⭐⭐⭐⭐
Kærligt kaos på Kronborg.
HamletScenen, der spiller i Kronværket på Kronborg, præsenterer for tiden et gennemsympatisk og kærligt kaos, hvor Jeremy M. Thomas-Bøgsted har skrevet et mashup af Shakespeares de bedste, og iscenesat den overvældende og immersive totalteaterperformance JULIET’S BIRTHDAY BASH.
JULIET’S BIRTHDAY BASH er Juliet Capulets fødselsdagsfest, og hvis du synes du kender navnet, så har du nok set Romeo og Julie, hvor familien Capulet jo spiller en afgørende rolle. Men denne gang er Juliet en kendt blogger og rigmandsdatter, der har inviteret til fest hos sin tante, der tilfældigvis hedder Gertrud, er dronning, og bor på Kronborg. Og her fornemmer du måske så allerede det mix af Shakespeares fornemste værker, som Jeremy M. Thomas-Bøgsted har brugt som oplæg til HamletScenens store fest.
”The way you get over someone – is to get under someone else.”
Og HamletScenens festperformance er virkelig et sandt gilde, hvor gæsterne anmodes om at tage festtøj på, og så ellers forberede sig på lidt af hvert, når de får anvist deres pladser ved de pyntede langborde. For uden gæster, ingen fest for Juliet – og det ville jo være en skam.
JULIET’S BIRTHDAY BASH er en skøn blanding af professionelle skuespillere og 3. års elever fra den private teaterskole Københavns Film- og Teaterskole, foruden den magiske madkunstner Tine Galatius, der disker op med de mest syrede og syndige anretninger.
Skuespillerne er Dina Rosenmeier som en pragtfuld, meget jysk, kærlighedshungrende dronning Gertrud, Daniel Neil Ash som Mercutio, der til Juliets fest er både DJ og lokal pusher, Stanley Bakar som den uinviterede, men yderst tiltrækkende gæst Romeo, samt aftenens ubetingede stjerne, den underskønne May Lifschitz, der ikke bare får sin scenedebut i rollen som Juliet, men overstråler dem alle i sin svære linedans mellem kærlighed og modet til at være sig selv. En rolle langt fra hendes Cover forsider og de Netflix- og filmkarakterer vi er vant til at se hende som.
“It’s not about being a dolphin – it’s all about love.”
Og som narren på slottet, der kommenterer, stikker til og driller magthaverne, popper madkunstneren Tine Galatius op under middagen, når hun præsenterer sine frækt anrettede retter som sølvbeder og østers, tang og risottokugler, vulva og slikkepinde. Der er lige så meget drama og obskønitet i Galatius små kunstværker på tallerkenen, som Shakespeares karakterer på gulvet uden held forsøger at skjule.
HamletScenens JULIET’S BIRTHDAY BASH er med Kronborg som baggrund og Shakespeare som udgangspunkt, samt diversitet, køn, race og seksualitet som altoverskyggende fixpunkter, en performancefest you don’t want to miss.
JULIET’S BIRTHDAY BASH spiller i Thaliasalen ved Kronborg fra d. 28. februar til d. 18. marts 2023.
Coverfoto: Bo Nyman
Madfotos: Sceneblog