⭐⭐⭐⭐

Snart sidder du i baren og forsvinder.

Naja Marie Aidts digte er porøse og fulde af power, og Aidts forfatterskab er uden diskussion både omfattende og fremragende.

Så kan man overhovedet gøre dem bedre, ved at iscenesætte ordene, sætningerne, poesien? Det er i hvert fald hvad de to forskere Anette Støvelbæk og Sarah Boberg har tænkt sig at afprøve, i forestillingen ALTING ER NOGET 2.0 på Teatret ved Sorte Hest.

Det er – som det bør være på Hesten når ordet sættes i scene – Maria Vinterberg herself der har iscenesat forestillingen, lige som hun gjorde med forgængeren ALTING ER NOGET i 2016. Men da undertegnede ikke havde mulighed for at se 1. kapitel, vil jeg ikke sammenligne – bare hoppe frisk ind i Sorte Hests 2. kapitel af iscenesat Aidt.

Gid jeg boede i et smældende digt.

De to forskere Støvelbæk & Boberg er korrekt iklædt forskeres traditionelle hvide klædedragt, med både Crocs og hvide ørebøffer som topping, og da Marianne Nilssons scenografi, med tavler, computere og en bedaget BASF spolebåndoptager bakker op om ideen, så er laboratoriet perfekt til en forelæsning. Men indsigtsfulde Vinterberg vil mere med de to skuespillere, hun ved de kan og vil mere, og Støvelbæk & Boberg får da også på en god time vist, hvordan digte kan løftes, og Naja Marie Aidts ord kan få nyt liv i laboratoriet.

Svagheden ved at sætte Naja Marie Aidts små mirakler under lup er dog samtidig, at ordene som nævnes, skrives, læses højt og synges på scenen, får nye betydninger og nye verdener tilført, et fænomen som ellers kun er den enkelte læser beskåret, i mødet med teksten. Og dermed fjernes noget af den intimitet som findes mellem en bog og dens læser. Det private møde fortoner sig efter min mening.

Men læsere er forskellige, og jeg er overbevist om at mange Aidt kendere vil nyde forskerne Støvelbæk & Boberg i deres laboratorium, med Jacob Binzers jazzede toner som baggrund, og en uendelig kærlighed til Aidts forfatterskab strømmende ud over scenekanten.

Foto: Robin Skjoldborg

SE MERE HER