer Brixtofte med evig fortabelse og udskamning i partiet, hvis han ikke parerer ordre og lægger sig ned. Men PETER AF FARUM lægger sig ikke frivilligt ned.
Han danser videre.
PETER AF FARUM er et humoristisk dokudrama, der i Franciska Zahle og Mia Riis’ flotte rådhus-scenografi får plads til at folde sig ud, men bliver holdt stramt på plads af et manuskript der aldrig går amok, men stille og roligt tegner et billede af et magtmenneske på godt og ondt. Kun i små bidder – drømmesekvenser om man vil – kammer dramaet en smule over, når Peter & co. kaster sig ud i dansenumre, som efter min smag er lidt unødvendige. Men med en formidabel Jens Jørn Spottag i den altoverskyggende titelrolle, og det store flotte cast der shiner i de uundværlige biroller, er forestillingen PETER AF FARUM på Folketeatret blevet et smukt portræt af et magtmenneske – som vi ser ham.
PETER AF FARUM spiller på Folketeatret i Nørregade d. 6/2 – 8/3 2025.
Foto: Büro Jantzen